Kunsthåndværkere samarbejder med stjernekok om nyt spisestel

Kunsthåndværkere samarbejder med stjernekok om nyt spisestel

Sarah Oakman og Maj-Britt Zelmer Olsen viser deres proces i Officinet. Pressefoto

af Stine Nørgaard Lykkebo

Skribent og tidligere redaktionssekretær for kunsten.nu.

Om udstillingen
Danske Kunsthåndværkere & Designere, Officinet
INDBLIK/UDSIGT fra 7. til 29. januar 2017

Bredgade 66
1260 København K
Gratis adgang

Keramiker Sarah Oakman og glasformgiver Maj-Britt Zelmer Olsen åbner op for den kreative proces, når de i udstillingen INDBLIK / UDSIGT gennemgår hele designprocessen til et nyt spisestel. Udstillingen kan opleves indtil den 29. januar i Danske Kunsthåndværkere & Designeres projektrum Officinet.

Den skabende proces er ofte indadvendt og intuitiv, når en kunsthåndværker udvikler sine værker. I udstillingen INDBLIK/UDSIGT tilbydes publikum dog et sjældent blik ind i det kreative flow – fra de første streger på papir til de endelige værker – når Maj-Britt Zelmer Olsen og Sarah Oakman udvikler et nyt spisestel i glas og keramik.

Stellet bliver til i et tæt samarbejde med den bornholmske gourmetrestaurant Molen og kok Daniel Kruse, som blandt andet er medlem af kokkelandsholdet. På Bornholm i havnebyen Nexø deler de to kunsthåndværkere i forvejen værksted, og det er i høj grad herfra, de henter inspirationen til projektet.

Kontrasterne mellem den rå natur og det industrielle havnemiljø danner grundlag for det kreative afsæt, og Oakman og Zelmer Olsen forsøger at udfordre vores gængse forståelse af, hvordan materialer som glas og keramik kan nytænkes i en nutidig borddækning.

Udstillingen kan opleves i Officinet indtil den 29. januar.

Kilde: Officinet

Maj-Britt Zelmer Olsen har mange års erfaring som udøvende glasformgiver og har en uddannelse fra både England, Bornholm og KADK.
zelmerolsen.dk

Sarah Oakman er nyuddannet keramiker fra KADK Bornholm og har for nylig deltaget i bl.a. Forårsudstillingen på Charlottenborg, Kunstnernes Efterårsudstilling samt Biennalen for Kunsthåndværk og Design. Til daglig driver hun virksomheden Oh Oak, hvorigennem hun designer og producerer keramik til hverdagsbrug.
ohoak.com

Del artiklen

'Kunsthåndværkere samarbejder med stjernekok om nyt spisestel'

Facebook