Patchwork som rumlig arkitektur

”Jeg har valgt urnen som formtype, fordi jeg altid har været fascineret af beholdere og synes, at formen på en urne er utrolig smuk og meget mere end en krukke.”

Martine Myrup er ikke som andre. Andre der måske ville have tænkt, at en urne som typologi godt kunne afstedkomme makabre konnotationer og være en smule tabubelagt. Men ikke Martine, selvom hun i både konkret og overført betydning genopliver tekstiler i sine værker og får dem til at leve længere på nye måder.

Til hendes nye udstilling DREAMING OF JAPAN / REMEMBERING JAPAN har Martine integreret ready mades i form af små møbler og flasker i hendes univers for at understrege kontrasten mellem det hjemmelavede og bløde og det hårde og industrielle. Samtidig er det tilladt at interagere med de fleste af genstandene, for Martines erfaring er, at hendes værker appellerer til det taktile og giver folk lyst til at røre. Den lyst vil Martine gerne  imødekomme, så værkerne ikke blot opleves som autonome objekter, men får et nyt lag af mening og liv ved at invitere til fysisk interaktion.

Tekstilets tiltrækningskraft
Martine har altid været fascineret af tekstiler og syet en del. Men hun havde slet, slet ikke tænkt de to ting ind i sit kunstneriske virke før der var gået 10 år.

”Jeg boede i Canada og arvede en stor samling porcelæn fra Danmark, og lige der opstod idéen om at skabe en replica, der lignede porcelæn, men var fleksibel i materialet og egnet til at rejse med.”

Den idé blev en rejse på alle mulige måder og starten på Martines tekstile urner i vintagetekstiler, der de sidste fire år er blevet raffineret yderligere.

”Jeg har altid godt kunne lide at lave noget ud af noget andet. At omforme ting ud fra det eksisterende, for jeg synes det er svært at forsvare at designe helt nye ting, når vi nu er omgivet af produkter alle vegne. Og da idéen om de tekstile krukker var født, var det nærliggende at bruge tekstiler, der allerede havde en historie, som man kunne flytte et nyt sted hen.”

Farmor og Pollock på skuldrene
Til Danish Crafts Collection 2015, der skulle på messe i Paris, skabte Martine urnerne Speckled Blue #01 & #02, hvor hun har indfarvet stoffet i hånden med Jackson Pollock siddende på skulderen. Farven er nemlig stænket på stoffet i organiske plamager, der giver urnerne og de knap 50 firkantede patchwork-brikker en tie-dye-effekt, hvor farven changerer og gradvist fader ud. Som blå prikker, der sender en hilsen til de håndmalede musselmalede stel på den Kongelige Porcelænsfabrik. Som en implicit hyldest til sin egen yndlingsfarve og ikke mindst den japanske kultur, der altid har fascineret Martine.

Der bor en farmor indeni Martine. En af dem med storblomstrede kjoler, høje lyserøde sko og store solbriller med similisten. En af dem, der også er vant til at få meget ud af lidt og kan se potentiale der, hvor andre for længst er gået forbi. Martine Myrup er old school i sin egen nye skole, hvor lavstatus-tekstiler som duge, kjoler, forklæder og sengetøj bliver til unikaværker syet i hånden med arkitektonisk akkuratesse, håndværksmæssig snilde og stor opfindsomhed.

”I de allerførste værker var det referencen til porcelænet og min arvede stelsamling, der var udgangspunktet. At tekstilet henviste til porcelæn via sin overflade, blå farve eller mønstre.”

Upcycling giver nyt liv
Senere gik det op for Martine, at den overordnede idé med at mime keramikkens arketype, urnen, krukken, cylinderen, i et helt andet materiale som tekstil var en underfundig meta-leg med kategorier, der ikke længere var helt så faste. Og at urnerne i og med de er lavet af genbrugstekstiler upcycler et lavstatus-emne som tekstil til et unikt kunstobjekt formgivet med præcision og æstetisk pondus.

Martine henter sin inspiration fra de gammeldags low tech-metoder som patchwork og det at strække en kjole eller en dug med et hul eller en plet og få stoffet til at række til en hel krukke ligesom Arte Povora og de marokkanske Boucherouite-tæpper af aflagte tøjstrimler, er aktuelle sammenligningsparametre.

Og så alligevel ikke, for Martine Myrups baggrund som billedhugger trækker hende over i en tredimensionel sfære og en arkitektonisk rumlighed. Fordi det er interessant, at der ingen bagside er. Fordi det er udfordrende, at urnen kun kan blive så stor, fordi der kun er dét stykke stof. Fordi det er håndværksekvilibrisme at gå planken ud og skabe grafiske og harmoniske værker ud af til tider tacky og knapt så æstetiske tekstiler. Døm selv, når Officinet viser Martines nyeste kreationer i et surrealistisk og abstrakt univers med helt konkrete objekter samplet mellem ready mades, vintage tekstiler og en krøllet fantasi.