Ultimate Impact: En eksistentiel oplevelse

Da jeg så udstillingens titel tænkte jeg – ja tak, her er nogen, der vil mig noget. Løftet om den ultimative oplevelse, der ikke bare viser mig noget hyggeligt og pænt og bekræfter mine forestillinger om nordisk minimalistisk design, men som rusker godt og grundigt op i mine sanser og forestillinger, virkede stærkt tiltrækkende.

Mødet med mig selv
På udstillingen møder jeg værker af 33 samtidskunstnere og designere, iscenesat over, hvad der beskrives som fem fænomener: ‘Fantasy’, ‘Exoticism’, ‘Silence’, ‘Ragnarok’ og ‘Baroque’. Disse overskrifter slår en stemning an i de forskellige sektioner og fungerer egentlig ret godt i den forstand, at de sætter følelser, stemninger og tanker i gang. Udstillingskatalogets korte introducerende tekster fabulerer over fænomenernes betydning fra et kunstkritisk, etnologisk og analytisk perspektiv, hvilket giver fin mening, når man har set udstillingen, men ikke så meget inden.

Udstillingens klare force er, at de fleste værker i sig selv er så stærke, at de ikke behøver særlig meget forklaring. Som kommunikationsperson elsker jeg historier, men en god udstillingsoplevelse for mig er mest af alt sanselig og taktil. Jeg vil rives med, forføres og forundres – og det bliver jeg heldigvis her.

I mine følelsers vold
For Ultimate Impact er helt klart en udstilling, der taler til mine følelser – før min forstand. Fra jeg træder ind over dørtærsklen til den lyse lyd af kimende klokker, til jeg instinktivt suges over mod ‘Fantasy’-zonen, hvor den finske billedkunstner Susanna Majuris dragende og filmiske fotografier får følelsen af flydende vægtløshed frem i mig. Lys, mørke, transparens og dyb uvished blender sammen med Nikoline Liv Andersens urovækkende ulvelignende figur Dronningen af Ingenmandsland. Ulvens destruktive og mytologiske kraft bliver gennemhullet af det feminine, sommerfugleagtige kostume.

I kontrast til fantasiens mørke afkroge rejser Iben Højs værk et net af blodrøde tråde i overdimensioneret skala og deler rummet, så striksektionen med Isabel Berglunds giga-size sweater danner et rum i rummet. De to strik-værker er blandt mine favoritter, fordi de leger med den menneskelige og rumlige skala og gør det på en måde, der sætter refleksioner i gang hos mig. Iben Højs værk rummer en skrøbelighed, der med de tynde blodrøde kødlignende tråde synes at trevle rummet op for at danne et sirligt, draperet mønster – som et gardin af fiskegarn. Og det faktum, at værket er skabt i et samspil mellem hånd og maskine med resttråde fra andre værker vidner om en fysisk opgave, og dermed udfordrer Iben Høj, ligesom Isabel Berglund, strikketraditionen som syssel.

Videre til det eksotiske hjørne, hvor Malene Bachs ultrastramme, geometriske værk Transport danner en stærk kontrast til de bløde strikkede skulpturer ved siden af, mens den finske fotograf, Sade Kahra, finurligt portrætterer finner udklædt i eksotiske gevandter. Værkerne indkredser på forskellig vis, hvordan det eksotiske også kan være en forsimplet, os-og-dem opfattelse af andre kulturer. Og et værk, der virkelig slår hovedet på sømmet her, er forfatter Christina Hagens digt White Girl 2. Med knivskarp sarkasme og en god portion humor ’hijacker’ Hagen sproget hos den forurettede hvide kvinde, der i korte, afstumpede og klichefyldte fraser udtrykker pseudo-sympati med ’den sorte mand’.

Stilhed og ragnarok
Kontraster og de grænseløse kunstneriske overlap giver udstillingen næring og gør, at jeg som beskuer bliver nysgerrig og får lyst til at se og opleve mere. Jeg bliver ikke overrumplet af information, men kan tage den i små doser. Ebbe Stub Wittrups værk After Mathyushin’s Guide to Color rummer for eksempel en længere forklaring, der tilfører værket et lag af næsten videnskabelig karakter ligesom Søren Lyngsøe Knudsens lydværk Animated Glass, der ved hjælp af specielle højttalere afgiver lyden af glas.

Resultatet er et lydspor af tilfældigt komponerede glaslyde, som får mig til at spekulere over, hvordan de andre materialer mon ville lyde? Værket skærper mine sanser, som igen bliver udfordret af Louise Hindsgavls Civilization, hvor den keramiske struktur af fugle og træer kaster dramatiske skygger, som går amok i et flakkende, filmisk og Hitchcock-lignende univers.

Endelig giver det barokke hjørne en række bud på ultramoderne og legende fortolkninger af overdrevne, dekadente og overlæssede indtryk – fra Frontdesigns Blow Away vase til Wednesday Architectures utrastramme, asymmetriske foldebord Baroque Table og benogsebastians dissekerede, arkitektoniske strukturer Seat (…).

En filmisk fortælling
Udstillingen er en moderne fortolkning af temaer, der på sin vis repræsenterer eviggyldige og menneskelige urkræfter. Som hinandens antiteser får temaerne en udvidet betydning, når fantasi og frygt, stilhed og larm, kaos og ro, eksotisme og minimalisme danner par. Men hvad tager jeg med mig, når jeg forlader udstillingen?

Et sted i udstillingens katalogtekst står der, at udstillingen måske vil for meget. Det spørgsmål er altid sundt at stille sig selv som kurator. Men noget af det, som jeg virkelig værdsætter ved Ultimate Impact er, at den får mig til at stille spørgsmål snarere end at søge svar. Og det er interessant. Udstillingen fortæller en historie med mange lag og kompleksiteter uden at falde i formidlingsfælden, hvor min fantasi og forestillingsevne dræbes af alenlange tekster. Ultimate Impact fortæller mig noget eksistentielt om mig selv og den kultur, jeg lever i. Og den gør det på en visuelt, filmisk, poetisk og begavet måde.