Back to Back

Back to Back

Stoleudstillingen Back2Back hos Etage Projects er kurateret af Fredrik Paulsen. Foto: David Stjernholm

af Thomas Dickson

Thomas Dickson er industriel designer og en af Danmarks mest etablerede skribenter inden for sit felt, og er bl.a. optaget af at formidle design som et fag og en proces, der kan ændre den verden, vi lever i.

Billedserie

Back2Back
Etage Projects
Til 30. juni, 2017

Tirs-fredag: 11-18
Lørdag: 12-16

Ny sprælsk udstilling med eksperimenterende møbler hos Etage Projects trækker linjer tilbage i tiden til blandt andre Memphis. Men måske peger udstilling ikke så meget frem, som man kunne ønske sig.

En udstilling kan ses på to niveauer: Dels på det konkrete plan ved at fokusere på de udstillede værker; centreret omkring, hvordan de skal beskrives og vurderes, både individuelt og tilsammen. Dels på det overordnede principielle niveau eller konteksten, dvs. hvordan hænger udstillingen sammen med omverdenen, traditionen, teorien, tidsånden og den slags overordnede begreber.

Helt konkret hedder udstillingen Back2Back og viser 12 stole, der alle er tegnet af udenlandske designere. Den kan ses på det mindre københavnske avantgardegalleri Etage Projects frem til udgangen af juni. Møblerne må siges primært at være kunstneriske eksperimenter. Selv om man gerne må sidde på stolene, er flere af dem bestemt ikke behagelige. Så det er mere stolenes visuelle eller konceptuelle aspekter, der er interessante.

I forgrunden Michael Marriots Planka Amarillo og Martino Gampers Square Chair, i baggrunden Soft Baroque af Lumbar Support sammen med Katja Pettersons Skin. Foto: David Stjernholm

Seks par stole
En af de mere artistiske designs på udstillingen er skabt af Memphis-veteranen, amerikanske Peter Shire, under titlen Good luck. Et minimalistisk og let fjedrende stativ af tynde, malede stålstænger supporterer to runde træklodser, der agerer sæde og med en enkelt klods til ryglæn. Stilen fra Memphis er genkendelig og sjov, men man skal nok have en specielt udformet bagdel for at kunne sidde bare nogenlunde komfortabelt på denne stol.

Peter Shire Good Luck og Klara Granstrand Stuck-up. Foto: David Stjernholm

Shire er ’parret’ med svenske Klara Granstrands Stuck-up, der ligner en Ikea-agtig Memphis-fortolkning med sin kombination af stålrør og et par brædder af fyrretræ. Ligesom de andre stole står disse to tæt sammen med ryggen mod hinanden. Hvad det udstillingsmæssige greb er med denne opstillingsform er lidt uklart. Måske ligner nogle af de parrede stole hinanden lidt, men de er dog alle så forskellige alligevel, at det ikke rigtig giver mening.

Og dog, to stole er lavet som ready-mades: Katja Pettersons Skin, der er en standard-klapstol har fået en stor og stram stofpose udenpå, og det Londonbaserede designpar Soft Baroques Lumbar Support bruger ryggen fra en kontorstol, fire Kevi-hjul, et par forkromede stålrør, et stel i ahorn og et gennemsigtigt plexiglas-sæde.

Ikke uden humor
I det hele taget virker det ikke som om, de deltagende designere og kunstnere tager møbler alt for alvorligt. En stol hedder Toilet Chair og ligner en parodi på et Ikea-møbel fra 1970’erne med sine tykke og afrundede fyrretræsplanker, der rigtignok også giver associationer i retning af et WC-bræt. Stolen er lavet af det tysk-marokkanske par, der kalder sig Butternutten. Toilet Chair står sammen med den ikke uinteressante Eindruck Chair, der består at pressede emaljerede metalplader, som Silo Studio fra London har kreeret.

Markus Bergströms Uden titel og bag den Fredrik Paulsens Demountable Chair. Foto: David Stjernholm

Enkelte af stolene ligner mere konventionelle møbler. Markus Bergströms stol uden titel, udført i birk, eg og et flettet rattansæde, ser mistænkelig producerbar ud i dette selskab, og er en fin lille ting – uden dog at være ekstremt nyskabende. Tilsvarende har Ron Arad-eleven Martino Gamper arbejdet med nogle interessante samlinger mellem asketræ og valnød i sin Square Chair. Dens sæde og ryg – belagt med blåmeleret linoleum – giver også mindelser om Memphis-tidens postmodernisme.

Peger det frem eller tilbage?
Og nu til det mere principielle: Hvad vil udstilling sige os? Back2Back er kurateret af den svenske designer Fredrik Paulsen, der tidligere har haft en separatudstilling på Etage Projects. Og begrebet kuratering skal tages helt bogstaveligt: Som antydet er stolene, med enkelte undtagelser, rene kunstprojekter. Man kan som sagt godt sidde i dem, så i den forbindelse, er der arbejdet med statik, dimensionering og samlinger, men brugsværdien er begrænset.

Butternuttens Toilet Chair og Silo Studios Eindruck Chair. Foto: David Stjernholm

Kuratorens tekst til Back2Back starter med det gentagne udsagn: ”A chair is the ultimate design challenge”, og det er vist også pointen med udstillingen. Stolen skal udfordres og undersøges, mere som en kunstnerisk opgave end som et egentligt designprojekt. Det stiller store krav til form, symbolværdi og historiske eller aktuelle referencer. Og man kan sagtens mene, at der trækkes tråde tilbage til den hollandske designer Gerrit Rietveld i flere af projekterne, foruden Memphis, men spørgsmålet er, om der peges frem i udstillingen?

Ofte vil denne type udstillinger provokere og komme med radikale bud på fremtidens møbler. Er Back2Back så et oplæg til en ny tids møblering? Det er svært at se, og det er udstillingens store svaghed. Stolene virker på en måde mere nostalgiske end futuristiske rent formmæssigt. Materialer, teknologi eller funktion er desværre heller ikke tænkt sådan rigtigt ud af boksen, men det kan jo være, at det er provokationen?

Det er dog lidt ærgerligt, at de udøvende ikke i højere grad har benyttet lejligheden til at udfordre forestillingerne om, hvordan vores møbler kunne komme til at se ud i fremtiden. Man skal jo bl.a. forestille sig, hvilken teknologi der vil være til rådighed, kombineret med en dyb forståelse af, hvordan vi kommer til at bo fremover. Ud af det vokser radikalt nye møbler.

 

Del artiklen

'Back to Back'

Facebook