Sølvskrinet

Smykkeskrinet er en bog, der burde have været betegnet ‘rigt udstillingskatalog’. I stedet er bogen hverken fugl eller fisk og behæftet med misvisende tekniske udtryk fra en forfatter, der ikke overbeviser mig med sin indsigt i feltet, da den nutidige smykkescene er stort set fraværende i samlingen. Det vender jeg tilbage til.

For at få historikken på plads, er det relevant at fortælle, at smykkesamlingen er opbygget gennem 40 år af det tyske ægtepar Marion og Jörg Schwandt. Samlingen rummer i omegnen af 1.000 helt unikke smykker, primært i sølv, og fokuserer på klassiske danske smykker fra det 20 århundrede. Ornamenter til kroppen, til glæde for øjet, der i høj grad er underlagt de funktionelle krav om ikke at være til besvær for ejeren, når de bæres.

Samlingen er særlig stærk i perioden fra skønvirke og frem til 1970 og rummer blandt andet en fremragende samling af Mogens Ballins brocher og bæltespænder samt en lang række vedhæng, brocher og hårnåle af Georg Jensen og Kay Bojesen – i andre varianter end dem vi så ofte har set.

Fra 50′- og 60’erne indeholder samlingen en række designs af Bent Gabrielsens for Hans Hansen samt Bent Knudsens overdådige smykker med rigelig og dristig brug af ædelsten, som det er spændende at se.

Desværre fremstår samlingen de sidste 30 år mangelfuld. Det undrer mig, at man ikke, selv med de stramme kriterier, har haft interesse for at indkøbe arbejder af guldsmede som Peder Musse, Thorkild Thøgersen, Karen Ihle og Jens Eliasen, Jytte Kløve og Kim Buck.

Ønske og realitet
Smykkeskrinet, som er udkommet på forlaget Strandberg Publishing, er sat i verden for at formidle samlingen. Men når direktøren for Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn, i forordet udtrykker, at det er bogens erklærede mål at give et bredt og repræsentativt overblik over alle væsentlige strømninger i det 20. århundredes danske smykkekunst, må jeg sige, at der bliver skudt ved siden af.

Smykkeskrinet, som man har døbt både samlingen og bogen, tager udgangspunkt i en privat samling og er et udtryk for en subjektiv holdning og interesse. Den har med andre ord et smalt samlerfokus.

Ønsker man et kunsthistorisk repræsentativ overblik, der inkluderer flere kategorier og stilretninger, er tidligere udgivelser som Dansk smykkekunst – 1960-2000 af Lise Funder og Danske Smykker af Jacob Thage langt mere anbefalelsesværdige.

Derfor ville det have været mere passende at kalde Smykkeskrinet for et udstillingskatalog eller en bog om samlingen.

Upræcise formuleringer
Ud over et forord, en kort tekst om samlingen og samlernes intention og interesse, rummer bogen en gennemgang af de forskellige perioder og stilarter, som samlingen repræsenterer. Den er kort, velfungerende og fint illustreret.

Der er lagt et stort arbejde i at indsamle viden og lave korte, faktuelle biografier om alle de designere og kunstnere, som er repræsenteret i samlingen. Her er det skønt, at bogen ikke er teksttung, men at man lader smykkerne tale for sig selv.

Brugen af faktabokse er ligeledes god, og det er dejligt nørdet, at man går i dybden med stemplingerne af smykkerne, og hvad de indikerer. Men der er altså en række problemer med at finde de rette ordvalg: Det hedder “lødighed” og ikke “holdning”, når man beskriver indholdet af rent sølv. Og hvorfor skrive “cirkulær fundering”, når det hedder en ”rund fatning”?

Man burde ligeledes korrekt og konsekvent have skrevet ”cabochon-slebet sten” i stedet for “rundslebet sten”. Og hvad menes der med “varme sten”? – jeg formoder, man henviser til stenenes varme farver?

Det ærgrer mig, at man på redaktionen ikke har været opmærksom på disse misvisende ordvalg.

I bogens tekst skrives der konsekvent kun sølvsmede, som om det er materialet, der definerer navnet på håndværkeren. En sølvsmed er imidlertid uddannet primært til at formgive korpus, ting til bordet og altså objekter, der kan rumme noget, så som skåle, kaffekander, bakker og fade. Guldsmede er derimod uddannet til at skabe objekter til kroppen, altså ringe, halssmykker, brocher og armbånd.

Tilsammen efterlader disse fejl og mangler læseren med en fornemmelse af en uvidende forfatter, hvilket står i kontrast til den ellers videnskabelige tilgang til registrering af smykkerne og den grundige biografiske gennemgang af sølvsmede, guldsmede og designere.

Ligeledes undrer det mig, at man har valgt at kalde samlingen for Smykkeskrinet, når der allerede eksisterer en smykkesamling, som i daglig tale kaldes ‘Smykkeskrinet’, nemlig Statens Kunstfonds Smykkeskrin, der rummer et repræsentativ udvalg af danske smykker af høj kunstnerisk kvalitet, indkøbt af udvalgene for kunsthåndværk og design siden 1978.

Formidling til alle sanser
Mette Secher har stået for den elegante grafiske tilrettelæggelse af bogen, og omslagets udtryk og materialevalg stemmer fint overens med bogens indhold – alle sejl er sat. Bogen er trykt og lærredsindbundet på Narayana Press, som er synonym med godt håndværk og god kvalitet.

Der er en fin og overskuelig disponering over opsætningen af bogens sider med en dejlig variation mellem små og store foto samt forstørrelser, der giver mulighed for at studere væsentlige detaljer af smykkerne.

Ligeledes er det skønt med farvefotos af alle smykkerne, så man rigtig forstår, hvor gennemtænkt der er designet, og hvor fint der er arbejdet med stenens farver i sammenspillet med sølvet og formsproget.

Det er en fin pointe, at man har valgt at fotografere alle smykkerne, så man kan se, at de har været i brug, i stedet for at polere dem op og fjerne alle ridser og anløbne flader.

Hvert smykke er ledsaget af en præcis beskrivelse, og det giver en god fornemmelse af materialevalg og proportioner.

Smykkeskrinet er en fin billedbog, der beskriver en enestående samling, men det er ærgerligt, at man ikke har tjekket de danske fagudtryk og orienteret sig bredt, når man på andre områder har været helt nede i detaljen. Jeg glæder mig til at se samlingen, næste gang jeg er i Århus.