Powerdesign

Har design et samfundsmæssigt ansvar, der rækker ud over formgivning? Det er et hot debatemne i disse år, men det er også en diskussion, der svinger op og ned i takt med tidsånden. Historisk set var de gode gamle funktionalister i mellemkrigstiden nogle af de første, der åbent vedkendte sig et sådant ansvar. Både Bauhaus-folkene og de danske funkis-folk med Edvard Heiberg og Poul Henningsen i spidsen talte med glød om design for de mange. Efter 2. Verdenskrig fortsatte bl.a. FDB indsatsen for at sælge godt møbeldesign til folket.

Victor Papanek
Da de gode tider blev fede i 1960’erne, kom der turbo på forbruget, og der var ingen grænser for, hvad der kunne købes og smides væk. Nu fik designfagets dårlige samvittighed et økologisk aspekt. Det rablende overforbrug tærede på ressourcerne og svinede verden til. En af de første (og største) til at reagere på dette var den østrigsk-amerikanske designer Victor Papanek, der i 1971 udgav bogen Design for the Real World. Bogens første sætning lyder: ”There are professions more harmful than industrial design, but only a very few of them.”

Papanek reagerede på den tids design, som mange kaldte ‘styling’. Dette kunne enten være i form af ren forskønnelse af noget mekanisk, som fx et forkromet amerikansk dollargrin med halefinner eller et trendbaseret re-design af et produkt uden nogen form for innovation. Han praktiserede selv design, der lagde vægt på brugsværdier og bæredygtighed, som han formulerede det i sin bog: ”The only important thing about design is how it relates to people.”

Den danske vinkel
Papaneks ord vakte genklang herhjemme, hvor han blev gæsteprofessor på Arkitektskolen i København et års tid i starten af 1970’erne, og i den anledning blev han også gjort til æresmedlem af foreningen Industrielle Designere i Danmark (IDD). Selv designede han adskillige alternative produkter, blandt andet en ultrabillig transistorradio til den tredje verden, der ikke brugte batterier, men blev drevet af et stearinlys.

Siden dengang har der været en del initiativer blandt formgivere, der har designet grønt og brugt nye måder at gøre det på. Den danske designer Niels Peter Flint grundlagde en international designorganisation ved navn O2 i slutningen af 1980’erne. De udgav bl.a. en hånd- og debatbog om bæredygtigt design, der især satte fokus på nye materialer og processer, som kunne bruges i stedet for de forurenende metoder. I de senere år er der også designet løsninger til den tredje verden, lidt i tråd med Papaneks radio, hvoraf det danske Lifestraw er et eksempel.

Opdagelsen af mennesket
På det seneste er det blevet til nye initiativer og buzzwords som ’Cradle-2-cradle’ og cirkulær økonomi. I nogen udstrækning har den traditionelle industri taget initiativerne til sig og gør deres for at redde kloden, naturligvis uden at glemme deres egen bundlinje. Og sådan har designfagets bevidsthed udviklet sig gennem årtier, siden Bauhaus lige efter 1. Verdenskrig erklærede at ville bygge boliger og tegne brugsgenstande for folket. I dag er designs sociale ansvar gået ind i en ny fase. Denne fase handler om at se brugerne som enkeltindivider, og ikke som folket som en overordnet betegnelse.

Inden for dette empatiske design arbejder designerne ikke for de mange, men med den enkelte i fokus. Det kan have betegnelser som co-creation eller customized design, men går i princippet ud på at skabe et samarbejde mellem designer/producent på den ene side og forbrugeren på den anden, så det bliver stadig lettere for kunderne at tilpasse produktet til egne behov og æstetiske præferencer. Et eksempel kunne være modulopbygget elektronik, hvor man sætter sin mobiltelefon sammen efter behov, eller tøj, der kan foldes ind og ud og hægtes op eller ned til lejligheden. Legepladser, hvor børnene er med til at bestemme indretningen er et andet bud på co-creation. Bolden er således givet op til en ny tid, hvor magten og indflydelsen er tilbage hos (for)brugerne – karakteriseret ved et andet buzz word; ’empowered by design’.