Danske møbelklassikere får nyt showroom i Bredgade

Danske møbelklassikere får nyt showroom i Bredgade

Klassikeren Ox Chair i Erik Jørgensens nye showroom. Pressefoto

Erik Jørgensens nye showroom er åbent 1 - 2 juni kl. 9 - 16
3 juni kl. 10 - 16
3daysofdesign.dk

Erik Jørgensen er møbelproducenten bag designklassikere som lænestolene Ox Chair og Corona. De præsenteres nu i helt nye lokaler, når dørene åbner til bobler og loungestemning den 1. juni.

Det karakteristiske for Erik Jørgensens møbelproduktion er en insisteren på kvalitet, formgivning og håndværk. Firmaet har blandt andet produceret møbler for Hans J. Wegner og Poul M. Volther, og i dag føres traditionen videre i nye samarbejder med unge designere som Louise Campbell, Tine Mouritsen og Anne Boysen.

I virksomhedens nye showroom i Bredgade har Erik Jørgensen valgt at tænke i koncepter. Hvert enkelt rum er en unik oplevelse med hver sin farvetone, hvor både farver på vægge og møbler er tone i tone. På den måde præsenteres møblerne på en helt ny måde i eksempelvis et helt mørkt rum og et helt lyst rum.

Showroomet skal særligt henvende sig til indretningsarkitekter, boligforhandlere og private kunder i modsætning til deres eksisterende showroom i Pakhus 48. Her er det gamle varehus i Nordhavn ramme for møbler til blandt andet kontorer, venteværelser og lufthavnsloungen, og med det nye tiltag i Bredgade vil Erik Jørgensen bedre kunne imødekomme private kunder og kontraktmarkedet.

Kilde: Pressemeddelelse

Erik Jørgensen Home, Bredgade 76, 1260 København K.
Huset i Bredgade deles sammen med MONTANA, der ligesom Erik Jørgensen har iscenesat førstesalen på en 'homely' måde i et atypisk og pastelfarvet univers, der også er en oplevelse værd.
Erik-joergensen.com
Montana.dk

Del artiklen

'Danske møbelklassikere får nyt showroom i Bredgade'

Facebook