Må man smække en flue?

Ordet MIMOOL er konstrueret af to kinesiske skrifttegn, ‘Mi’ som kan oversættes med skrøbelig, og ‘Mool’ med levende væsen, mindre end mennesker. Ordet er knyttet til den buddhistiske tro og praksis, der omhandler det indbyrdes forhold mellem levende væsener, og er en opfordring til at praktisere en fredelig sameksistens. Vi bør ikke sætte os over dyrene som herskere, men i stedet se os alle som ligeværdige væsener, da alt i universet er forbundet i en overordnet helhed.

At betydningen af ordet strækker sig endnu længere end til en respektfuld sameksistens blandt levende væsener, men også maner til omtanke, når det gælder vores forbrug af jordens ressourcer, gør det til et nærliggende tema for smykkekunstnere. Det er vores profession at udtrykke os i en lille skala med en stor forståelse for, hvad der er værdifuldt – materielt og æstetisk.

Fantasifulde fortolkninger og pertentligt guldsmedearbejde
Den store variation af udtryk gør det spændende at gå på opdagelse i udstillingen. Det er interessant at se, hvordan de forskellige kulturelle baggrunde påvirker den måde, kunstnerne har valgt at arbejde med temaets betydning på. Der er mange tolkninger af levende væsener, men også adskillige abstrakte bud på, hvad man kan definere som levende.

De koreanske smykkekunstnere bevæger sig helt tydeligt på hjemmebane indenfor temaet. Deres arbejder er udført med stor teknisk overlegenhed, helt ned i detaljen, og det kunstneriske indhold antager former, jeg aldrig har oplevet før. Det er sjældent forfriskende! Teknikker, materialer og kompositionerne smelter sammen i nye helhedsopfattelser, hvor man prøver at forstå, hvad det er, man ser, og overraskes glædeligt for hvert lag af erkendelse, man bevæger sig igennem på vej ind i disse eventyrlige universer.

Bogki Min, som har kurateret den koreanske del af udstillingen, bidrager selv med tre brocher, hvoraf to er inspireret af ansjosflokkenes symbiotiske bevægelsesmønstre. På elegant vis videreformidler han oplevelsen af flokkenes dynamiske bevægelser, som beskytter dem mod faren for at blive ædt af større dyr. Det hvidguld-forgyldte aluminium reflekterer lyset som solskin i fiskeskel. Brocherne, som er konstrueret af hundredvis af små svage elementer, bliver til en stærk og poetisk struktur, og man undres over, hvordan det er muligt for disse dyr at bevæge sig som én organisme.

Bogki Min har i årevis arbejdet med den meget krævende granulationteknik, hvor bittesmå kugler smeltes sammen til en helhed. Disse nye brocher er delvist digitalt modellerede og efterfølgende forarbejdet i hånden. Selv forklarer han, at når man laver samtidssmykkekunst, må man også lære at arbejde med moderne redskaber og drage fordel af disse muligheder. Disse smykker var aldrig blevet til, hvis han udelukkende havde arbejdet i hånden.

Koreansk tegneseriehumor og japansk skønhed
Et andet koreansk højdepunkt er Gavy Jo’s brocher, hvis udtryk spiller på et humoristisk og tegneserieagtigt udtryk. Hun tager udgangspunkt i, hvordan man ved at camouflere sig, kan fremstå farlig og stærk, selvom man er svag – en overlevelsesstrategi som både dyr og mennesker benytter sig af. Billerne er modelleret i papirler og overmalet med lakfarver i mange tynde lag, hvorefter nogle af fladerne er slebet, så de fremstår i flimrende farveflader med store øjne og en smilende mund. Først senere får man øje på de rigtige bille-ansigter, som er små, diskrete og grå – det er meget subtilt. Ved første øjekast forveksler man Jo’s tre bille-brocher med afrikanske masker eller farlige ånder, og flere dage senere er jeg stadig ikke helt færdig med at gå på opdagelse i dem. Man har hele tiden på fornemmelsen, at de bevæger sig når man kigger væk. Denne tilstedeværelse af liv er måske det, der gør disse smykker så stærke og dragende. Man får lyst til at tage dem med sig og passe på dem.

Hvor de koreanske smykker har en tydelig reference til noget levende, er de japanske bidrag en hyldest til skønheden i naturen. Blade, blomster og bølger er også i smykkekunst et meget anvendt motiv, og selvom det er smukt udført, er mange af disse smykker desværre noget forudsigelige i udtrykket. Det gælder også Takashi Kojima, som bygger sine figurer op af store ædelsten, som jo er smykkeverdenens LEGO. De er sjove, men her foretrækker jeg det franske juvelerfirma Boucheron, hvis man virkelig skal gi’ den gas.

Mindre forudsigelig er Kiyoaki Tashiro, som skiller sig ud både i materialevalg og formsprog ved at sætte fokus på menneskets svaghed. Tashiro gengiver vores indre organer 1:1 som poetiske og porcelænsagtige væsener med gyldne horn, næb og evnen til at forsvare sig selv. Trods camouflagen er det en ‘reminder’ om vores sårbarhed; at vi skal passe på og pleje vores krop, for livet er skrøbeligt.

Blandt de japanske bidrag er arbejderne fra Taro Mizushima særligt vellykkede. Hans fokus har været at give nyt liv til gamle japanske lakarbejder, hvor han skærer sig ind igennem eksisterende ornamenters ydre, og som en skulptør finder frem til de små indre væsener, som måske er ornamenternes sjæl. Det ligner et opgør eller et forsøg på at nå ind til kernen af, hvad ‘Urushi’ er, altså den klassiske form for japansk lakarbejde, som han er vokset op med som 3. generation i et familiefortagende, der har forfinet denne teknik gennem mange år. Jeg bliver bevæget af det udtryk og den sanselighed Taro Mizushima får frem i sine nye gamle brocher, for de har både liv og sjæl. Figurerne er nogle lidt tågede billeder af tavse væsner, hvor lak og træfladerne er ladt tilbage med nogle uldne og meget sanselige teksturer.

Taro Mizushima giver således gamle ornamenter nyt liv og ganske overraskende har han løst det funktionelle aspekt med brochenålen, ved at integrere gamle brochedele i metal på de nye værker, så også delene på bagsiderne har får nyt liv. MIMOOL handler netop ikke kun om at vise respekt og hensyn til små levende væsener, men også om at vise omhu og ydmyghed overfor de ressourcer, vi som kunstnere skaber objekter af.

Toppe, tinsoldater og flyvende kufferter
At objekter får liv er også omdrejningspunktet i danske Josefine Rønsholt Smiths arbejde. Udover MIMOOL er hun også inspireret af den japanske folketro ‘Tsukumogami’, hvor man fortæller om onde ånder, der tager bolig i objekter, når de overskrider det 99’ende år. Disse tanker ligger ikke så fjernt fra H.C. Andersens mange eventyr, hvor personregisteret ofte er besat af toppe, tinsoldater og flyvende kufferter. Til udstillingen har Rønsholt Smith skabt fire halssmykker, der lever helt op til disse myter, og man fornemmer klart, at der er onde onder på spil. Der er noget drillende og uforudsigeligt i sammenstødet mellem de organiske former i træ og metallets hårde klang. Som om smykkerne er ved at blive levende, hvor et har fået fire ben, der rasler rundt, og midt i det hele rækker en af dem tunge ad os. Her er det os, der skal tage os i agt.

På poetisk vis giver dansk bosiddende Hongxia Wang nyt liv til det drivtømmer, man så ofte finder på de danske strande. Af dette ellers så triste og udpinte materiale har hun skåret og slebet sig til nogle elegante indtørrede frøkapsler, som rummer løfter om nyt liv. Hun understreger det værdifulde aspekt ved at sammensætte de organiske træornamenter med nogle stramme geometriske fatninger af 18 karat guld. Både materiale- og farvesammensætning er raffineret og subtil. Som det definitivt sidste kuld, der blev uddannet fra det nu lukkede Institut for Ædelmetal, leverer Hongxia Wang et smukt punktum på en fin udstilling, der rummer mange flere spændende arbejder, end jeg har omtalt her.

Se den, skynd dig!
MIMOOL er ikke mindst værd at besøge, fordi man får andet og mere, end man forventer. Det er en gave, når udstillingstemaet stemmer overens med de værker, man bliver præsenteret for. Rigtig mange af kunstnerne viser helt nye værker på udstillingen, og personligt sætter jeg pris på, at der ikke er alt for mange ældre værker presset ind under et nyt tema. Udstillingen har stor spændvidde – ikke kun kulturelt – og der bliver vist unikke arbejder, der er udført med stor variation af teknikker og materialer. Samlet set er de fleste værker udformet af dygtige håndværkere og kunstnere, og det er en fornøjelse, når det hele engang i mellem går op i en højere enhed.

Så skynd jer af sted til Klosterstræde, ikke bare for en smuk oplevelses skyld, men også for at tage jer tid til at reflektere over, hvordan vi hver især kan gøre verden til et bedre sted at være. Der er mange små væsener, som jeg gerne vil tilbyde en beskyttende plads i mit smykkeskrin fjernt fra et dødbringende slag med fluesmækkeren.