Gennemført udstilling af smukke stole

Gennemført udstilling af smukke stole

The Danish Chair, Designmuseum Danmark. Foto: Pernille Klemp

af Chris Liljenberg Halstrøm

Chris Liljenberg Halstrøm er møbeldesigner med en forkærlighed for mødet mellem materialer og funktionalitet og har ofte en intellektuel tilgang til sit fag. Som skribent og anmelder er hun med til at hæve barren for samtalen om design.

Billedserie

Udstillingen The Danish Chair er permanent og kan ses i museets åbningstider.

designmuseum.dk

The Danish Chair på Designmuseum Danmark viser en fin gennemgang af vores moderne danske stolehistorie, men klichéen om, at en stol skulle være det sværeste og fineste, en møbeldesigner kan skabe, fastholdes desværre.

Jeg er ret skeptisk. Sådan generelt. Og lidt af et brokkehoved. Især når det handler om mit fag: møbeldesign. Da jeg tog ind for at se den nye permanente udstilling, The Danish Chair, på Designmuseum Danmark, var jeg nærmest på forhånd træt af den, for på museets hjemmeside var jeg allerede blevet serveret klichéen om, at stolen er designerens “prøvesten”. Men det vender jeg tilbage til, for selve udstillingen bliver jeg ikke træt af foreløbig.

Gennem en tunnel med montrer i tre etager præsenteres man for de 113 udvalgte stole lidt ad gangen. Man kan ikke se alle stolene på én gang, og måske misser man nogle ved første besøg. Derfor er jeg sikker på, at man kan blive ved med at vende tilbage og opdage nye detaljer, hvilket er en kvalitet ved en permanent udstilling.

The Danish Chair, Designmuseum Danmark. Foto: Pernille Klemp

En venlig sjæl viste mig, at man kan hive nogle (lidt for hemmelige) informationstavler ud fra mellemrummet mellem montrerne. Det er en lækker detalje, at man som besøgende helt analogt kan tage fat i en lille træ-knop og trække informationen ud i stedet for at få den serveret som en digital løsning. På den måde bliver ens følesans tilfredsstillet, når man ikke må røre ved stolene.

Til gengæld appellerer udstillingen til at blive delt på de digitale medier, da stolene er placerede i kvadratiske rum, med smukke egetræsrammer om, der henviser til det gode håndværk, som mange af stolene repræsenterer. Let at tage billeder af. Lige til Instagram. Og på den måde lever udstillingen videre i et nyt univers.

Udstillingens designer, Boris Berlin, har skabt en flot udstilling, der på grund af dens få, men velvalgte virkemidler, kan holde i mange år.

Et sikkert, men godt kort
The Danish Chair føles som et sikkert kort for Designmuseum Danmark. En udstilling, der let lokker både danske og udenlandske museumsgængere til. Som danskere kender vi stolene ud og ind. Vi har formået at skabe en fortælling om Danmark som en stolenation. Der findes talrige bøger med selvsamme stole i museets egen butik.

Vi bliver ikke præsenteret for noget nyt eller overraskende, men kan føle os trygge ved at kigge på noget velkendt. Det kan måske lyde som en negativ kritik, men en udstilling behøver ikke altid være sensationel for at have sin berettigelse.

Poul Kjærholm (1929-1980): PK12 (1962). E. Kold Christensen. Pressefoto

The Danish Chair formidler vores moderne danske stolehistorie gennem både danske og udenlandske eksempler, og man får som besøgende en fin fornemmelse for sammenhænge mellem og udvikling af forskellige stoletyper. Stolene fremstår som smukke skulpturer, og der er noget meget tilfredsstillende over at se dem fremvist på denne måde, selvom det er unaturligt i forhold til deres egentlige funktion.

Jeg ville gerne have set mere end kun 11 stole fra de seneste 35 år, men den nyeste stol i samlingen, Moku fra 2016 af Cecilie Manz, er med til at fortælle historien om, hvordan dansk design også i dag er eftertragtet i udlandet. Den er nemlig udelukkende tegnet til det japanske marked for Actus /Nissin Mokkou Japan.

Håbløs rangordning af møbler
Den fysiske udstilling kan jeg rigtig godt lide, men præmissen for udstillingen gør mig træt. Endnu engang skal vi have stoppet i halsen, at stolen er det fineste, man som møbeldesigner kan frembringe. I Lars Hedebo Olsens artikel om udstillingen i Politiken den 7. december er det ifølge Nicolai de Gier, lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole, ligefrem en “manddomsprøve” at tegne en stol.

Det orker jeg nærmest ikke at kommentere på, men jeg vil alligevel give det et skud. Det er noget sludder. Med den mængde stole, der bliver spyttet ud (Wegner alene tegnede omkring 500 stole) kunne argumentet lige så godt være, at stolen var det letteste møbel at designe.

Personligt er jeg af den opfattelse, at det er svært at designe hvilket som helst møbel. I hvert fald hvis det skal være godt. Vi kan være stolte over alle de smukke stole, som danske designere har skabt, men at rangordne møbler og sætte stolen i toppen er håbløst. Vi ville ikke kunne klare os kun med stole. Det er et ligegyldigt parameter at bedømme design ud fra, og jeg er ked af, at formidlingen af The Danish Chair falder i den fælde.

Er Poul Henningens PH-lamper dårligere design end Arne Jacobsens Syveren eller Myren? Var de lettere at designe? Næppe, men begge formgivere undersøgte deres felt seriøst og indgående og skabte objekter, der satte nye standarder for respektive produktgrupper. Det er et spændende mål at have som designer.

Jeg vil dog alligevel nyde at spadsere rundt om hjørnet fra min tegnestue og hen til Designmuseum Danmark for igen at kigge på de gamle smukke stole, som så fint er iscenesat af Boris Berlin.

The Danish Chair på Designmuseum Danmark viser 113 stole af både danske formgivere som Kaare Klint, Børge Mogensen, Grete Jalk og Cecilie Manz og udenlandske som Gio Ponti og Jasper Morrison.

Udstillingen er kurateret af udstillings- og samlingschef Christian Holmsted Olesen og iscenesat af designeren Boris Berlin.

Del artiklen

'Gennemført udstilling af smukke stole'

Facebook