Tre substantielle skud fra &tradition

&tradition har de seneste år trimmet og løftet deres kollektion af møbler og accessories til en ny international standard for danske brands. Loftet er højere, armbevægelserne mere sikre og holdet af designere langt mere varieret.

I Stockholm faldt jeg over tre nyheder, som jeg er særligt begejstret for. Sebastian Herkners serie af glasobjekter/vaser, Tricolore, Jaime Hayons Catch i en lænestolsversion og Space Copenhagens Fly Table, der er den nyeste tilføjelse til serien, der også består af sofa og lænestol.

Sebastian Herkner er en af de nye unge, tyske talenter på designscenen, der de sidste fem år har skabt produkter for en længere række af mediterranske brands, hvoraf italienske Moroso nok er det mest kendte.

Tricolore er hans nye glasserie, der kommer i et par af to, som – når man kombinerer dem – bliver til en tredje farve, deraf navnet. Herkner har leget med lys: Hvad sker der, når solen falder på objekterne? Og farver: Hvordan opstår nye farver i kombinationen mellem de andre? Og håndværk: Hvordan skaber vi det kraftige udtryk i en elegant form? Tricolore er med andre ord en hyldest til håndværket og processen på flere planer – og er udviklet sammen med et hold af glaspustere.

Jaime Hayons nye skud Catch griber ud efter dig og favner dig, mens du sidder. Som en god ven, der får dig til at læne dig tilbage og slappe af. Det er i hvert fald Hayons intention med stolen, der tidligere er udkommet i to andre versioner.

Lounge-versionen er lavere og med en anelse længere ryg, der inviterer til tilbagelænet siddelykke. Jaime Hayons narrative tilgang til design – i både udtryk og proces – er en af grundene til, at han de sidste ti år står øverst på ønskelisten hos verdens 20 stærkeste møbelbrands.

Jaime Hayons to danske legekammarater, &tradition og Fritz Hansen, har formået at koble en historisk og fornuftig tilgang til funktionalitet, der tæmmer den skulpturelt tænkende spanier. Møblerne er en hybrid af ‘seny’ og ‘raixa’ – det katalanske modsætningspar mellem fornuft og følelse, der ligger som en latent understrøm i regionen – og som nu kommer os alle til gode.

Space Copenhagen er en velkendt duo for de fleste, der har fulgt med på den danske designscene de sidste ti år. Det er nemlig Space, der står bag indretningen af utallige restauranter og butikker som fx Lagkagehuset. Space skaber også møbler – både som kommercielle produkter, speciallavede løsninger og eksperimenterende frirum hos bl.a. Snedkernes Efterårsudstilling.

Fly er navnet på den serie, de med stor succes skabte for &tradition for nogle år siden – og som en del designere og brands sidenhen har ladet sig inspirere af. Space Copenhagen arbejder heldigvis ufortrødent videre og har nu skabt et gedigent sofabord til at akkompagnere sofa og sofabord. Bordet fås i to størrelser, hvoraf det kvadratiske er det mest ‘catchy’. Dels fordi kvadratet visuelt fylder rummet ud, og dels fordi den matte marmorbordplade ovenpå det lavbenede stel har en tyngde og en fortælling, der vil mig noget mere end bare være et bord. Fly Table er en bord-personlighed, som gentænker sofabordet som den mellemmand, der samler samtalen, kaffen, bøgerne eller legoklodserne. Og det er ret forfriskende efter et løst årti med sideborde på sideborde på indskudsborde.

I forbindelse med messen har firmaet udgivet den tunge publikation &tradition Composed, der skal fortælle om de fem overordnede kompositioner i deres iscenesættelse – tror jeg nok. Og som altid er en ‘high end’-tryksag fra et brand endnu en understøttelse af oplevelsen på messestanden. Og denne publikation tager &Tradition et godt nøk videre ind i en fremtid af crossovers mellem møbler, arkitektur og mode.

Magasinet er stort og kvalitetstungt og inddelt i fem billedserier, der ikke giver helt mening for mig. For hvad er meningen med kompositionerne? Er de en æstetisk måde at præsentere &traditions samlede kollektion på eller blot eye candy? Her savner jeg at blive taget lidt mere i hånden, selvom det gode var, at når jeg kom i gang, var billedserierne smukke, interviewene med designerne godt skrevet og det grafiske flow lækkert.

Men bagefter har jeg stadig ikke overblik over, hvad ærindet med dem er, ud over at de skal tale for sig selv, som der står indledningsvist – og jeg kan ikke hurtigt navigere rundt i de forskellige kompositioner. Så selvom jeg er fan af det grafiske bureau All The Way to Paris, så synes jeg magasinet mangler en redaktionel tovholder, der forbinder form med indhold på en naturlig og overbevisende måde. For hele projektet lugter af overskud og et substantielt skud dekadence. Og Gud ligger som bekendt i detaljen…