Den er ikke naturlig, den er kunstig!

Axel Salto (1889-1961) forstod som ganske få kunstnere i sin generation at promovere sig selv og sit helt særlige kunstsyn. I interviews, utallige artikler og flere virkeligt velskrevne bøger. Bogens forfattere har dermed, på sin vis, haft uhindret adgang til ‘stentøjsmesteren’ selv. Det er der jo indlysende fordele ved, men når de blot fungerer som mikrofonholdere for Salto, kan det let give bagslag.

Så keramik-romantikken vil ingen ende tage. Salto fandt, som det siges, ind til ”et ordnende eller styrende princip, der gjorde det muligt for ham at nå ind til nogle kræfter i naturen, som han fornemmede lå hinsides det umiddelbart synlige.” Det var ellers et synspunkt, der var værd at efterprøve, men det sker ikke. Det vender vi tilbage til.

Bogen Axel Salto – Stentøjsmesteren sætter meget fint Salto ind i sin tid, som han jo var en overordentlig livlig deltager i. Der er rigtig gode introduktioner til Saltos verden, værksteder og værk af kunsthistorikerne Mikael Wivel, Susanne Bruhn og Duncan Macmillan, selvom sidstnævntes referencer mest er angelsaxiske – men det går.

Saltos rolle i formidlingen af ‘Danish Modern’ belyses flot og indsigtsfuldt af designhistorikeren Anders V. Munch. Stilfællesskaber bliver fremhævet. Også kontrasterne til samtidens håndværksromantiske bevægelser, som for eksempel Bernard Leach og hans meningsfæller, der også huserede i Danmark. Salto var dog helt og holdent på modernitetens vogn.

Stereotyper
Bogen begynder med Saltos formidable vaser i blødt porcelæn fra 1924-25, lavet på Bing & Grøndahl, og slutter med de sene, monumentale mesterværker fra Den Kgl. Porcelænsfabrik. Den får forbilledligt alle karakteristiske stilarter og variationer, kombinationer og komplikationer med. Saltos evige understregning af, at keramikken – i hans variant – opstår i et samarbejde mellem kunstneren selv og de bedste udøvere i håndværkets forskellige fagligheder, glemmes ikke.

Og selv om hans yndlingsglasurer var de klassiske kinesiske, og at mange af hans former bygger på traditionelle stereotyper, så fik han skabt en utrolig dynamik i kraft af sin ofte meget skulpturelle bearbejdning af overfladerne. Når glasurerne spiller sammen med overfladerne, kører det for ham. Men af og til sker det, at hans glasurer direkte distraherer de former, han glaserer – nærmest som var de camouflage. Når projektet imidlertid lykkes; når ler, form og glasur når hinanden, så er det keramisk kunst i absolut verdensformat.

Metamorfoser
På mange måder står Salto stadig uantastet som sin egen bedsteformidler. Samtlige bogens forfattere går nemlig med på hans spin om lerets ‘metamorfoser’ og hans noget banale forestillinger om vækstens eviggyldige strukturer. Jeg mener… er det ikke bare lidt for let at parafrasere naturens vækstprincipper? Her har vi en frøkapsel, hvor er den smuk og naturlig. Og vupti, her har vi en vase – den er sørme også smuk og naturlig!

Forfatterne formidler gavmildt Saltos forskellige stilarter; spirende, knoppede og riflede plus det løse – og hans i det hele taget naturromantiske legitimering af lige netop den formverden, han var så optaget af. Men efter min mening bliver der vrøvlet for meget om Saltos ”dybtgående fornemmelse for keramikkens natur.”

På en måde er det lidt synd for Salto. For ler er altså bare et materiale og ikke en pind mere ‘naturligt’ end jern, træ og plastik. Det er kemi og mineraler, der kan sættes sammen til snart sagt hvad som helst. Og det er jo deri, Saltos egentlige storhed ligger: Han gav sine filosofier, fornemmelser, følelser, tanker og idiosynkrasier kunstkeramisk form: Det er ikke på nogen måde ‘naturlig’ keramik , det er simpelthen kunst. Rigtig stor, kunstig kunst!

Men hvorfor det er så stor kunst, og hvordan denne store kunst kunne betragtes i dag, får vi ingen reelle bud på eller analyser af – ærgerligt nok. Vi mangler fortsat indgående studier af Saltos kunstneriske greb, selvom kunsthistorikeren Lullu Salto Stephensens artikel går fint i lag med et par af Saltos særprægede landskabskrukker. Her får vi simpelthen noget at vide: Hvorfor, hvor og hvordan!

Flot sag
Salto-interesserede har nu fået den bog, de ikke vidste, de i årevis har drømt om. Hvis man stiller den i sin bogreol – ved siden af Lars Dybdahls Det brændende nu – så er man godt dækket ind. For der er fremragende fotos af Ole Akhøj – noget af det bedste, vi har set fra hans hånd. Bogen er godt redigeret, artiklerne velskrevne, og det dynamiske layout af Studio Claus Due fungerer storartet.

I tilgift bliver Saltos mest brugte glasurer glimrende beskrevet af civilingeniør Peter Poulsen og Susanne Bruhn. Et grafisk flot afsnit bagest i bogen er særligt nyttigt for Saltos mange samlere: cand. mag. Stig Bjerregaard Pedersens totale katalog over de godt 400 stykker keramik, som Salto nåede at formgive. Der er fint tegnede silhuetter med angivelse af mål, glasurvariationer og årstal, hvor det har været opdriveligt, og tager dermed højde for, at mange af Saltos modeller er lavet i et hav af forskelligt glaserede variationer.

Det er en forbandet flot bog, Salto nu har fået.