Manifesta er en årlig fejring af design og kunsthåndværk med udgangspunkt i aktuelle ‘burning issues’. Årets tema var Powered by Design, som tre inviterede foredragsholdere havde fået mandat til at folde ud.
En af de helt store pionerer inden for området ‘power of design’ er Victor Papenek, som i 1971 udgav bogen Design for the Real World, der lagde sig i feltet mellem design og antropologi, og utrætteligt italesatte nye anvendelser af design i forhold til sociale og miljømæssige parametre. Victor Papenek var på en mission, der inspirerede og forandrede, og hvis der var bare en lille chance for at opleve lidt af det til Manifesta17 torsdag den 19. januar, kunne det kun blive en god aften.
Kunsthal Charlottenborg som afsæt
Scenen var flot sat på Kunsthal Charlottenborg med den røde manifesta-løber, de smukke, barokke rum og de stemningsfyldt belyste, tekstile installationer i salen, der dannede ramme om talerne.
Der var fuldt hus, 300 gæster, og flere på ventelisten. Aftenens tre inviterede talere var den engelske designer Ilse Crawford, grundlæggeren af den sydafrikanske begivenhed Design Indaba Ravi Naidoo og industriel designer Hella Jongerius, som desværre havde meldt afbud. I stedet havde man indhentet den hollandskfødte, men herboende kunstner og designer, Rosan Bosch. De tre talere har alle meget at byde på og har et kæmpe bagkatalog af projekter, viden og indsigt.
Men der gik noget galt denne aften, både i forhold til publikum, tematik og den visuelle kommunikation.
Udfordringerne startede allerede ved den indledende jingle, der viste Dansk Design Centers logo i en 3D motion-udgave, som samplede billeder af en række designklassikere af Philippe Starck, Nanna Ditzel, Arne Jacobsen m.fl. Misvisende, fordi disse designeksempler er i modstrid med aftenens tema, og fordi Manifesta er et samarbejde mellem flere parter.
Mennesket i centrum
Ilse Crawford lagde ud med en gennemgang af sine indretningsprojekter, som er båret af missionen om at sætte mennesket i centrum og skabe miljøer, hvor folk føler sig afbalancerede og godt tilpas. Crawford viste en lang række projekter, heriblandt en indretning i et lufthavnsmiljø, som sætter nye standarder for at tilføre mere hjemlige og trygge omgivelser i et traditionelt sjælløst miljø.
Gennemgangen af hendes projekter gik hurtigt og havde karakter af at være overfladisk og uden yderligere nyhedsværdi, end hvad man kan læse sig til i et indretningsmagasin. Crawford nævnte dog i farten et andet, interessant projekt, hun havde været involveret i på Fogo Island. Et hotelprojekt tegnet af den canadiske, nu norsk bosatte arkitekt Todd Saunders.
Hvis man kender til projektet, ved man, hvor meget historie der ligger i det, og hvilken stor lokal betydning projektet har haft. Som et eksempel har lokale kunsthåndværkere samarbejdet med internationale designstjerner om at skabe tekstiler og quilts til hotellet, heriblandt Ilse Crawford.
Fogo island har deres eget internationale artist in residency program. Det er en ø, som er forandret og netop ’powered by design’. Hvor ville det have været 100 gange mere spændende og relevant at høre om dette som et eksempel på, hvordan aftenens tema netop havde foldet sig konkret ud.
Sydafrikansk designfestival
Næste taler Ravi Naidoo fortalte levende og energisk om Design Indaba-konferencen i Cape Town i Sydafrika og mange af de aktiviteter, der knytter sig til konceptet. Der blev virkelig solgt billetter gennem billeder og film fra konferencen, og det er også et imponerende projekt. Ambitionerne er tårnhøje og her bliver ‘co creation’ og ‘open source’ som begreber virkelig foldet og levet ud. Et projekt, der skaber forandring på et kontinent med udfordringer, vi næsten ikke kan forestille os i vores velfungerende del af verden.
Igen savnede jeg dog, at der blev dykket ned i specifikke problemstillinger og fortalt i dybden om f.eks. The 10×10 social housing project, som er initieret af Design Indaba, og som har hyret ti internationale arkitekter til at byde ind på, hvordan sociale boligbyggerier kan nytænkes.
Skolen er arnestedet
Sidste taler, Rosan Bosch, fortalte i et interview med aftenens moderator, Svante Lindeburg, om egne projekter rundt omkring i verden og om sin ambition om at skabe forandring i skolerne gennem differentierede læringssituationer. Hun fortalte bl.a. om, hvordan design bidrager til udviklingen af mennesker og således kan være et værktøj for forandring.
Samtalen blev ledsaget af en række fotos fra forskellige projekter. Farverige fotos, der vidnede om stor empati for børn og voksne og indsigt i adfærdsmønstre. Her blev jeg nysgerrig efter at høre mere om det materiale og de metoder, der ligger til grund for hendes indretningsløsninger. Jeg ønskede mig indsigt i den analyse, der ligger forud for et projekt, og hvad hendes baggrund som kunstner tilfører et projekt. Hvor er det, hun gør en forskel?
Papaneks værdier trængte ikke igennem
Svante Lindeburg styrede som moderator aftenen sobert og sikkert igennem. Når han tog mikrofonen, blev man tryg. De tre indlæg blev afsluttet med en paneldiskussion, hvor designbegrebet blev diskuteret, og her var der bred enighed om, at design er et vidt begreb…. ikke ligefrem nogen nyhed. Måske det ikke var så mærkeligt, at det var svært at få publikum engageret i debatten.
Alle de tre talere fik desværre ikke sat temaet ’powered by design’ i spil. Det blev i stedet til en række salgsorienterede gennemgange af deres arbejde og projekter.
Da aftenens publikum selv er udøvere og ikke potentielle indkøbere, blev indlæggene uvedkommende og overfladiske. Tema og stemning fik simpelthen hverken talerne eller publikum op af stolene. Mine forventninger til mødet med de værdier, som Victor Papenek stod for – inspiration, forandring og nytænkning – fadede lige så stille ud i løbet af aftenen.
Lige ved og næsten…
Det var ærgerligt for alle. Ærgerligt fordi der er et behov for en konference som Manifesta. Ærgerligt fordi jeg, i selskab med andre faglige kolleger, forventer et højere niveau end det, der blev leveret.
Selvfølgelig er vi som publikum ikke interesserede i generelle og selvpromoverende betragtninger, vi er jo selv specialister. Det er også ærgerligt for arrangørerne, fordi de gjorde sig umage, lyttede, konkluderede, og så sad den alligevel ikke i skabet.
Måske ville man for mange ting? Måske var målgruppen for bred? Er arrangementet fagligt, eller er det underholdning? Er der for mange interesser involveret?
Man har som arrangører helt sikkert scannet verden for dygtige, designfaglige kompetencer, som også er scenevante talere. Men jeg kunne ønske, at man fremover fokuserede mere på indholdet, var specifik, dykkede ned, fandt de fantastiske historier og lod nogle dygtige mennesker formidle dem i stedet. Hvis de både er dygtige og berømte er det en ekstra bonus, men det behøver nødvendigvis ikke være det bærende, at man er berømt.
Udøvende formgivere og formidlere er kritiske, besværlige, ambitiøse, perfektionistiske, og selvfølgelig er vi det. Det er jo det, vi lever af at være. Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der sad skuffet tilbage med uindfriede forventninger, og det håber jeg, man vil se som en udfordring. For som Ilse Crawford påpegede: Opposition er nødvendig for udvikling, så ja, kravene er høje – både til os selv, til andre og til det, vi omgiver os med.
Manifesta17 er den anden afholdelse af begivenheden. Den er initieret af Statens Kunstfond og baseret på et samarbejde mellem Dansk Design Center (DDC), Danske Designere (DD), Danske Kunsthåndværkere og Designere (DkoD), Dansk Mode og Tekstil (DM&T) og Statens Værksteder for Kunst.
Manifesta blev i 2016 afholdt på Dansk Arkitektur Center med temaet 'Change Maker' og de tre talere var: designer Julia Lohmann, forfatter og strateg inden for modeindustrien Bradley Quinn, forfatter og debattør Alice Rawsthorn.
