Under dynen

”Det kan jeg simpelhen ikke det her!” Tanken slog Lotte Myrthue, da hun i dagene op til åbningen af Biennalen for Kunsthåndværk og Design stod med sit bidrag til udstillingen foran sig. Ordene, historien om Lotte Myrthue, hendes partners død, økonomiske kaos og datterens autismediagnose, stod trykt dér, sort på hvidt, på dynerne i hendes værk Dyneløfterdyner. Effekten af at se det blæst op til andres øjne ramte hende som en knytnæve i mellemgulvet.

Der ligger en iboende konflikt i at være et sensitivt kunstnerisk væsen og så overhovedet at udstille det arbejde, der er blevet til gennem mange timers koncentreret solitude i værkstedet. I biennaleværket var der dobbelt op på den præmis i kraft af de dybt personlige dokumenter, som Dyneløfterdyner tager udgangspunkt i.

”Min datter Sasia er hovedpersonen i mange af de her offentlige beskrivelser, brikken, der ikke passer ind i maskineriet, så jeg skulle være sikker på, at der var 100% grønt lys fra hende til at vise det frem, ellers havde jeg ikke gjort det. Hun var der også på åbningsdagen, hvor flere kom hen og spurgte mig; ”Kan hun det?” For læser man udelukkende de offentlige dokumenterne og udtalelser om hende, får man et billede af, at hun nærmest er handicappet,” forklarer Lotte Myrthue.

Socialrådgivning og husflid
Det er netop det perspektiv, der har været inspirationen til værket, der endte med at vinde årets Biennalepris. At sagsbehandlerens kølige, formaliserede sprog omkring familien kun er en side af sagen og menneskerne bag, mens virkeligheden kan tage sig helt anderledes ud, når man kender Lotte Myrthue og hendes i dag 19-årige datter Sasia. ”Det er bagsiden af dynerne, der er den rigtige dig”, sådan som nogle af Lotte Myrthues venner sagde til hende, da de så værket. For bag dynernes påtrykte formularer og socialrådgiverens udtalelser om støttetilbud, kompetencer og krav i standartiserede skemaer, gemmer tekstilerne på broderede, sirligt syede duge og kniplinger. Håndarbejde og husflid, udført af Lotte Myrthue og hendes oldemor – en helt anden historie.

”Det var italesættelse af borgeren fra samfundets side, jeg gerne ville vise frem. Hvor grotesk den kan tage sig ud, hvis man udelukkende beror sig på den fortælling, som de breve og dokumenter fra det offentlige præsenterer. Jeg har gået og gemt på dem i mange år, og det triggede mig, når jeg kiggede på omfanget af skrivelser om mig selv om min datter fra tiden omkring, da vores verden væltede. Når man ser dem og ikke kender os, tænker man – det er to sociale tabere.

At falde ved siden af
Det er 350 sider med fokus på alt det dårlige, og jeg følte mig i den grad fremmedgjort. Hele formen clashede med min person. For du kan jo også fortælle og vise en anden historie om os begge. Den om pigen med et gennemsnit på 12 og den om kunsthåndværkeren med et flot cv, der har fået medalje af dronningen,” fortæller Lotte Myrthue.

Med den dualitet i iscenesættelsen af mennesket lander Dyneløfterdyner meget præcist i Biennalens tematik, Liquid Life, der netop handler om individets rolle i et samfund, der er i konstant bevægelse. En bevægelse, som kunsthåndværkets langsommelighed i sig selv står i kontrast til, og hvor frygten for at falde ved siden af, blive hægtet af, er en evigt nærværende præmis.

Lotte Myrthue er selv vokset op i den socialt belastede Gellerupplan ved Aarhus i en familie, hvor der hverken blev læst eller dyrket kunsthåndværk. Den sociale arv brød hun, da hun først blev student fra et af Aarhus’ mest anerkendte gymnasier og gik videre til Aarhus Kunstakademis nu nedlagte linje Blandform. Her udforskede og eksperimenterede hun med flere materialer, indtil billedvæven vandt hendes hjerte.

”Jeg troede oprindeligt, at jeg skulle arbejde mere skulpturelt, mere rustikt og mere voldsomt, end hvad jeg kunne fremkalde med nål og tråd. Men jeg blev bidt af billedvæven, af materialerne og de motiver, jeg kunne lave, og de historier, jeg kunne fortælle. Men også den meditative ro, der ligger over den tekstile bearbejdning. Jeg er nok en lidt stresset og følsom person, og her giver det langsommelige håndarbejde mig ro og mulighed for at fortælle nogle mere stille historier,” forklarer hun.

Det stille liv
I den kontekst er Dyneløfterdyner et værk, der tager tråden op fra en tematik, Lotte Myrthue ofte vender tilbage til i sine værker. De stille historier om hende selv og den hukommelse, som tekstilerne repræsenterer. Hun har tidligere skabt værker af sin datters gamle børnetøj, som hun ikke kunne skille sig af med, ligesom at gamle tekstiler, fra hendes egen familie eller fundet i genbrugsbutikker, ofte spiller en rolle i Myrthues arbejde.

”Tekstilerne er en fælles hukommelse, en grundlæggende nødvendighed, vi ikke kan sige os fri for. Jeg får ofte foræret gamle tekstiler, som folk har gemt, sirligt broderede lyseduge eller halvt syede projekter, folk aldrig har fået gjort færdige. Mange gemmer dem, fordi de har en særlig betydning, de minder os om tid, der er gået og liv, der er levet, og det rører mig dybt,” fortæller hun.

Den fortælling leger biennaleværket også med. Dynernes bagside af gamle og fine familietekstiler står i kontrast til forsidens kliniske påtrykte offentlige breve om tiden, hvor Lotte Myrthue følte, at hendes sociale fortid langt om længe havde indhentet hende. Mens dynen som hverdagsobjekt vækker genkendelse og en følelse af tryghed, men samtidigt er et billede på alt det, der kan tynge os, når natten fyldes med tankemylder og bekymringer, eller søvnen slipper os fri.

”Dyneløfterdyner er uden tvivl mit mest personlige værk, en slags kulmination efter en hård tid med kreativ tørke, som jeg er så taknemmelig for, at Biennalens priskomité har anerkendt. Det værste, der ville have kunnet ske med lige præcis det her værk, var, at ingen havde kommenteret på det. Det ville have været forfærdeligt.”