Glimmerlort og andre eksperimenter

Glimmerlort og andre eksperimenter

Rammerne til kæmpekvinderne afprøves af Tilde Bay Kristoffersen. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

af Ane Lynge-Jorlén

Ane Lynge-Jorlén er modeforsker, lektor, kurator og nu også forfatter med bogen 'Niche Fashion Magazines'. Hun er optaget af eksperimental samtidsmode, og det er blandt andet det, Ane skriver om, når hun dækker området 'mode' for designETC.

Billedserie

Tilde Bay Kristoffersen arbejder med krops- og beklædningsabstraktioner, der bliver til i energiske eksperimenter. For det handler om at hacke sin egen kreativitet og udfordre konventionerne for den kreative proces. 

Lige nu er hun i gang med at skabe gigantiske værker, der oprindeligt skulle deltage på en gruppeudstilling i Finland, men som har vokset sig til et selvstændigt projekt. Modedesigner Tilde Bay Kristoffersen holder til på tekstilværkstedet på Statens Værksteder for Kunst, hvor der er boblende laboratoriestemning og rodet på den kreative måde. Skalformede perler bliver håndlavet i ler og bagefter farvet. På et bord er der stakke af minkrester. Selvhærdet ler er blevet indfarvet, så det ligner mos og glimmerlort.

Materialeeksperimenter i Tilde Bay Kristoffersens univers ligner et poetisk tableau. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Et andet sted ligger pels, plisseret satin og andre materialer, der er blevet krystalliseret i borax og kogende vand. Det ser dragende og fragilt ud i al sin materialitet. Men Bay Kristoffersen forsikrer mig om, at det ikke er skrøbeligt, for hun smadrer og kaster med tingene for at afprøve materialernes begrænsninger og robusthed. En praktikant væver med et stykke ’stof’, der består af de selvlavede perler, købte perler, muslinger og mink, og det er så tungt, at man ikke kan bære det alene.

For Bay Kristoffersen går materialeeksperimenterne forud for formen, hvilket godt kan være lidt atypisk for en uddannet modedesigner. Men hun er heller ikke sådan lige at placere. ”Alt, hvad jeg laver, er en oversættelse af, hvad der foregår inden i mig”, siger hun og henviser til arkitekten Herman Herzbergers tanker om vores sind som et oplagrende bibliotek af oplevelser og indtryk, der kan refereres til og mobiliseres.

Den krinolinelignende fladstålsramme laves på specialværkstedet. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Bay Kristoffersen brugte Herzberger som inspiration til sit afgangsprojekt på Kunstakademiets Designskole i 2013, hvor hun i stedet for en kollektion lavede kropskompositioner, der var opbyggede skulpturelle silhuetter med krakeleret gips hældt over pels og twill – og med tilsløret ansigt. Her var gået hundredvis af gipseksperimenter forud for det endelige resultat, der ser ud som magiske og mørke kvindefigurer.

Giganter og overgangsritualer
Tilde Bay Kristoffersens legende og ubegrænsede tilgang er ved at blive forløst i det aktuelle projekt Hyperion, som oprindeligt skulle være med på udstillingen For Fashion’s Sake på Emma – Espoo Museum of Modern Art i Finland. Men fordi projektet har været så tidskrævende, har det løsrevet sig fra udstillingen, som i stedet viser hendes tidligere arbejde.

Pels, plisseret satin og andre materialer er blevet krystalliseret i borax og kogende vand. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Helt konkret hænger en gigantisk konstruktion i fladstål ned fra loftet. Den skal beklædes med hendes ’formationer’, som hun kalder det vævede materiale, praktikanten er i gang med. Mest af alt ligner det en mellemting mellem et victoriansk torturbur, en stålkrinoline, en Transformer og en gigant fra Game of Thrones – og så skal der tilmed kunne være et menneske indeni.

Hyperion er en titan i den græske mytologi og bl.a. far for solen, og det er også ham, der observer og følger med i verden fra oven. Sammen med sine brødre holder han himlen og jorden adskilt. Hyperion er også navnet på et gigantisk træ i den californiske Redwood skov, der stikker højere op end de andre enorme træer.

Der væves med tunge lerperler. Foto: Tilde Bay Kristoffersen

Bay Kristoffersens udgangspunkt er overgangsriter, og vi er meget langt fra beklædningsdesigns beskaffenhed, men dybt nede i materialets og tankens territorium. Hyperion-figurerne er kvinder, og den første repræsenterer frugtbarhed og moderskab – med en navlestreg, der skal forbindes til et foster, der ligger omgivet af et landskab. Det er en visualisering af hendes politiske tanker: ”For hvem har lyst til at føde børn ind i vores verden?”, spørger Bay Kristoffersen retorisk.

”Kæmperne falder ikke, men med mænd som Trump og Putin befinder vi os i en tid, hvor kæmperne opstår og tramper rundt på en voldsom måde og smadrer verdenen.”

Ved siden af står en anden figur, der er over to meter høj og er lavet af fleksibelt isolationsrør og fladstål, som er beklædt med hvid pels. Det er Bruden, der repræsenter det moderne parforhold. Der skal også skabes en tredje kropskomposition om kødets opstandelse, hvis hun kan nå det. Som tre kvindelige kæmper, der hver befinder sig i livets limbo.

Bricoleurens blandingsgods
Tilde Bay Kristoffersen er som en slags Professor Balthazar, dog uden den magiske maskine, for her laves alt i hånden og fra bunden. Men Bay Kristoffersen forløser sin opfindsomhed og energi med en legende arbejdsmetode.

”Det handler om at hacke sin egen kreativitet i stedet for at holde fast i de faser, man bliver oplært i som indsamling, analyse, udvælgelse og så det endelige resultat. Det er vigtigt, at man handler i stedet for at snakke, for det er igennem handlingerne, man gør sine erfaringer. På en måde skal man gå tilbage til, da man var barn, hvor man så alle materialer frit. Græs og jord og mudder. Verdens taktilitet. Hvordan kan du oversætte dem til et materiale, du faktisk kan bruge?”

Bay Kristoffersens arbejdsmetode er udpræget afsøgende, hvor muligheder for materialer og sammensætninger endevendes.

”Jeg kan godt lide at knalde en masse ting ned i en gryde, lade det boble op og se, hvad det bliver til. Jeg stod og lavede ti kilo ler den anden dag af en selvhærdende lerblanding, majsstivelse, natron, vand og indfarvede det med pigment.”

Men en gang imellem er hun også nødsaget til købe stoffer og perler, hvilket volder hende store kvaler: ”Det mest rædselsfulde for mig er, når jeg skal købe materialer, jeg ikke selv har lavet. Det er forfærdeligt. Mit eget kan jeg selv styre. Det er snyd at købe, for det er jo nogle andres udtryk.”

Tilde Bay Kristoffersens konsekvente skabertrang kan sammenlignes med bricoleuren, der skaber noget nyt ud af det forhåndenværende . ”Jeg tager noget fra den verden, hvor materialerne næsten ikke har nogen værdi og sætter dem over for materialer, som har enorm meget værdi. Perler, glasperler, Swarovski-krystaller og pels over for det selvhærdende ler, hvidt ler, gamle planter og billige skaller.”

Selvlavede lerperler en masse ligner knivmuslinger på række. Foto: Tilde Bay Kristoffersen

Modsætningernes mødes i natur og kultur, liv og død, glat og ru, værdifuldt og billigt, sjæl og legeme. Til den cocktail står Bay Kristoffersens modebaggrund i kontrast til hendes kunstneriske udtryk. Men hun insisterer på, at hun ikke er håndværker – det får hun andre til at hjælpe sig med. Dog har hun lært sig at væve til dette projekt, men måske skal hun aldrig bruge det igen.

Bay Kristoffersen stiller sig kritisk over for modeverdenens store fortælling om håndværk for, hvordan definerer man et håndværk?

”Håndværket er typisk forbundet til, om man kan sy og konstruere, men der mangler en anerkendelse af, at håndværk også er at være god til at tænke alt muligt sammen og videregive det til nogle andre.”

Som kunstnerisk leder af materialeeksperimenter og eksistentielle tanker er Tilde Bay Kristoffersens bidrag mere urkraft og unika, end det er mode. Hendes kvindelige giganter kommer altså ikke med til udstillingen i Finland, men mon ikke de dukker op i en anden udstilling. Det fortjener de.

Tilde Bay Kristoffersen repræsenterer Danmark på modeudstilingen For Fashion’s Sake på EMMA - Espoo Museum of Modern Art i Finland, maj-september 2017. Hun er også aktuel med en printkollektion til tekstil og keramik for IKEA, som lanceres i juni 2017 under navnet Stunsig.

www.tildebay.com

Del artiklen

'Glimmerlort og andre eksperimenter'

Facebook