I svævende bevægelse mellem kunst og design

I svævende bevægelse mellem kunst og design

Værket Rotations, der var med på dette års MINDCRAFT-udstilling i Milano, kurateret og iscenesat af Henrik Vibskov for Statens Kunstfond. Foto: Jeppe Gudmundsen Holmgreen / MINDCRAFT2017

af Henriette Noermark

Med sin akademiske baggrund sat i praktisk og læsbar omgang med designverdenen har Henriette Noermark stor indsigt i feltets udøvere som skribent og kurator.

Billedserie

The Year of The Circles
Patrick Parrish Gallery
14 sep - 14 okt

Han sætter det klassiske funktionalitetsbegreb i baggrunden, insisterer på æstetisk skønhed og definerer et rum med sine svævende, kinetiske mobiler. Vi har besøgt Kasper Kjeldgaard i Aarhus til en snak om funktionalitet, proces og tid – og skismet mellem design og kunst. Den 14. september åbner hans soloudstilling i New York.

Kasper Kjeldgaard forbeholder sig retten til at bevæge sig frit i feltet mellem design og kunst. En ret der fra medio september sender hans 15 primært nye værker – mobiler, relieffer, skulpturer og lamper – til Patrick Parrish Gallery i New York. Værkerne forholder sig til henholdsvis tiden og cirklen som fænomener – deraf titlen The Year of The Circles.

Kasper Kjeldgaard er stadig dybt funderet i det teoretiske, men det er efterhånden et års tid siden, han tog afgang fra møbel- og rumlinjen på KADK. Allerede inden sin afgang havde han dog udstillet sine objekter flere steder, solgt sine mobiler i Stilleben og på Louisiana og havde på den måde allerede ét ben ude af institutionen.

Kasper Kjeldgaard blev uddannet møbeldesigner fra KADK sidste sommer, men arbejder nu primært med abstrakte skulpturelle værker, som han har udstillet på bl.a. MINDCRAFT2017, Chart Art Fair – The Curio og Patrick Parrish Gallery. Foto: Roar Paaske

Siden da er det gået stærkt for den 34-årige designer: Han er flyttet til Århus, hvor han har etableret værkstedsfællesskab, han har deltaget på forårets MINDCRAFT2017 i Milano, han har udstillet på Chart Art Fair – The Curio og om lidt udstiller han for anden gang hos Patrick Parrish Gallery i New York, der har taget ham under sine vinger. I disse dage arbejder han således frem mod sin første soloudstilling, som viser, at han er noget andet og mere end den gængse møbeldesigner.

“Jeg betragter mig selv som én, der praktiserer møbeldesign. Det første, jeg ser i et materiale, er dets funktionelle kvaliteter: Er det hårdt, blødt, tungt eller let? Måden at arbejde med overgange, strukturer og bearbejde funktion på har jeg med fra møbelfaget,” fortæller Kasper Kjeldgaard.

Men det er ikke stole eller borde, der optager hans tid, når han står bag drejebænken – snarere et overordentligt nørdet tilgang til få, specifikke materialer som træ, messing, voks og tråd – og som adskilt består af aflange stænger, drejede flader og rundede former. Siden de første mobiler har Kjeldgaards svævende objekter fået mere volumen, er blevet sværere at producere og dermed fået mere værdi. Han laver selv alt på sin drejebænk og har det sidste års tid raffineret sit udtryk yderligere, og han er ikke længere overbevist om, at ét objekt behøver forene alle de teknikker, han kan.

Abstrakte skulpturelle værker i svævende bevægelse mellem kunst og design, der lige om lidt blivet udstillet hos Patrick Parrish Gallery i New York. Foto: Roar Paaske

“På mit bord på KADK lå der kork, træ og papir, som jeg lavede kompositioner af, kontekstualiserede og formgav med. I processen frem mod det endelige resultat, som var et møbel, arbejdede jeg med skulpturen eller mobilen som et redskab, et middel. Undervejs har jeg skullet argumentere med næb og kløer for mit valg om at blive i den såkaldte proces frem for at lave møbler.”

Kasper Kjeldgaard tænker tilbage på studietiden, og hvordan der på KADK blev lagt stor vægt på funktionalitet i ordets traditionelle forstand. Det lagde meget stramme formgivningsmæssige bånd på designet, og han følte det voldsomt begrænsende at skulle give afkald på for mange muligheder. Så det droppede han ligesom.

Kasper Kjeldgaard foran en af sine store voksskiver og bag en mobile bestående af voks, tråd og messing til udstilling hos Patrick Parrish Gallery. Foto: Henriette Noermark

“Jeg forholder mig dog stadig til funktionalitet og ser på, hvordan man bevæger sig omkring objektet, hvordan man bruger det i et rum eller hvordan materialerne arbejder sammen,” forklarer han.

At komponere et objekt
Formgivning og det at forbedre sit håndværk minder om at komponere en klassisk melodi, mener Kasper Kjeldgaard.

“Med messinget tegner jeg en vertikal streg, som jeg spænder en snor på, så det får en pointeret retning. Det er vigtigt, at der er en rytme og en ligevægtig spænding.”

Kasper Kjeldgaard tilfører som det eneste element flydende bivoks til sit ellers minimalistiske materialekatalog. Voksen smeltes og drejes i diskform på en kerne af asketræ eller messing. Foto: Jeppe Gudmundsen Holmgreen / MINDCRAFT2017

Kaspers objekter starter altid med en nysgerrighed over, om det kan dreje på en bestemt teknisk måde, og hvilken sammenhæng elementerne kan danne. Der opstår nogle interessante forhold i spændingen mellem at reducere og tilføje materiale. I hans tidligere objekter handlede det primært om at skære fra på drejebænken, nærme sig den inderste kerne og frembringe det ønskede objekt ved at skrælle lag af. Men udkommet blev forudsigeligt, så det sidste års tid har Kasper Kjeldgaard tilført flydende bivoks til flere værker med klare referencer til centreringen og cirklen, og dermed åbnet op for et organisk, flagrende materiale, der har sit eget liv og vilje. Objekterne er stadig minimalistiske, enkle og ærlige, forstået ud fra de klassiske designforskrifter om ikke at skjule samlinger, men at vise alt frem.

“Objekterne er mere simple og stringente end tidligere. Jeg forsøger at skabe en ligevægtig spænding mellem det organiske, det stramme, det robuste, det skrøbelige og det porøse. Og så handler det om aflæselighed, for jeg tilstræber, at man som beskuer ser på dem på funktionsniveau; man kan tage stilling til universalkræfter som rotation, friktion og tyngdekraft og man skal helst kunne betragte dem uden at det bliver for fortænkt,” fortæller han.

Bag drejebænken har Kasper Kjeldgaard værk- og arbejdstøj, tråd og skitseblokke. Sammen med sin kæreste etablerede han værksteds- og arbejdsfællesskabet 156M, beliggende i Jægergårdsgade, Århus, i foråret. Foto: Henriette Noermark

Tid som parameter og formgivningens kerne
Et af Kasper Kjeldgaards foretrukne processuelle pejlemærker er tid; et tema han fik mulighed for at udforske op til sin deltagelse på forårets MINDCRAFT2017 udstilling i Milano under Salone Del Mobile. Kurator og designer Henrik Vibskov havde tildelt hver medvirkende formgiver et specifikt tidsrum at arbejde ud fra, men derudover havde han frie tøjler til at eksperimentere.

“Tid er et væsentligt parameter i min praksis, og jeg er inspireret af den nu afdøde danske billedhugger Willy Ørskovs tanker og teorier om, hvordan man styrker et værk ved at indlejre tre tidsperspektiver i det. Han taler om den tid, man betragter et værk, den tid, der er gået siden værkets tilblivelse og den tid, det har taget at skabe værket.”

Den gule sol af bivoks fascinerede publikum på alle tider af døgnet under MINDCRAFT-udstillingen i Milano i foråret. Foto: Alastair Philip Wiper / MINDCRAFT2017

Til MINDCRAFT2017 viste Kasper Kjeldgaard tre mobiler samt én stor, frithængende voksskive, som satte sig som åreringe i lag og dermed tydeligt pointerede det tidslige perspektiv – tiden han havde brugt på at fremstille det og med dets forfald også den tid, der var gået siden da. At få indlejret tid som et synligt element er vigtigt for Kjeldgaard, og Willy Ørskovs betragtning om, at man skal kunne aflæse objektet, som det står her og nu, lægger ham meget på sinde.

“Det ligger en poesi og en kvalitet i at se materialer som ubehandlet messing og voks patinere, og man får en idé om objektets levetid,” påpeger han, og henviser til, at indikationen af tid også er interessant: “De bevæger sig. Eller de kan, men gør det ikke.”

Når man ser på mobilen, forventer man en bevægelse, fordi potentialet er der, men det er mindst ligeså interessant at tænke sig til alle de cirkulære streger, mobilen potentielt set kunne tegne, fordi det skærper sanserne og får én til at dvæle, fokusere og lade sig diktere af den forventningsfulde ventetid.

Mobile, kunstværk, kunsthåndværk, arkitektur? Foto: Roar Paaske

Det smukke objekts flirt med kunsten
“Et objekt skal være smukt. Det vægter jeg højt. Jeg har en naturlig hang til at skabe noget, jeg synes er umiddelbart skønt. Det går forud for det konceptuelle, historiske og symbolske indhold,” siger Kjeldgaard og griner af, at den lidt laissez faire tilgang til kunsthistorien nok ikke var gået på Akademiet.

Det har også været et langt tilløb for Kjeldgaard som møbeldesigner at nå punktet, hvor han kalder det, han laver for ’skulpturer’ og se sig selv placeret i kunstens verden. Han er gået fra at lave små arkitektoniske konstateringer, pyntegenstande, til nu at lave abstrakte værker, som til september igen skal udstilles i gallerisammenhæng.

Spørger man, hvad han stræber efter, så svarer han, at det er at raffinere sine teknikker og forarbejdningsmetoder og fortsætte udviklingen af sit materialekartotek – samt vise sine værker i en kontekst, hvor de bliver værdsat som det, de er. Og det sker på hans kommende udstilling i New York.

Del artiklen

'I svævende bevægelse mellem kunst og design'

Facebook