MINDCRAFT forløst, men en anelse klemt i Milano

MINDCRAFT forløst, men en anelse klemt i Milano

MINDCRAFT17 åbnede under designugen i Milano i sidste uge med en landsby af hytter og værker. Pressefoto

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

MINDCRAFT17 på den netop overståede designuge i Milano var på de fleste måder en succes. Stærke værker, nye, tiltrængte stemmer og en edgy, visuel iscenesættelse. Alligevel var der ting, der strittede en kende. designETC anmelder…

Som det nok ikke er gået læsere af designETC forbi, så har vi allerede dækket MINDCRAFT17 med adskillige indlæg. Faktisk har vi dedikeret en hel tema-serie til konceptet. Men den færdige stedsspecifikke udstilling i klostergården San Simplifiano er værd at give en anmeldelse med på vejen. For det er altid interessant at se en udstilling, man har hørt og talt om så længe. Bliver ambitionerne indfriet? Virker det kuratoriske greb i praksis?

Det var fantastisk at drysse ind til åbningen af MINDCRAFT. Stribede huelignende hytter i forskellige størrelser og niveauer toppede den kvadratiske gårdsplads, og det var et skævt og skønt syn at blive mødt med. Som et Babapapa-landskab – en landsby med varierede værker som indbyggere.

Designduoen Krøyer Sætter Lassen byggede bro mellem det eksklusive og narrative med deres sofabord Plinth. Foto: Gudmundsen Holmgreen

Overordnet set er værkerne på årets MINDCRAFT virkelig gode og stærke. Der er saft og kraft. Der er stort og småt. Der er nye og velkendte navne, som jeg personligt synes, er tiltrængt og relevant. Der er variation. I materialer, i tilgange og i historiefortælling. Og så er hele præmissen for MINDCRAFT ret unik; at der bliver skabt en stedsspecifik særudstilling til denne begivenhed. Med værker kreeret udelukkende til formålet, supporteret af Statens Kunstfond. Det er generøsitet på højt plan.

Five Part Twill Collection af den internationalt anerkendte glaskunstner Tobias Møhl. Foto: Gudmundsen Holmgreen

Klodsede podier
De unikke MINDCRAFT-værker stod på hvide kvadratiske eller rektangulære podier mellem de runde hytter. Et par af værkerne boede dog indeni hytterne. Det var måske fint nok for Tobias Møhls skrøbelige glasværker, at gemme dem som en beskyttet skat inden døre, selvom det ville have været magisk at opleve lyset strømme igennem de fem beslægtede værker – og dermed understrege værkernes rumlige potentiale qua glassets mønstring. Hanne G’s to værker mindede i form om hytten og fik ligesom ikke plads nok inde i teltet til at stråle i egen ret.

Carl Emil Jacobsen var en af dem, der havde held med podiet, fordi hans værker overdimensionerede podierne sammen med deres intense matte farveægthed. Foto: Kristine Engelbrecht

Generelt synes jeg, at Henrik Vibskovs hytte-greb er skørt på den skønne måde, men jeg tror, at der var lidt for mange af dem. Hytterne. For udstillingen virkede klemt sine steder. Færre hytter ville have løftet det samlede indtryk og givet værkerne mere plads at prale på. Men balancen mellem Vibskovs afsendersignatur og de udvalgte værker er hårfin, det ene må ikke overdøve det andet. Og det er nærmest en umulig opgave. For du er nødt til at larme for at få opmærksomhed i Milano, samtidig må du ikke drukne de udstillede genstande.

Lunch Recipes af keramiker Christina Schou Christensen. Foto: Gudmundsen Homlgreen

Værker i (u)balance
Måske ville det have været mere harmonisk med runde podier, der talte samme cirkulære sprog som hytterne. Eller noget andet end podier, der jo egentlig er en ret old school-måde at udstille på. Særligt Christina Schous Lunch Recipes døde på deres podier, fordi de var for små i det store rum. Her gik det meget bedre for Isabel Berglunds Spinning Time Machine, der ragede op blandt hytterne i sin tacky grønne farve, for Anders Ruhwalds opretstående skulptur No Bones – All Bag #1 og for Carl Emil Jacobsens tre værker Powder Variations, der nærmest transcenderede podierne pga. deres overdimensionerede størrelse. Også den matte sanselighed i overfladerne var hyper taktil og lige til at spise.

Marianne Eriksen Scott-Hansens imponerende papirværker var desværre gemt lidt af vejen sikkert af praktiske hensyn. Foto: Kristine Engelbrecht

Søjlegangen med Birk Marcus Hansens vajende flag til Europa fungerede fint, hvis man ledte efter dem. Det samme gjaldt Marianne Eriksen Scott-Hansens dedikerede papirklipskulpturer Starting all over again, der blev lidt glemt inde langs muren i søjlegangen – helt sikkert fordi værkerne er sarte og ikke tåler regn. Men alligevel ærgerligt, når man tænker på kompleksiteten i håndværket og timerne i værkstedet.

No Bones – All Bag #1 af Anders Ruwald er low end og high end i en og samme håndfaste approach. Foto: Gudmundsen Holmgreen

Ikke nærværende tidsgreb
Udstillingens overordnede kuratoriske tidsgreb – det at alle udstillere havde fået et specifikt tidspunkt at forholde sig til – gav ikke sig selv dér i klostergården, men blev til gengæld foldet ud i kataloget. Her blev tidsgrebet flettet fint sammen med værkernes præmis og bagvedliggende idé.

Intet kan dog rokke ved, at San Simplifiano er en fantastisk location. Både i aften- og i dagtimerne havde udstillingen en harmonisk zen-stemning over sig, understreget af klostrets rituelle klokkeringning. Noget, der er særlig tiltrængt og velkomment under en hektisk designuge i Milano, hvor man skal afkode og finde mening i alt det, man ser på ekstrem kort tid.

MINDCRAFT17 lykkedes til fulde, men Vibskovs poetiske ambition og joviale iscenesættelse burde nok have været doseret en kende strammere.

Del artiklen

'MINDCRAFT forløst, men en anelse klemt i Milano'

Facebook