Fire danske tekstilkunstnere nomineret til nordisk pris

Fire danske tekstilkunstnere nomineret til nordisk pris

Cecilie Bendixen: Sol. Foto: Annette Fuglsang

af Stine Nørgaard Lykkebo

Skribent og tidligere redaktionssekretær for kunsten.nu.

Nordic Award in Textiles er en svensk pris, som uddeles på skift til en tekstilkunstner fra et af de fem nordiske lande. I år er fire danskere nomineret til prisen, og vinderen offentliggøres den 25. januar.

Anne Fabricius Møller, Grethe Sørensen, Cecilie Bendixen og Pernille Egeskov er de fire danske tekstilkunstnere, som er nomineret til dette års Nordic Award in Textiles-pris. Prisen er på i alt 150.000 svenske kroner og er blevet uddelt siden 2000 af Stiftelsen Fokus Borås.

Formålet med prisen er at kaste lys over tekstilkunsten og hædre skiftevis en islandsk, norsk, svensk, finsk og dansk kunstner, som arbejder med tekstilt materiale.

Sidst en dansker modtog prisen var beklædningsdesigner Anne Damgaard i 2008. Hun er blevet udpeget til at danne og være ordførende for en dansk jury, der således har udpeget årets nominerede.

Prisen overrækkes ved en ceremoni på Textilmuseet i Borås til efteråret.

Anne Fabricius Møller er uddannet tekstiltrykker fra Kunstakademiets Designskole i 1986. Enkel geometri og naturlige metamorfoser er gennemgående temaer i hendes produktion. Samtidig har hun en antropologisk drift i sine arbejder, der afspejler en opmærksomhed på det, vi omgiver os med til daglig, og udforsker temaer i vores forhold til ting: erindring, tab og genbrug.
aaa-fff-mmm.dk

Grethe Sørensen er uddannet væver fra Kolding Designskole i 1972 og frontløber inden for den digitale vævning. Hun arbejder med lys og bevægelse i sine motiver ved fotografisk at indfange stedsspecifikke oplevelser af lys på rejser, som hun efterfølgende bearbejder og fortolker gennem et omfattende prøvearbejde med pixler, farver, garner og nye bindingsteknikker. Resultaterne er unikaer af vævede kompositioner.
grethesorensen.dk

Cecilie Bendixen er arkitekt og ph.d. fra Kunstakademiets Designskole. Hun arbejder med udgangspunkt i rum og funktioner og bringer højteknologiske tekstiler i forbindelse med lys og akustik. Bendixen har en videnskabelig, konstruktiv og funktionalistisk tilgang, som på samme tid er poetisk og sfærisk i dannelsen af sine imaginære tekstile rum.
tekstilerum.dk

Pernille Egeskov er uddannet kostumedesigner fra Kunstakademiets Designskole i 1997. I dag arbejder hun som billedkunstner og udtrykker sig primært gennem tekstiler i rumlige collager. Egeskov nærmer sig sit medie nærmest antropologisk, og hun er optaget af den taktile erindring, som knytter sig til tekstiler.
pernilleegeskov.dk

De øvrige medlemmer af den danske jury er:

Heidi Laura, kulturjournalist på Weekendavisen
Else Kallesøe, tekstildesigner og underviser på Kunstakademiets Designskole
Mads Damsbo, direktør for Brandts Museum for Kunst & Visuel Kultur
Kirsten Toftegaard, kurator og museumsinspektør på Designmuseum Danmark.

Del artiklen

'Fire danske tekstilkunstnere nomineret til nordisk pris'

Facebook