Q&A: Møbelproducent / Egeværk

Q&A: Møbelproducent / Egeværk

Dækstolen De-ésse blev skabt af den etablerede møbelarkitekt Troels Grum-Schwensen til Snedkernes Efterårsudstilling 2016 og udført af Egeværk, der nu producerer og sælger stolen. Foto: Christian Warrer

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

Egeværk er en dansk møbelvirksomhed, der håndbygger møbler på deres værksted i Hundested. Ofte de mere kunstneriske af slagsen. Egeværk skaber altså unikke, dansk producerede møbler og har tilmed ordrebogen fuld. designETC er nysgerrig efter at vide hvordan …

Hvad er det ved de kunstneriske møbelprojekter, der tænder jer?
Vores drivkraft er kærlighed til træet og til det sublime håndværk; vi elsker at få form, funktion, æstetik og bæredygtighed til at gå op i en højere enhed. Hos Egeværk har vi ganske enkelt sat os for at skubbe til grænserne i udførelsen af vores håndværk. Det er vores daglige udfordring og med ca. 200 forskellige møbler i vores portfolio bliver en avanceret konstruktion en spændende opgave.

Det er en stor tilfredsstillelse, når vi har skabt et møbel, som rykker ved, hvad der kan lade sig gøre at konstruere i træ. Et eksempel på det er stolen FLY, der er tegnet af Hannes Stephensen, men udviklet på vores værksted.

Stolen FLY er designet af Hannes Stephensen og udført af Egeværk i forbindelse med Snedkernes Efterårsudstilling 2016. Konstruktionen af rygstykket er en stor snedkermæssig udfordring i den blotte samling. Foto: Christian Warrer

Flere samarbejder med dygtige arkitekter og designere har gennem tiden resulteret i spændende møbelprojekter hos Egeværk, som stolen De-ésse af Troels Grum-Schwensen, stolen Sticks af Celina Rolmar, stolene A Touch of Mack og FLY af Hannes Stephensen og frugtkurven Pluk af Kåre Frandsen, foruden de mange møbler, vi selv har tegnet.

I Norditalien i renæssancen ophøjede man de dygtige håndværkere til kunstnere, og de udførte helt fantastiske værker, som vi stadig har stor glæde af i dag. I den danske møbelbranche oplever vi nu en øget opmærksomhed og interesse for det smukke håndværk.

Hvorfor er håndværket vigtigt?
Det gode håndværk rummer vigtige værdier som proces, konstruktion, skønhed og kvalitet. Et godt udført møbel kan holde i mange generationer og er et opgør med brug og smid væk kulturen. Flere af vores kunder har allerede overvejet, hvem af deres børn, der skal arve møblet, når de afgiver en bestilling hos os, og nogle gange har børnene endda haft en mening i designfasen. Det er bæredygtighed for os!

Den højryggede hvilestol Sticks er designet af det unge talent Celina Rolmar – her iscenesat på Rudolph Tegners museum. Foto: Christian Warrer

Jeg tror ikke, at letforgængelige designmøbler opnår status som klassiskere. Kåre Klints og Peder Moos møbler ville ikke være så eftertragtede i dag, hvis ikke udførelsen var en vigtig del af møblet.

En møbelsnedker har engang sagt: ”Har du aldrig tænkt over, hvordan vi binder træets kræfter, så de samles i en indre spænding, der udgør det færdige møbel? Træet dør aldrig helt. Vi kan lagre og tørre det nok så meget, det vil altid have en indre kraft, som snedkeren skal kende og indføje i sit arbejde. Hver træsort har sine egenskaber, og de kan samarbejde, hvis man kender dem – de kan sprænge enhver nok så sindrig konstruktion, hvis man har glemt at tage hensyn til træets egenart”.

Det er meget smukt formuleret, og jeg synes, at han rammer essensen ved vores møbelhåndværk, og trods ny teknologi er hans overvejelser stadigvæk relevante. Ordene er udtalt tilbage i 1923 af møbelsnedkeren Knud fra København i samtale med arkitekt og redaktør Hakon Stephensen. Sjovt nok har det vist sig, at Hakon er onkel til arkitekt Hannes Stephensen, som vi arbejder sammen med i dag, og som har tegnet de skulpturelle stole Fly og A Touch of Mack.

Hvad gør I for at overlevere den kompetence til den kommende generation?
Hos Egeværk udlærer vi vores egne medarbejdere. Både Lasse og jeg har stået i lære hos nogle af de dygtigste snedkere, og vores gamle mester Ejnar Pedersen fra PP Møbler har gjort et stort indtryk på os. I dag har vi to lærlinge på værkstedet. De har begge været hos os i lidt over to år og er ved at blive dygtige. Vi sætter høje krav til vores lærlinge. Alle skuffer, vi fremstiller, samles med håndskårne svalehalesinker. Det er en stærk og smuk samling, som er udgået fra de fleste produktioner, da det både kræver tid og talent at mestre den. Man skal ikke kunne se på et Egeværk-møbel, at det er andre end mester, der har lavet det. De høje krav udvikler gode evner. Det tager ekstra tid, men det skal der være plads til.

Snedkere og indehaverne af Egeværk: Mette Bentzen og Lasse Kristensen. Pressefoto

Min makker Lasse har i januar været dommer ved DM i Skills (Danmarksmesterskaber for erhvervsuddannelser red.) i møbelsnedkerfaget. Vi bakker til enhver tid op om initiativer, der øger forståelsen af det gode håndværk, især hos de nye snedkere, som skal bære vores fag i fremtiden. Den blotte eksistens af vores værksted er med til at skubbe til de gængse antagelser af, at man som møbelsnedker enten laver prototyper eller arbejder med store fabriksagtige serieproduktioner. Vi beviser at møbelsnedkerfaget stadigvæk lever i den brede forstand.

Hvordan kan de kunstneriske produktioner løbe rundt? Sælger I til samlere eller hvordan?
Vi samarbejder med flere internationale gallerister, som sælger vores produkter på det internationale marked. Der er både tale om skulpturelle møbler, men også nogle særlige fine glasskibe. Skibene skaber vi i et samarbejde med vores meget dygtige værkstedsnaboer, glaspusterne Backhaus & Brown. I dette innovative samarbejde mellem glas og træ er funktionen ophævet og produktet har en kunstnerisk karakter.

Nogle kunder er samlere, de fleste er bare glade for det håndværk, vi udfører. Sidste år havde vi knapt 80.000 gæster på vores værksted på Hundested Havn. Mange lader sig betage af proces, form og kvalitet og bliver herefter til kunder. Vores ordrebog er fyldt af spændende opgaver. Vi føler os meget priviligerede, og ser det som en sejr for håndværket.

A Touch of Mack er designet af Hannes Stephensen og udført i samarbejde med Egeværk til Snedkernes Efterårsudstilling 2015. Foto: Christian Warrer

Hvad er det vigtigste for dansk møbeldesigns fremtid ifølge Jer?
Et møbel skal laves for møblets skyld, ikke for at kunne transporteres på en palle eller sælges billigt til kunden. Vi oplever, at kunder gerne vil have et smukt møbel med sjæl, som er ordenligt lavet og kan holde. Det er ikke et problem, at kunderne skal betale mere.

Et drømmescenarie er et bedre samarbejde mellem formgiverne og de nye værksteder, der blomstrer op for tiden i Danmark. Produktion i et fjernt land vanskeliggør den innovative proces mellem formgiver og håndværker. Det er netop dette samarbejde og dialogen, der kan resultere i noget særligt godt og har en blivende værdi.

Design- og arkitektskoler skal blive bedre til at undervise i konstruktion og den mere praktiske del af at skabe et møbel. En god idé er ikke noget værd, før den bliver omsat til noget konkret. Vi håber på, at flere formgivere og snedkere (og andre håndværkere) finder sammen. Jo flere jo bedre.

Vi ved, at det kan lade sig gøre at producere og sælge i Danmark, så længe produkterne er af bedste kvalitet. Der er kunder til det. Hos Egeværk kan vi i hvert fald næsten ikke følge med. Måske er det netop fordi, vi er en omvendt bevægelse: Vi lægger sjæl i at udførelsen, formgivningen og æstetikken er en integreret del af processen, designet alene er ikke det bærende element hos os. Skønheden kommer helt bogstaveligt indefra.

Egevaerk.dk

Skillsdenmark.dk

Del artiklen

'Q&A: Møbelproducent / Egeværk'

Facebook