I nærkontakt med salonkunsten

I nærkontakt med salonkunsten

Galleri Ann Linnemann lægger hus til udstillingen, hvor Hans Munch Andersen forener natur, tumlinger og vildskab. Foto: Ann Linnemann

af Tina Midtgaard

Tina Midtgaard er uddannet arkitekt og har i mange år arbejdet tværkulturelt indenfor design, kunsthåndværk og kunst. Hun har designet og kurateret adskillige udstillinger nationalt og internationalt, været redaktør på flere udgivelser om dansk design, drevet galleri og undervist.

Billedserie

Salonen - mere end krukke
Galleri Ann Linnemann
Indtil 15 sep

Salonen – mere end krukke er titlen på Hans Munck Andersens udstilling, der formidler en klassisk keramiker i dyb synkronisering med naturens adfærdsmønstre. Men man fornemmer også en eksperimenterende vildskab, der griber fat i fænomener som popart, hippiekultur og aktivisten Angela Davis.

Udstillingstitlen refererer til begrebet ’salonkunsten’, som i 1800-tallets sidste halvdel blev brugt som en nedsættende betegnelse for vulgær ikke-kunst, som ukyndige mennesker lukkede ind i deres stuer. Salonkunsten provokerer vores opfattelse og definition af, hvad kunst er, og det er denne dynamik, som Hans Munck Andersen bringer ind i sin udstilling.

Musculus sphincter externae. Porcelæn., 2007. H.25cm. L.40cm. B. 30cm. Foto Simon Lautop

Det er i det hele taget et meget relevant og interessant omdrejningspunkt, set på baggrund af kunsthåndværkets tilbagevendende evne til at blive genstand for diskussionen om, hvor det befinder sig i kunsthierakiet.

Provokunst
Der er ikke noget vulgært eller dårlig kunst over Hans’ arbejde. Det er udelukkende i kraft af værkernes karakter, deres fysiske størrelse og deres egnethed til placering i en hjemlig skala, at salonbegrebet genintroduceres i et positivt og legende perspektiv.

Fad af Angela Davis, 1970. Royal Copenhagen Museum. Nu på CLAY i Middelfart. Foto: Rosa Engelbrecht

Popkunst, Memphis og traditionelle japanske håndværkstraditioner er blot nogle af de elementer, som Hans Munck Andersens knytter sammen i sine keramiske værker. Dertil kommer genbrug af formværktøjer og materiale fra tidligere arbejder. Blandingsforholdet af elementerne forandrer sig igennem hans mangeårige virke, og de værker, som vises hos Ann Linnemann, er primært skabt indenfor de sidste fem år.

Forskydning, symbiose, vækst og kontrol
Udstillingen i Kronprinsessegade trækker i to arbejdsmæssige retninger. Den ene som en direkte reference til de principper, der ligger til grund for den form-og vækstgentagelse, som forekommer i naturen. Den anden retning er inspireret af den traditionelle, japanske ‘neriage-teknik’. Neriage-teknikken er baseret på indfarvede, rullede porcelænsbånd, som lægges i lag, og i Hans´ fortolkning af teknikken, har den fået form af små, delikate, detaljerede og farverige skåle. Der er indlejrede forskydninger og tekstile detaljer, og skålene udgør en smuk symbiose mellem organisk vækst og kontrol.

Blå skål med neriage-teknik fra 2017. Foto: Ann Linnemann

Udstillingens øvrige værker er skabt af porcelæn iblandet lavafragmenter og fremstår i høj grad som et naturskabt materiale. Skulpturerne er respektfuldt bearbejdet og tilfører objekterne en æstetisk opstramning i form af linjer og andre finesser, som fremhæver naturlige kvaliteter i værkets komposition og taktillitet. En del af disse værker er navngivet tumlinger og har en indbygget mobilitet, idet de kan rotere omkring deres eget centrum. Ikke nødvendigvis 360 grader, men i et udsnit af den fulde omdrejning. En detalje, der betyder, at tumlingerne kan forblive i svinginger i nogle sekunder, og at udstillingen, delvist og i glimt, er dynamisk – hvis man altså har nerver nok til at sætte dem i bevægelse…og får lov.

Eksistentiel funktionalitet
Tumlingerne er fysisk tiltrækkende, kropslige og sensuelle. Overfladen er blødere end silke og skulpturerne har en dimensionering som gør, at hænderne ikke rigtig kan holde sig fra dem. Her udfordrer Hans Munck Andersen igen salonkunst-begrebet, når han inviterer til nærkontakt med ønsket om, at værket indtager en dynamisk rolle i dit liv og ikke forbliver et distanceret og ophøjet stykke kunst.
Den funktionalitet, der knytter sig til tumlingerne, er ikke konkret, men livsbekræftende og eksistentiel og et meget forfriskende perspektiv på begrebet funktion.

Tumling med grønt og polychromt fragment. 2016. Foto Ann Linnemann

Hvor blev vildskaben af?
I tumlingerne og i andre værker på udstillingen kan man finde referencer til nogle af Hans Munck Andersens tidligere skulpturelle værker. Der er et formmæssigt slægtsskab, hvor 70’ernes farveglade popkultur nu er forenklet og videreført ind i en subtil stringens og dekonstrueret afklarethed. Men man savner noget baggrundsviden for at få en forståelse af denne udvikling.

Jeg er altid meget sulten på histore og savner muligheden for  at få en dybere forståelse af det, der gik forud for håndens arbejde. Også udstillingens titel antyder, at der er lidt mere på spil end en smuk udstilling. Jeg bliver nysgerrig på en større italesættelse af historien og af anslaget, titlen, som kunne være spændende at få udfoldet, netop ved at inddrage nogle af Hans’ tidligere værker. Dette sagt med fuld forståelse for, at dette ikke er en retrospektiv udstilling, og at man skal fokusere sin fortælling, når man har begrænset plads til rådighed.

Relief med nautiler. År 2009. Foto Ann Linnemann

Materiale og kontraster
Som helhed fremstår udstillingen lige så stringent og flot som Hans Munck Andersens værker. Det fine lysindfald i Ann Linnemanns galleri understreger værkernes delikate karakter og bidrager til at skabe dialog med naturens elementer, som udstillingens værker er rundet af.

I udstillingen indgår også et par større relieffer, som er skabt i et samarbejde mellem Hans Munck Andersen og møbeldesigner Tyge Axel Holm. De består af mørke træflader, hvorpå én eller flere af Hans’ skulpturer er monteret. Igennem intarsia-teknikken, spejler træfladerne nogle af de motiver, som er en del af de keramiske værker. Det mørke træ går igen som kvadratiske sokler, der skaber en smuk kontrast til de lyse, sandstensfarvede, stoflige skulpturer.

Hans Munck Andersen er født i 1943, bor og har værksted på Bornholm siden 1973. Han er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København 1963-68 og gik herefter på Kunstakademiets Arkitektskoles Designafdeling 1972-73.

Del artiklen

'I nærkontakt med salonkunsten'

Facebook