48 FÆRDIGE designere og arkitekter

De nye designere og arkitekter er ikke bare færdige med at gå i skole, men de er også færdige i betydningen ‘dygtige’. De har tydeligvis tilegnet sig en række væsentlige fagspecifikke færdigheder i løbet af deres studietid. Og de er engagerede i verden – det er dejligt. Desværre lukkes man som udstillingsgæst ikke ind i selve designprocessen, og for mange af designernes projekter er for dårligt formidlede.

Udstillingen er stramt og flot sat op i Meldahls smukke smedje. Arkitekterne udstiller på rækker af store skråtstillede træplader i rummets ene side. I den anden side er en til lejligheden opbygget stilladskonstruktion, som danner ramme om de designstuderendes afgangsprojekter: seks møbelprojekter og tre projekter fra Institut for Visuelt Design. Store forskelligt farvede bannere og skiltning ved hvert projekt gør det let at orientere sig.

Hvad med processen?
Det er de studerendes færdige projekter, som vises frem – ikke processen. Det valg er pragmatisk og som sådan forståeligt, men ikke desto mindre ærgerligt. For uden mellemregningerne bliver nogle af projekterne faktisk svære at forstå.

Peter Hertel har modigt kastet sig ud i at designe en særlig dansk skrifttype. Med hjælp fra en kulturanalytiker har han defineret en række danske værdier: LIGE, INDIVIDUEL, FEMININ (HUMANISTISK), OMSKIFTELIG, NORMATIV og FRI, og ud fra dem designet en særligt dansk skrifttype. Men hvordan er disse ret abstrakte begreber blevet transformeret til form? Det fremgår desværre ikke. Hvor ville jeg gerne have været lukket bare lidt mere ind i skriftdesignerens nørdede niche.

Hvad er det, jeg ser?
Arkitekttegninger kan være svære at læse, men man er grundlæggende ikke i tvivl om, hvad det er, man ser: en repræsentation. En illustration af en idé om et hus, en plads, et landskab mv. Så enkelt er det ikke med designernes projekter, og det skaber alt for ofte forståelsesproblemer, som kunne have været undgået med et lidt større fokus på formidling og tilpasning til den kontekst, en udstilling er.

Pernille Mundt Slivsgaard har en smittende fascination af TINTIN. Tegneseriehæfterne Mission til Månen og De Første Skridt på Månen danner udgangspunkt for et imponerende omfangsrigt scenografisk projekt designet til Store Scene i Skuespilhuset. På seks store plakater har Slivsgaard tegnet kostumer og rekvisitter i en for projektet passende Hergé-inspireret stil.

Problemet er bare, at nogle af tegningerne er arbejdstegninger – for eksempel tegningerne af kostumerne – og nogle er tegninger, der skal indgå i forestillingen som tegninger. Det er meget forvirrende. Hun har også lavet en fin model, der viser scenografien, men det omgivende teaterrum er ikke med, og så er det altså nærmest umuligt at vurdere virkningen.

Hvad er EVA-skum og co-design?
I udstillingens møbelafsnit er jeg i flere tilfælde i tvivl om de viste genstandes karakter – er det modeller, prototyper eller færdige produkter?

Er det skummateriale, som indgår i Morten Husum Nielsens møbelprojekt EVA-skum – tektoniske principper for recirkulering, et modelmateriale? Nej, det er nok EVA-skum, som altså bare ligner et modelmateriale, ikke mindst pga. den ret rå forarbejdning. En simpel introduktion til dette for mig ukendte materiale kunne have været en stor hjælp.

Når Nicolai Hansen i en præsentationstekst beskriver sit afgangsprojekt Design Help som en optakt til et socialt designprojekt i Japan, viser han os, at han har forstået, at design i dag er meget mere end produkter. Opgaven som designer er: ”at planlægge og arrangere workshops”, fremgår det. Og et andet sted skriver han: ”Derfor har jeg igennem mit afgangsprojekt brugt co-design til at udarbejde en workshop manual til de fremtidige workshops.”

Det lyder spændende. Som udstillingsgæst præsenteres jeg imidlertid for en bænk og to origamifoldede objekter. Jeg gætter mig til, at disse objekter nok er blevet til i en alternativ designproces med inddragelse af andre – om det er brugere eller designere er ikke klart. I det hele taget er forbindelsen mellem det skrevne og det, jeg præsenteres for, nærmest ikke-eksisterende. Og det er super ærgerligt, at den alternative designproces ikke foldes ud og formidles.

Noget lignende gælder Anne Brandhøj Hansens projekt Møbler hvor vi er. Et bud på et bæredygtigt møbelkoncept, der som hun selv skriver: ”bygger på relationen mellem bruger, producent og objekt.” Men hvad med designeren? Hvilken rolle spiller hun? Hvor færdigdesignede er de viste lidt gør-det-selv-agtigt udseende møbler?

Færdige designere og arkitekter?
Når man på KADK’s afgangsudstilling for ofte oplever at være grundlæggende i tvivl om, hvad det er, man står overfor, fordi det simpelthen ikke er tilstrækkeligt formidlet, bliver det umuligt at vurdere, om det er godt eller skidt. Så er man henvist til at kigge på projekterne helt overfladisk, lade sig lede af smag og behag og imponere over, hvor dygtige designere og arkitekter er til at tegne og bygge modeller (og prototyper).

Men vi kan så meget mere end det, og det skal tydeliggøres, ellers er jeg bange for, at vi er FÆRDIGE i en helt anden og mere negativ betydning af ordet.