Subtile kontraster og anmassende nærvær

Jeg var spændt på, hvor udstillingen var placeret og fandt den i forbindelsesgangen mellem kirkerummet og kirkekontoret. Gangens dobbelthøje tværsnit er øverst forsynet med et tag af glas, der selv på en januardag leder en stor mængde dagslys ned i gangen.

Når man træder ind i udstillingsgangen, er den umiddelbare oplevelse en række store blå flader, der står lænet mod gangens højre væg. På gulvet ligger en mængde lerklumper, hvoraf de fleste står i forhold til en af de blå skiver, mens andre ligger mere løsrevet i gangens venstre side.

Da jeg bevægede mig længere ned af gangen, blev jeg overhalet af en serveringsvogn med termokander og rester fra kirkekaffe, og dermed blev det åbenbart, at placeringen af udstillingens objekter ikke alene fulgte en kunstnerisk plan, men også var underkastet netop forbindelsesgangens praktiske præmis.

Industriel glans
Vel inde i Kristine Tillge Lunds udstilling oplever man samspillet mellem ni rå kuglelignende klumper af blåler og seks store blåblanke skiver lænet op mod væggen. Hver skive fremtræder som en gigantisk flise, der er over en kvadratmeter stor og er underlagt et udsnit af et cirkelslag, hvilket giver fliseformen en ny, nærmest måbende form. Farven er blå som logofarven hos BMW og med en blankhed nær glans 90 optræder den yderst industriel. Alle fliser har slået sig let under brænding, men det understreger kun blankheden yderligere.

Kontrasternes nærvær
Kontrasten mellem de gigantiske blåblanke fliser og de rå uforfinede lerklumper er stor og meget nærværende, nærmest anmassende – men på en yderst subtil måde. I dette kontrastfulde nærvær fungerer udstillingen allerbedst. Man glemmer alt om forbindelsesgang og kaffevogne og befinder sig midt i et univers blottet for kendt størrelsesskala. Et univers af taktilitet og farver, hvor associationerne svinger fra menneskehedens tidligste kulturer til spildprodukter fra en ustyrlig fremtidig industriproduktion.

Man står midt i en højspændt zone, hvor de gigantiske blåblanke flisers store munde synes at bide ud efter sporene fra en fjern fortid. Eller en zone, hvor de tunge rå lerklumper venter på signalet til, hvilken fremtidsillusion der skal smadres som den første.

Urnens malplacerede udsagn
Og så pludselig, der midt i udstillingen, står en urne. En slank sandstøbt urne i naturtro skala. Og på trods af at man nok burde vente at finde en urne i en kirke, mærker jeg, at netop dette enkeltstående element giver mig en irriterende uro. For hvad gør den her? Og hvorfor er den så konkret i både form og størrelse i netop dette så fysisk begrænsede udstillingsunivers? Til trods for at jeg gerne vil inddrage urnen i min ellers meget fine oplevelse af udstillingen, så lykkedes det desværre ikke. Om det var urnens konkrete 1:1-skala eller dens figurative form – eller en kombination af begge – er fortsat uklart for mig, men den efterlod et hul i min oplevelse af en ellers stærk udstilling.

Udstillingsinfo før eller efter?
I en skødesløst ophængt plastlomme fandt jeg afslutningsvis en A5-folder med en supplerende tekst til Kristine Tillge Lunds udstilling under titlen: Ultimate soil and other props. I teksten af litterat Aske Viuff kunne jeg læse, at det faktisk er de grove klumper af blåler, der er spildmateriale fra industriel produktion af mursten, og at disse skal opleves som udstillingens rekvisitter – props. At de gigantiske blankblå fliser er autolakerede og består af lerjord: soil. Og at vasen, som jeg havde oplevet som urne, er fremstillet af massiv glasur.

Hvis jeg havde læst teksten af Aske Viuff og kendt de givne detaljer, før jeg gik ombord i Ultimate soil and other props, havde den kun tvivlsomt givet mig en væsentlig anden oplevelse. Jeg mener, kunst bør opleves åbent og uforberedt, og at den kommunikerer i sin egen kraft.

Utzons pragmatiske greb
På vejen hjem kom jeg i tanke om en anekdote om kirken, jeg engang havde hørt: I 1973 blev Utzon spurgt, hvordan han kunne spare 10% på det forestående kirkebyggeri. Utzon forlod lokalet og tog samtlige tegninger med sig. Men efter ca. 15 minutter kom han tilbage og præsenterede tegningerne igen. Utzon havde været i kopirummet og formindsket alle tegningerne med 10%.

Anekdoten, synes jeg, kobler sig til Kirstine Tillge Lunds udstilling. For det er netop skalaen af udstillingens enkelte elementer, der er så afgørende for, hvordan den opleves i det givne rum. Der er ingen tvivl om, at Kristine Tillge Lund har skabt en udstilling, der på mange områder er stærk og nærværende og tillige forholder sig relevant til Utzons geometriske arkitektur. Personligt kunne jeg have ønsket, at objekterne havde været mindst 10% større og dermed havde indtaget forbindelsesgangen i endnu højere grad – og så måtte kirkekaffen håndbæres, indtil udstillingen var forbi.

Kære læser, jeg kan varmt anbefale, at du tager en tur i kirke. Du kunne starte i Bagsværd…