Mia Lagerman

Uddannet møbeldesigner, Konstfack, Stockholm, 1991
Master-grad fra Kunstakademiet, Kbh, 2015
Eget studio siden 1993

Mia Lagerman (tidligere Gammelgaard) er en etableret designer på den europæiske scene, hvor den svensk-danske formgiver igennem 20 år har arbejdet sammen med flere af de bedste brands. Den danske svensker, der har boet i København siden 1993, men som er født, opvokset og uddannet i både Stockholm og København, er en inkarneret skandinav, der tror på kvalitet, funktionalitet og æstetik. Den treenighed implementerer hun i praksis på sin tegnestue i København, hvor hun skaber bredt varierede produkter i så forskellige kategorier som sanitet, møbler, lamper og produktdesign.

Mia Lagerman blev i 2011 inviteret med til konkurrencen om at indrette Finn Juhl-salen i FN-bygningen i New York. Mia var en af de fem udvalgte designere, der skulle nytænke salens indretning og designe nye møbler til rummet. Året efter blev Mia Lagerman formand for Snedkernes Efterårsudstilling, der er en eksperimenterende platform for nyuddannede som anerkendte designere og arkitekter, der hvert år samarbejder med en producent om at skabe et nytænkende møbel.

Del profilen

'Mia Lagerman'

Facebook