Gamle designikoner sættes i produktion

Gamle designikoner sættes i produktion

Kaare Klints Propeller blev tegnet helt tilbage i 1930, men sættes nu i produktion igen sammen med andre ikoniske møbler. Pressefoto

af Susanne Hviid

Susanne er cand. mag. i Fransk, Æstetik og Kultur og har bl.a. en fortid på DR. Nu er hun Sekretariatsleder i Kunsten Media Fonden, men er stadig tilknyttet designETC.

Billedserie

Ikoniske møbler af Kaare Klint, Mogens Koch og Mogens Lassen bliver nu føjet til Carl Hansen & Søns omfattende kollektion af møbelklassikere.

Designklassikere som Kaare Klints ikoniske Faaborgstol, Mogens Kochs legendariske Byggereolsystem og Mogens Lassens historisk inspirerede Egypterbord indgår nu sammen med andre ikoniske designs som en del af Carl Hansen & Søns kollektion, der hermed udvider paletten af kvalitetsmøbler.

Kaare Klints Faaborgstol blev præsenteret i forbindelse med indvielsen af Faaborg Museum i 1915. Pressefoto

Til trods for, at Faaborgstolen har mere end hundrede år på bagen, betragtes den i dag som skelsættende i kraft af sit enkle udtryk, sin konstruktion og den måde materialet er anvendt på med bl.a. håndflettet ryg og sider i fransk rørflet. Den blev tegnet i 1914 og præsenteret i forbindelse med indvielsen af Faaborg Museum i 1915. Faaborgstolen placerer sig ganske enkelt som en af møbelkunstens første moderne møbelklassikere, skabt af en af dansk designs helt store fyrtårne.

Blandt de øvrige møbler, som får nyt liv hos Carl Hansen & Søn, er også Kaare Klints verdenskendte Safaristol fra 1933 og den elegante Propeltaburet, der blev til på tegnebordet i 1930, men som først fandt sin endelige form i 1956. Den stringente Additionssofa fra 1933, den organisk formede Mix Chair fra 1930, den komfortable lænestol Easy Chair fra 1937, samt Red Chair-serien, der er en række polsterstole, som Kaare Klint tegnede fra 1927 til 1932 føjer sig ligeledes til kollektionen.

Kaare Klints Safaristol fra 1933. Den verdenskendte designer var i 1924 med til at grundlægge Kunstakademiets Møbelskolen og var både som underviser og designer med til at forme og inspirere en hel generation af dansk designs mest velansete formgivere. Pressefoto

Mogens Koch – funktionalitetens mester
Fra Mogens Kochs hånd føjes Foldestolen fra 1932 til Carl Hansen & Søns kollektion. Stolen, der er konstrueret på en måde, så den stabiliserer sig selv, når man sætter sig i den, var ekstremt moderne og enkel i sit udtryk da den blev skabt. Den indfrier designerens vision om at forene funktion og æstetik på en indlysende måde. Foldestolen, der tidligere kun har været fremstillet i bøg fås nu også i eg.

Kaare Klints siddestol The Red Chair med rødt gedeskind er tilbage i handlen. Pressefoto

Fra samme designer præsenteres ligeledes det fleksible Byggereolsystem fra 1928, der på mange måder er alle reolers moder. Systemet, der fremstilles i eg og valnød fås som noget nyt også i sortmalet eg. Endelig er Mogens Kochs elegante Easy Chair 51 og Model 52 sofaen også at finde i Carl Hansen & Søns kollektion. Møblerne, der blev tegnet i 1936, er en lille serie polstrede møbler med en synlig ydre træramme, som giver designet en markant og stilistisk stringent karakter.

“Vi har gennem årtier produceret en række af de bedste danske møbelklassikere og løbende opbygget en stærk møbelkollektion skabt af nogle af Danmarks bedste møbelarkitekter gennem tiderne – hovedsagelig med vægt på design udviklet i 1950’erne og 1960’erne. Med de mange nye eksklusive møbler af Klint, Koch og Lassen, tilføjer vi noget af det ypperste design udviklet i 1930’erne og 1940’erne til vores kollektion. På den måde bliver vi nu i stand til at fortælle hele historien om dansk designs storhedstid og føje nyt til fortællingen om de møbelarkitekter, der kom til at danne skole for navne som Hans J. Wegner og Poul Kjærholm,” udtaler direktør Knud Erik Hansen fra Carl Hansen & Søn.

Mogens Lassen Egypterbordet blev præsenteret for første gang i 1940. Pressefoto

Mogens Lassen – modernistisk pioner
Sidste nyhed i kollektionen hos Carl Hansen & Søn kommer fra Mogens Lassen, der var en af modernismens pionerer og stærkt inspireret af funktionalismens formidealer – ikke mindst den franske arkitekt Le Corbusier. Hans klassiske sofabord Ægypterbordet blev første gang vist på snedkerudstillingen i 1940. Det runde bord med det sammenklappelige stel og de elegante messingdetaljer er inspireret af de foldetaburetter, der blev fundet i den ægyptiske farao Tutankhamons grav – deraf navnet.

Kilde: Pressemeddelelse

Kaare Klint, Mogens Koch og Mogens Lassen var blandt de første danske møbelarkitekter, der banede vejen for funktionalismen, og dermed kom til at spille en afgørende rolle for begrebet Danish Modern, der satte Danmark på verdenskortet i 1950'erne. Med deres visionære idéer og materialeforståelse kom de til at præge generationer af danske møbeldesignere, og i løbet af nogle årtier skabte de en række ikoniske møbler, som blev indbegrebet af dansk designs guldalder. En række af disse design samles nu hos Carl Hansen & Søn, der hermed udvider paletten af kvalitetsmøbler.

De gamle designikoner fra Carl Hansen & Søn er allerede i butikkerne

Del artiklen

'Gamle designikoner sættes i produktion'

Facebook