Lyset i Milano

Lys er nødvendigt. Lys er fantastisk. Lys er funktion – især i et land som vores, hvor vi i fire stive måneder om året tænder for det, så snart vi træder ind ad døren. I Italien er det ikke helt så markant, men faktum er, at nogle af verdens mest interessante aktører indenfor belysning har hovedsæde her. I denne reportage viser vi et udvalg af deres nyheder, ligesom vi kommer med vores bud på tre aktuelle spor indenfor belysning; belysning som skulptur og rumligt element. Belysning med klare referencer til smykker, og belysning som genudgivelser af nogle af det 20. århundredes store designere og arkitekter.

Messestande deluxe
På den store møbel- og lysmesse udenfor Milanos bycentrum, er der mange besøgende. Flere hundrede tusinde af dem, faktisk. Så der er gang i butikken – så meget, at de store etablerede belysningsbrands poster enorme summer i at bygge og style spektakulære messestande for at understrege deres univers. De to bedste i år var begge italienske: Flos og Foscarini.

Flos havde mimet et hus med både et udendørs areal med patio-stemning til deres udendørsbelysning og et indendørs med flere galleriagtige rum, hvor deres nyeste lamper kunne opleves som skulpturer i rummet. Det vender jeg tilbage til.

Foscarini havde i modsætning til det lukkede hus iscenesat deres stand som et åbent univers med specialdesignede tekstiler på de opsatte vægge med podier foran. Hele standen gav således en fornemmelsen af at være på besøg i en oversize og ekstravagant butik, hvor den gennemgående og store glasmontre viste flere nyheder. I montren udstillede Foscarini bl.a. nyheden Filo af Andreas Anastasio, der leder mig i retning af denne reportages første tendensspor; lamper som smykker – fordi bordlampen var udstillet i montren som et objekt på et galleri med farvede ledninger, skærme og andre elementer og fremstod som et smykke, jeg selv kunne vælge sten og metaller på.

Smykkemetaforen var især tydelig udenfor messen hos de mindre udstillere som amerikanske Apparatus, engelsk-italienske Giopato & Coombes, italienske Kundalini og Salviati, som vi også skrev om i reportagen i sidste uge. Her er smykkereferencerne i nogle tilfælde næsten 1:1 – især hos Giopato & Coombes, hvor jeg greb mig selv i at tænke, hey, den lampe ville jeg da gerne have som ring. Den amerikanske lyskunstner Lindsay Adelman er om nogen forgangskvinde for denne trend. Det kunne man bl.a. opleve hos Nilufar Depot, hvor en af hendes store væglamper vitterligt har kæder, der minder om halskæder hængende fra stellet som frynser.

Der er således en særlig eksklusivitet over denne type lamper, der også bruger metaller som stel og glas og andre elegante materialer som skærm og kuppel. Hos Apparatus var der også et øget fokus på overdimensionerede møtrikker og skruer på et par nye borde. Og hos Salviati var 53 unikke håndbyggede bordlamper i glas som slikperler på en snor. Mange af de smykkelignende lamper synes desuden at lege med konstruktioner, der ligesom draperinger er stivnet i luften.

Mellem smykker og skulptur
Et sted midt imellem smykkerne og skulpturerne finder vi Michael Anastassiades. Han er om nogen ’the talk of the town’ og har været det de sidste par år med sine kunstneriske kompositioner, der både taler det unikke og kommercielle sprog. Anastassiades var all over Milan Design Week. Dels som egen producent, dels som kunstner i stald hos Nilufar, dels som designer for marmorproducenten Salvatori og dels som designer for bl.a. Flos.

Michael Anastassiades greb er enkelt og elegant på samme tid. Ofte med et geometrisk afsæt i lige linjer og cirkulære strukturer. Hans lamper er elementer, der går i dialog med rummet. Ikke fordi de nødvendigvis er store og tager plads, men fordi deres kunstneriske appel fordrer tilstedeværelse og tilfører rumligheden noget ekstra.

Hos Flos var der som nævnt, skabt (galleri)plads til nyhederne, der i store træk netop indtog rummene som skulpturer. Selvsamme Michael Anastassiades lysende guirlander Arrangements hang som ornamenter i luften og gav belysningsgenren noget at forholde sig til. Også det italienske designstudio Formafantasma havde skabt to særlige og lette lysskulpturer – Blush og Wire Ring, der begge fungerede som værker og interaktive lyskilder.

Bouroullec-brødrene havde også taget det skulpturelle og grafiske afsæt med deres nye serie af lysekroner, Famiglia Verticale. Og tyske Konstantin Grcic’s nye lampeserie Noctambule understregede fleksibiliteten, for her kan du både stable og kombinere serien på flere måder og ende som skulptur, og Artemide gav plads til kreativitet og fri fortolkning med deres Alfabet of Light, hvor du så at sige skriver med lyset.

Tyske Ingo Maurer var den første til at introducere den kunstneriske og til tider fragile vinkel ind i belysningsverdenen for årtier siden, men hans brand er still going strong og viser, at det lange insisterende træk betaler sig. Ingo Maurer er stadig first mover og messestanden i år balancerede fint nyheder i smykkegenren med funktionel belysning og finurligt kunstneriske lamper – en genre, han er stærkest i, hvor han blander ready mades som Campariflasker, kaffekopper og fjer med funktionel belysning.

Lanterner og genudgivelser
Der var også op til flere lanterne-bud blandt virksomhederne. Spanske Santa & Coles Cesta, kurv, skabt tilbage i 1960 af den legendariske spanske designer og levende legende, Miguel Milá, er kommet i en ny, genopladelig og mobil udgave. Konstantin Grcic havde skabt Candela for dansk-italienske Astep, Foscarini lancerede lanternen CriCri og Artemide den håndholdte Empatia Mobile, mens Apparatus havde skabt en hel serie kaldet Lantern.

Italienske Kundalini præsenterede hele to lanterne-inspirerede lamper, Kushi og Lanna, og spanske Marset lancerede den lille bærbare og farvekære minilampe Bicoca uden ledning.

Det tredje spor, som jeg synes var tydeligt, var genudgivelserne af de store mestre. Italienske Nemo Lighting har endda dedikeret en hel kollektion til ’Masters’, hvor stærke genudgivelser af Charlotte Perriand, Pierre Paulin og Le Corbusier tager førerpositionen. Astep har også tappet sig ind i feltet med genudgivelser af Vittorio Viganòs serie Cinquanta Collection fra 1951. Artemide ligeså med genudgivelsen af deres ikoniske bestseller Tolomeo i en ny oversize maxi-version og Santa & Cole med firserikonet Gira, der var med til at sætte Barcelona på landkortet under ‘La Movida-bølgen’, hvor de første designbarer så verdens lys. Gira blev oprindelig designet og produceret af Josep Tremoleda og Mobles 114, der ikke eksisterer længere, men Santa & Cole har i det hele taget flere genudgivelser i deres bagkatalog, der bl.a. også inkluderer Arne Jacobsens Royal-serie.

Der var således både stort og småt, nyt og gammelt, glimmer og guld at hente blandt belysningsbranchen i den forgangne designuge i Milano. Det er positivt. Positivt, at mange brands ikke længere er bange for at lege og kræve plads i rummet med lysskulpturer, der giver noget andet og mere end bare lys. Positivt, at smykkelignende lampekreationer draperer sig som elegante og til tider dekadente svirp, og positivt at de ikoniske mestre fra det 20. århundrede ikke bliver glemt, når nogle af dem rent faktisk har skabt mesterværker, der synes udødelige.