MINDCRAFT17-holdet offentliggjort

MINDCRAFT17-holdet offentliggjort

Sidste år var Henrik Vibskov selv deltager på MINDCRAFT-udstillingen. I år er han kurator. Her et udsnit af hans værk SUB3, 2016. Pressefoto

af Stine Nørgaard Lykkebo

Skribent og tidligere redaktionssekretær for kunsten.nu.

MINDCRAFT17
4 - 9 apr 2017

Tir kl 11-23
Ons-lør kl 11-21
Søn kl 11-17

San Simpliciano
Piazza Paolo VI 6
20121 Milano

mindcraftexhibition.com

15 nye værker skal til april funkle foran et internationalt designpublikum, når den danske delegation af kunsthåndværkere og designere på foranledning af Statens Kunstfond udstiller under designugen i Milano. Henrik Vibskov er kuratoren i år, og han tager et spændende og bredt felt af anerkendte formgivere med sig.

Det er ingen hemmelighed, at udstillingskonceptet MINDCRAFT er noget af det ypperste, Danmark præsterer inden for kunsthåndværk og design i udlandet. Omkring 300.000 designinteresserede besøger hvert år designugen i Milano – hvilket udmærker den til at være verdens største – og her har danske MINDCRAFT en respekteret og anerkendt position.

I år er det følgende upcoming såvel som etablerede navne, der er udvalgt til at deltage:

Tobias Møhl, Yuki Ferdinandsen, Eske Rex & Maria Mengel, Birk Marcus Hansen, Emil Krøyer & Mads Sætter-Lassen, Anne Dorthe Vester & Maria Bruun, Kasper Kjeldgaard, Lærke Valum, Marianne Eriksen Scott-Hansen, Isabel Berglund, Hanne G, Anders Ruhwald, Christina Schou Christensen, Pernille Pontoppidan Pedersen og Carl Emil Jacobsen.

’Kunsthåndværk og design’
Kombinationen af ordene ’MIND’ og ’CRAFT’ er et forsøg på at indramme det felt, som MINDCRAFT-udstillingen favner: ”fra eksperimenterende, innovativt og konceptuelt design til kunstnerisk og teknisk kunsthåndværk.”

Og årets deltagerliste afspejler da også denne temmelig brede definition af kunsthåndværk og det altid svære begreb ’design’, for det ser ud til, at vi kan forvente overlap til både arkitektur og billedkunst med deltagere som Anders Ruhwald, Eske Rex, Maria Mengel og unge Carl Emil Jacobsen.

Tiden vil vise, hvad vi skal få at se, men indtil videre er det afsløret, at materialer som sølv, papir, keramik, træ, tekstil og beton er i spil. Og at Henrik Vibskov som årets kurator har skabt et scenografisk koncept, som de 15 værker iscenesættes i.

I år vises udstillingen desuden tilbage i det historiske kloster San Simpliciano, som også udgjorde rammerne i 2015, da udstillingen modtog Milan Design Award og German Design Award.

MINDCRAFT er et internationalt udstillingskoncept, der med skiftende deltagere og kuratorer præsenterer dansk kunsthåndværk og design på verdens førende designscene under den årlige designuge i Milano. Udstillingen blev første gang vist i 2008; i år er det dermed tiende gang, at udstillingen finder sted.

Formålet med MINDCRAFT er at profilere dansk kunsthåndværk og design over for både nationale og internationale meningsdannere, presse, producenter og fagfolk på området. Flere deltagere, der har vist deres værker frem, er blevet opdaget af toneangivende producenter og har fået deres MINDCRAFT-værk sat i produktion hos fx den italienske designer Nemo Cassina samt danske producenter som Fredericia Furniture, HAY, Muuto, Menu, Skagerak og Gubi. Andre deltagere har solgt værker til private samlere eller haft held med at etablere nye samarbejder med gallerier i eksempelvis New York, London og Paris.

MINDCRAFT17 tilhører Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design. Udstillingen organiseres af Slots- og Kulturstyrelsen.

Kilde: Statens Kunstfond

Del artiklen

'MINDCRAFT17-holdet offentliggjort'

Facebook