Q&A: Væver Anne Mette Larsen

Fortæl om dit nye projekt The Rolling Table Runner – tretten ternede fortællinger og andre bordløbere?
Til mit biennaleprojekt i 2015 KOM IGEN – let the cars get their colors back havde jeg vævet en lang smal bane på fem meter. Den ville jeg gerne have haft til at køre rundt som et transportbånd, netop fordi udstillingen blev vist i en gammel fabrik på Carlsberg og havde et link til Volvos bilfabrik. Det lykkedes dog ikke for mig at få det integreret i det projekt, men da invitationen fra Butik for Borddækning kom, dukkede ideen op igen.

Jeg ved godt, at det ikke kan lade sig gøre at håndvæve ting til bordet, som almindelige mennesker kan købe, så jeg fik bare lyst til at væve en helt igennem usælgelig bordløber. En løber er noget, der bevæger sig, og i min søgen efter valser eller ruller, der kunne få bordløberen til at løbe, faldt jeg over et skrummel af et transportbånd fra en nedlagt spritfabrik i Aarhus – Arnbitter. Det blev en længere proces at forvandle en bunke rustne jerndele til en smuk grønmalet installation, som lige præcis kan komme ned i den lille butik – Butik for Borddækning.

En bordløber er jo også en slags frise, hvad er det frisen kan?
Det er rigtigt, at frisen i disse år er min foretrukne udtryksform. For den er et forløb, en række kapitler eller fortællinger. Den kan være sammenhængende, som i dette projekt, eller opdelt.

Så er du historiefortæller? Og hvilken historie er det så, du gerne vil fortælle?
Jeg tror mere historierne er et biprodukt af mit arbejde, et ønske om at formidle min glæde ved et fag og alle de ting, vi bruger i hverdagen, som bringer minder frem: bestikket fra dengang jeg var spejder, koppen, som jeg købte i Stockholm den dag, det regnede ….I dette tilfælde også lidt om, hvor umuligt det er at forene en produktion af brugsting med dette langsommelige håndværk. Jeg ved ikke, hvor mange kapitler, der skal til for at kalde det en rigtig historie. Denne er nok bare en baggrundshistorie.

Din inspiration er ofte konkret. Dine cykelruter i Østeuropa blev vævet direkte ind i projektet More Asphalt to Ukraine – The Movie – og nu indholdet af dit køkkenskab?
Mit arbejde er stort set altid bundet op på konkrete fakta og lovmæssigheder, der er opstået af nødvendighed, behov og tilfældigheder defineret af andre end mig selv.

Det giver mig en armslængde til værkerne og en modstand i processen, der er befordrende. Det kan være en grundplan, et vejnet, en matematisk formel, en tilbagelagt strækning eller en samling af modelbiler. Og nu et transportbånd og en ‘porcelænsbutik’. På en måde gentager jeg den samme historie hver gang. Det er dét, der er i nærheden, som optager mig, og som bliver kørt igennem den tekstile vridemaskine.

Kan du sige lidt mere om modstanden? Giver den frihed eller?
Modstanden ligger både i de begrænsninger og spilleregler, jeg sætter op for mig selv i forhold til et projekt, fx ‘Jeg må kun bruge de farver, tingene har i mit køkkenskab’. Og i selve faget.

Den skabende proces ligger mest i planlægningen og i forarbejdet med bl.a. indfarvning. Når først væven er sat op, er der ikke så mange knapper at skrue på, fordi jeg næsten altid arbejder med et ‘lærred i balance’ (samme antal lodrette og vandrette tråde). Dér, hvor jeg har min frihed i selve væveprocessen, er i kombinationen af de forskellige partier, hvilket kan lade sig gøre, fordi min væv er skaftstyret – lidt nørdet – og det udnytter jeg så til det yderste. Man kan sige, at modstanden giver mig frihed!

Ukraine-projektet blev hyldet for sit udsyn, men The Rolling Table Runner er vel nærmest nærsyn?
Jeg ved ikke, om man kan blive hyldet for ‘snæversyn’, men i denne omgang har det bare været mine køkkenting, som har været undskyldningen for at udtrykke mig tekstilt, nu hvor relationen er borddækning.

Dine mønstre er enkle, men med mange detaljer? Er det historier i historien?
Rent væveteknisk er jeg ikke så optaget af bindinger. Jeg ønsker et enkelt udtryk, hvor det er fladen og kompositionen, som er vigtig. Derfor arbejder jeg stort set altid i lærred; i flere lag og på så mange partier, som det er muligt. På den måde opnår jeg den største mulighed for variationer i opbygningen af en flade. Dette – sammen med en ofte anarkistisk indfarvningsproces – er min grund. Og jo, jeg vil gerne fortælle en historie og synliggøre faget gennem mine værker. Derfor bevæger jeg mig også udenfor det tekstile felt.

Hvorfor foretrækker du papirgarn?
Det er glat og blankt og ikke så ‘garnagtigt’. Jeg kan lide den måde, papirgarn modtager farven på i farvebadet, og så egner det sig godt til værker, der skal op og hænge på et søm på væggen.

Du bruger film, lyd og kombinerer med andre rekvisitter, er det installationer du laver?
Jeg tænker ikke, at NU skal jeg lave en installation. Ofte er det en god blanding af idéer, der opstår henad vejen, som jeg går og gemmer på, teknikker jeg vil afprøve og en eller anden anledning til at kombinere det.

Det nye er måske, at indfarvningsmetoden har fået et ekstra hak denne gang. De to lag i løberen er indfarvet, så det ene lag viser den samme gennemgående tern, og det andet lag er indfarvet i partier, så der ialt fremkommer tretten forskellige farvekombinationer.

Du bruger aktivt computeren? Ændrer den ligefrem din proces eller anskueelse af projektet?
Computeren er et perfekt værktøj i mønsteropbygningen, og jeg har også brugt den i små animationer, som har kunnet formidle en fortælling, men lige nu er jeg kørt lidt surt i, at alt skal gennem den forbandede skærm og har lyst til at arbejde mere lavpraktisk. Derfor har jeg købt en trykpresse og nogle birkefinér-plader – for jeg er sikker på, at man kan lave ternede træsnit.