Glasurens kunst

”Udstillingen starter på mezzaninen,” står der på et lille skilt, der er nemt at overse, når man træder indenfor på Sophienholm, hvor man frem til 23. april kan opleve udstillingen Glasur: kemi, masse og myte – materialernes muligheder. Jeg så først skiltet, da jeg havde været turen rundt i den lille udstillingsbygning, må jeg blankt indrømme, og trådte i stedet direkte ind i laboratoriet hos de ti medvirkende keramik- og glaskunstnere.

Sådan føltes det i hvert fald at bevæge sig igennem det store udstillingsrum, hvor små objekter, linet op på lange træborde, viser de næsten alkymistiske processer med glasuren, glasset og leret, som kunstnerne leger med i deres værksteder.

Det er sanseligt og forførende som slik, og man får lyst til at løfte de små keramik- og glasprøver og prikke hul på glasurens bobler – ja, nærmest spise Christina Schous små keramiske eksperimenter, der da også ligner noget fra et kageværksted. Det fik mig til at tænke på den engelske talemåde “That’s just the icing on the cake”, der indikerer, at alt det (virkelig) gode gemmer sig under glasuren på kagen.

Det er det stik modsatte, der er denne udstillings præmis, for her er det netop den sansepirrende glasur, der er afgørende, og den glider, løber, syder, bobler, omslutter og presser sig ud, over, under og igennem alle udstillingens værker.

Eksperimentarium
Tilbage til ‘værkstedsbordene’, hvor overfladeeksperimenter og prøver går i dialog med de strand- og naturfund i forskellige stadier, der danner inspiration hos nogle af kunstnerne.

Keramiker Bente Skjøttgaards tykke, hvide glasur, påført i forskellige mængder og teknikker, ændrer den klassiske vaseform radikalt, mens glaskunstner Pernille Brauns små sorte skabninger går ubesværet i dialog med nabobordet, hvor Maria Koshenkova med udgangspunkt i et stykke drivtømmer leger med formen i glas og sølv.

Bordene er tænkt som en sanselig nøgle, man skal bære med sig videre til de færdige værker og på den måde vække en dybere forståelse af, hvor mange eksperimenter og overvejelser, der ligger bag kunsthåndværket. På den måde afspejler udstillingsarkitekturen indholdet, og hvor prøverne og eksperimenterne står på rå bukke og borde i træ, designet af udstillingsarkitekt Bettina Køppe, så er de færdige værker præsenteret på klassiske udstillingspodier.

Glas eller keramik?
Videre i udstillingen oplever man resultaterne af eksperimenterne udført i stor skala i fx Gitte Jungersens store skulpturelle fastfrysninger af de kemiske processer, der opstår i glasuren under brændingen. På førstesalen hænger glaskunstner Terese Waenerlunds store gitterværk Famiglia, hvor glasset hænger, drypper og beklæder rammen som seje dråber og tekstile laser. Overfor står keramiker Bente Skjøttgaards store amorfe sten og cylindere i hvidglaseret stentøj, mens Karen Lise Krabbes drømmeverden af glas og silikater i værket Matterscapes står som et levende og eksotisk koralrev i sit eget værelse.

Maria Koshenkowa bebor gangarealet med sine forvredne spejle og rør i sort glas og sølv, hvor glaskunstner Pernille Brauns leger med stofligheden og de næsten tekstile egenskaber i sit materiale i et tilstødende rum.

Her får værkerne lov til at tale for sig selv, og der bliver ikke givet nogen nærmere forklaring på hverken de materialer eller de processer, der går forud for den færdige kunst – andet end det indledende eksperimentarium med prøvebordene – og så det udstillingsrum på mezzaninen, hvor glasurens kunstart bliver beskrevet i historiske træk. Og som jeg missede i første omgang.

Grænserne flyder
”Hvad er glas, og hvad er keramik,” hører jeg en af de (fortrinsvis) ældre gæster spørge sin veninde, da de bevæger sig igennem rummene og forbi glaskunstner Ida Wieths farvede objekter med glasrør, keramik og kobbertråd. Begge dele, får jeg lyst til at svare – i hvert fald i Ida Wieths tilfælde.

Men grænsen er i det hele taget flydende, hvilket udvalget af kunsthåndværkere på udstillingen i sig selv repræsenterer. Det hele flyder sammen, som glasur, og udfordrer præmissen om, at man som kunsthåndværker dedikerer sig udelukkende til det ene eller det andet materiale.

Glasset er en del af keramikken i form af glasuren, og mange moderne glas- og keramikkunstnere nærmer sig hinanden mere og mere kunstnerisk. Grænsen for, hvornår det er glas, og hvornår det er keramik, er netop flydende og handler dybest set om kemi og brændingstemperaturer. Den forklaring ville man have taget med sig, hvis man som jeg ikke havde overset den første del af udstillingen. Koblingen og forståelsen ryger måske netop lidt i udstillingens nye rammer på Sophienholm.

På Hempels Glasmuseum i Odsherred, hvor udstillingen er født, kunne keramik- og glaskunsten opleves i ét og samme højloftede rum, hvor de fysiske grænser mellem værkerne var ophævet. Og hvor koblingen mellem eksperimenter, proces, materiale, historie og færdige værker var konstant nærværende og kunne opleves blot ved at løfte blikket.

Det kan man ikke på Sophienholm, hvor de fysiske rammer afkræver en anden orden og opdeling. Dermed ikke sagt, at man ikke bærer en grundlæggende opfattelse af, hvor alsidig de udstillede kunsthåndværkeres kunst egentlig er, og på hvor avanceret et niveau, de udøver deres alkymi og særlige kunst i værkstederne. For det gør man.

Jeg slutter af der, hvor jeg burde være begyndt, hvis jeg altså havde set skiltet ved indgangen, nemlig på mezzaninen, hvor den lidt tørre gennemgang af glasurernes historie, kemiske komponenter og teknikker bliver fortalt gennem tekster og montrer med eksempler, hentet fra både historisk og moderne dansk kunsthåndværk.

Jeg har rummet for mig selv og tænker, at der er andre end mig, der ikke så den indledende anvisning om, at det faktisk var her, man skulle begynde. Inden jeg forlader Sophienholm igen, vender jeg lige tilbage til der, hvor jeg så rent faktisk startede – nemlig til værkstedsbordene med sansemættede farver og overflader. De viser, hvor mange bevidste undersøgelser, der i virkeligheden ligger bag kunsthåndværkernes arbejde med glasurer og udtryk, og det er (næsten) lige så interessant som de færdige værker.