Young Glass er en international udstilling for glaskunstnere under 35. Den vises hvert tiende år på Glasmuseet i Ebeltoft – og i år er det en tiårshændelse af kunstnerisk overflod, selvom formidlingen lader noget tilbage at ønske.
Med Young Glass har Glasmuseet Ebeltoft og en international jury skabt en kalejdoskopisk udstilling, der viser, hvad glasscenen byder på netop nu. Og det lover godt for fremtiden.
De udvalgte værker er fulde af saft og kraft. Alle eventuelle fordomsfulde forventninger om sommerhus-glaskunst – udtalt med ironisk distancerende anførselstegn omkring ‘kunst’ – bliver gjort til skamme af dette sprudlende opbud af kunstnerisk og håndværksmæssigt overskud. Og det er befriende og let nervepirrende, at Glasmuseet udstiller uden glasmontrer. Det skærper sanserne, at alt ses uden forstyrrende mellemlagsglas og – teknisk set – i berøringsafstand. Værkerne præsenteres uden meget mere end nix pille-skilte som guidelines fra museets side. Uformidlet på godt og ondt.
Fløjlsblødt billede af glas
Engelske Kathryn Wightmans værk hænger som to skarpt skårede gobeliner på væggen med tunge roser i fløjlsblødt flor som motiv. Helt ude i fingerspidserne fornemmer jeg rosernes bløde niveauspring, der ikke synes at have nogen sammenhæng med den information, jeg kan læse mig til. Det jeg ser, er et printet billede af farvet glaspulver på en glasplade. Værket skal, ifølge kunstneren, kropsliggøre betydningen af tab.
I midten er roserne friskrøde på bordeaux baggrund, isprængt skærende hvide kronblade. I begyndelsen af forløbet aftager farverne, som var de bleget af solen og i modsatte ende udvisker en muggenmørk tone konturerne på blomsterne. Med titlen Loss kan værket henføre tankerne til mormors roser og billedtæppet over divaneseren; barndomsminder i skærende sol; gamle tekstiler, der er bleget af solen, men gemt for affektionsværdien; og andre arvede tekstiler, som man skamfuldt måtte smide ud, fordi muggen tog dem, før man selv fandt på en værdig genanvendelse.
Krop og sanselighed
Mange af udstillingens værker frembringer på samme måde som ‘glas-gobelinerne’ en strøm af sansninger og refleksioner og sætter kroppen i stævne på en måde, som er ny og velgørende på glasscenen.
I en af canadiske Leah Kudels glasbobler kan man stikke hovedet ind for at mødes med en anden i et intimt samtalerum. En anden stor klar boble har mærker efter to kroppe og legemliggør det negative rum mellem din og min krop. Udstillingens mange materialemanipulationer er pirrende og forvirrende for alle faste forestillinger om, hvad glas er og kan, med mange eksempler på stærke sanselige værker:
Tyske Carl Bens’ fåreskind ligger tungt på gulvet; Japanske Sachi Fujikakes skulpturelle former letter næsten fra podiet som heliumsfyldte papirsposer; og slovakiske Luba Bakicovás gule sammenpressede form kan ikke holde på sit indre, der flyder ud af siderne, før også dét fastfryses i halvt kontrolleret, halvt kaotisk stilstand.
Skår i glæden
Desværre tabes nogle værker på gulvet, idet de ikke får følgeskab af tekster eller anden hjælp, der kan sætte værkerne i kontekst eller give et fingerpeg om de dybere lag i den kunstneriske bagtanke eller håndværksmæssige proces.
Svenske Evelina Dovstens installation forbliver enigmatisk uden kataloget til hjælp, og irske Karen Donnellans videoprojektion lider under at blive vist på en smal svalegang, hvor solskin gennem glasfacaden giver et forstyrrende genskin i skærmen.
Den ophængning synes ikke at understøtte værkets intentioner. Det gør derimod den henslængte placering af amerikanske Victoria Ahmadizadehs denimjakke. Jakken ligger i en karm, som om den var blevet forladt af sin ejermand, der måske bare lige henter et glas eller for altid har sagt farvel til de stikkende glasskår, den er foret med. Måske skal ejermanden have denimjakken på, når han eller hun skal hjem igen. Denimjakken er så familiær, at den kunne være både min og din, og værkets titel antyder, at glasskårene er de mest uvenlige bidder af selvet.
Skærpet formidlingsforpligtelse
Glasmuseets direktør, Dan Mølgaard, fortæller i interviewet Slip glasset fri:
“Vi regnes for at være et af verdens førende inden for vores felt (…) Det, glasset kan, er at forføre og fascinere med sine helt grundlæggende kvaliteter, men med denne omgang Young Glass er vi mere ovre i noget samtidskunst, og det er sværere at forholde sig til.”
Denne indsigt, at der er noget nyt på færde, og at det kræver noget andet og mere af gæsterne, kunne man fra museets side have tolket som en skærpet formidlingsforpligtelse og en kærkommen lejlighed til at udbrede sig endnu mere om det felt, som man er verdensførende på. Jeg savnede at få adgang – gennem tekst, filmede interviews eller et helt tredje medium – til de enkelte værkers kontekst; kunstnerens hvad, hvordan og hvorfor og juryens kriterier for deres bedømmelse. Netop da værkerne er så forskellige og benytter sig af vidt forskellige teknikker og konceptuelle strategier, savner den nysgerrige gæst lidt mere hjælp.
Der er sket meget siden seneste Young Glass udstilling, og det er alt for godt til ikke at fortælle mere om.
Udstillingen viser jury-udvalgte værker af 57 unge kunstnere fra 18 lande frem til 29. oktober 2017 på Glasmuseet i Ebeltoft og derefter på The Glass Factory i Sverige og The National Glass Centre i England.
