Keramikerprisen 2017 uddelt

Keramikerprisen 2017 uddelt

Annie og Otto Johs. Detlefs’ keramikpriser går primært til yngre keramikere. Årets modtager – Martin Bodilsen Kaldahl – er fra 1954, men ikke desto mindre regnes han for at være en del af den yngre generation af danske keramikere. Her et værk af prismodtageren. Pressefoto

af Stine Nørgaard Lykkebo

Skribent og tidligere redaktionssekretær for kunsten.nu.

Keramiker Martin Bodilsen Kaldahl modtog lørdag den 21. januar Keramikprisen 2017 på 100.000 kr. Samtidig fik Pernille Pontoppidan Pedersen overrakt et rejselegat på 50.000 kr.

Annie og Otto Johs. Detlefs’ keramikpriser er blevet uddelt siden 2005, primært til yngre keramikere. Igen i år blev priserne uddelt på CLAY Keramikmuseum Danmark, og her demonstrerede man, at ‘ungdom’ ikke nødvendigvis kun behøver at referere til dåbsattesten.

Årets hovedprismodtager, Martin Bodilsen Kaldahl, er nemlig årgang 1954. Han er uddannet både pottemager og designer, men har gennem hele sin karriere vist, at han kan udvikle sig, og senest har han kastet sig over eksperimenter med at integrere digitale metoder i sine værker.

Og netop modet til at eksperimentere er en af grundene til, at Martin Bodilsen Kaldahl er årets prismodtager:

“Trods Martins alder kan vi sagtens regne ham med til den yngre generation i dansk keramik. Det skyldes især hans bestandigt eksperimenterende udtryk og virke som en stærk eksponent for keramikkens udvikling,” sagde CLAY’s direktør, Pia Wirnfeldt, ved prisoverrækkelsen.

Sammen med keramiker Peder Rasmussen udgør hun den faglige jury.

Rejselegat på 50.000 kr.
Ved samme lejlighed modtog Pernille Pontoppidan Pedersen (f. 1987) fondens anden pris; et rejselegat på 50.000 kr. Trods Pontoppidans alder – denne gang i den yngre ende – har hun allerede markeret sig på en række danske og internationale udstillinger med skulpturer, der henviser til en række velkendte dagligdags genstande som fx vaser, kager, skåle og fade.

Kilde: CLAY Keramikmuseum Danmark

Annie og Otto Johs. Detlefs Keramikpris er en pris, som har til sit formål at støtte og anerkende keramikken som et udfordrende håndværk med et stort kunstnerisk potentiale.

Del artiklen

'Keramikerprisen 2017 uddelt'

Facebook