”Hvorfor må brugskunst ikke være grimt?”

Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982) var en frygtløs hybridkunstner, der kastede sig ud i et væld af fagområder for at eksperimentere og skabe nye sammenhænge. Sammenhænge, der altid sprængte rammerne og var drevet af troen på et bedre liv med kunsten som omdrejningspunkt og på, at det var kunstnerens ansvar at involvere sig. Og det gjorde han. Han debatterede og provokerede i et omfang, som ikke altid faldt i lige god jord. Der blev ikke leflet for nogen.

Aagaard Andersen studerede både på Kunsthåndværkerskolen og på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Denne sammensmeltning af to forskellige tilgange karakteriserer hans virke og hans autonome trylleri med begreber, normer og konformiteter.

Aagaard Andersens massive bagkatalog
Bogen GAaA beskriver detaljeret og indsigtsfuldt Gunnar Aagaard Andersens virke, hans involvering i kunstnergruppen Linien II, hans udstillinger i Paris, London og New York, hans samarbejder med internationale gallerier og engagement i kunstmagasinet Mobilia.

Bogen udfolder også samarbejder med kunstnere og designere som Nanna og Jørgen Ditzel, kontroversen med Verner Panton, samarbejder med en række industrivirksomheder som Brødrene Damgaard, Unika Væv og Egetæpper og hans store succes med den opsigtsvækkende polyurethanstol, som blev en del af samlingen på Museum of Modern Art i New York i 1967. Og det bliver ved og ved, for der er nok at tage af og på, og undervejs i bogen bliver man klar over, hvor stort et research- og forskningsarbejde, der ligger forud for tilrettelæggelsen af dette kæmpe materiale.

Pænhedens pestilens
Aagaard Andersen er svær at klassificere. Hans produktion spændte ekstremt bredt og favner skulptur, installation, tekstiler, arkitektur, grafik, møbeldesign, tapet og formidling, for nu at nævne nogle. Det var smukt, ordentligt, grimt og beskidt.

Aagaard Andersen opfattede først og fremmest sig selv som kunstner og lod sig ikke begrænse af noget. Han var observant over for regler og rutiner og var konsekvent med at bryde dem kvalificeret. Derfor virker det lidt paradoksalt, når Vibeke Petersen Gether perspektiverer Gunnar Aagaards virke i en kunsthistorisk forståelsesramme af billedkunstens avantgarde.

Man kan spørge sig selv, hvorvidt Gunnar Aagaard ville bryde sig om at blive kategoriseret i relation til kunsthistoriske ismer. Men det er nu engang eftertidens privilegium, og heldigvis er analysen beskrevet så tilgængeligt og indsigtsfuldt, at selv jeg, en ikke-kunsthistoriker, kan følge med.

Gunnar Aagaard spidder for eksempel pænheden i et interview i Politiken i 1969 på spørgsmålet:

– ”Er brugskunsten ikke ’fin’ nok at bekende sig til?”

– ”Den er alt for fin. Det er netop fejlen ved dansk brugskunst i almindelighed. Brugskunsten er gjort til pynt og dermed til pseudo-kunst. Dyrket som pænhedssymbol har brugskunsten skabt kløften i forståelsen af kunst som en del af det funktionelt hele.”

Nutidig relevans
I min gennemlæsning af bogen ramte det mig flere gange, at Gunnar Aagaard Andersens udtalelser synes nøjagtig ligeså relevante i dag. Man får lyst til at spørge sig selv, hvad der er sket siden 1969, og om kløften mellem design/kunsthåndværk og kunst overhovedet har flyttet sig siden dengang.

Gennem mit samarbejde med mange designere og kunsthåndværkere ved jeg, at drivkraften, motivationen og ønsket om at bryde grænser er der. Design og kunsthåndværk i dag er ikke udelukkende drevet af pænhed og bundlinjer, men opstår i lige så høj grad på kunstneriske og kulturelle præmisser.

Den store udfordring, kunstnere med baggrund i design og kunsthåndværk, står overfor i dag, er at blive accepteret på kunstens formidlingsplatforme. Gunnar Aagaard Andersens virke eksemplificerer i høj grad dette paradoks, og derfor er bogen et uundværligt vidnesbyrd på, hvor stor en forskel det kan gøre at løsrive sig fra generelle forventninger ved at provokere og involvere sig.

Bogen som fysisk manifestation
Man skal forberede sig på bogens massive fysiske tilstedeværelse. Den måler 34x26x8 cm og vejer 3,3 kg, så når man først har fået placeret sig mageligt i lænestolen med bogen i skødet, springer man ikke bare lige op igen. Der er noget insisterende over bogens størrelse, der nærmest tvinger dig til at blive siddende, og det er en stor kvalitet. Den er også præcis så stor, at den ikke kan være i At-bo-reolen. Den vil IKKE derind, så jeg må fremover have den liggende på et bord. GAaA er simpelthen ikke til at komme udenom.

Bogens organisering og grafiske layout fungerer godt, i særdeleshed fordi Gunnar Aagaard Andersens stemme fremstår utrolig levende. Hans citater er strøet ud med rund hånd i gennem bogen og er trykt i en anden farve end de øvrige tekster. Det er god og enkel navigation.

Bogens fysiske manifestation afspejler et værk, som har været undervejs i flere år. Gode ting tager lang tid, fornemmer man, og den lange researchproces har uden tvivl medvirket til en høj modningsgrad og et meget sikkert greb. Bogen formidler et ekstraordinært stort indhold, og det er vidunderligt at få foldet sider af dette komplekse menneske ud, som ikke før har været tilgængelige. GAaA har bestemt været værd at vente på.