Q&A: Anders Ruhwald

Mandshøje keramiske skulpturer poserer i rektangulære og cirkulære formationer på galleri Moran Bondaroff i Los Angeles.

Kan du forklare udstillingens titel mere konkret? The Hand is the Mind is the Bomb that Blows?
Titlen er en måde at antyde de tanker, jeg har haft omkring værkerne, mens jeg lavede dem. Titlen prøver at anskueliggøre den flertydighed, som ligger i kernen af de 25 skulpturer. Værkerne er en sammenblanding af formelt skulpturnørderi, materialeudforskning, fysisk engagement, krop, koncept og uforudsigelighed, og dermed er titlen en måde at bringe det frem. Der er ikke én måde at anskue udstillingen på, den kan angribes fra mange vinkler. Ingen er mere korrekt end den anden.

Hvordan kan det være du nu arbejder i mandshøje skulpturer? Er det den fysiske udfordring eller den skulpturelle?
Det er nok både det fysiske og det skulpturelle. Hele ideen til udstillingen startede efter et besøg på Cleveland Art Museum, hvor de har en af støbningerne af Rodins Tænker. I 1970 var der en venstreorienteret gruppe, der besluttede sig for at stikke et par stænger dynamit op under Rodins skulptur, som fik blæst det meste af soklen i stykker.

Museet kom frem til den konklusion, at værket ikke kunne restaureres, og man valgte i stedet for at geninstallere skulpturen i sin deformerede tilstand. Hermed ændrede skulpturen sit udtryk og fik indskrevet den politiske manifestation i både materialet og formen, og således blev en ellers halvdød patosfyldt skulptur igen gjort relevant for sin samtid gennem en materiel deformering.

Den historie blev grundlag for udstillingen, og det fysiske aspekt, at værkerne kommer fra en afsøgning af, hvad der skal til for at gøre noget så bøvlet som det kropslige/figurative relevant, og hvorledes materialitet kan fungere i en politisk manifestation. Samtidig blev det vigtig for mig, at jeg kunne håndtere alle værkerne selv og styre dem igennem hele processen alene, så værkerne havde et 1:1 forhold til mig.

De er således alle bygget til min øjenhøjde, med brug af meget få værktøjer og uden hjælp fra assistenter. Det var en måde for mig at komme ind til kernen af den måde, jeg udvikler mine ideer på og træde lidt tilbage på nogle af de større projekter, jeg har brugt de sidste par år på.

Dit ‘normale’ afsæt i brugsobjekter, som du mimer i skulpturelle værker, der ikke er funktionelle – synes at være lagt på hylden her. Hvorfor?
Jae, måske fordi min interesse i brugsobjekter grunder i deres tvetydighed og i ideen om, at et objekt kan ændre betydning, alt efter hvilken sammenhæng, det optræder i. Jeg har aldrig set nogen modsætning mellem det såkaldt skulpturelle og såkaldt funktionelle. For mig er det en del af det samme spektrum. Der er ikke noget objekt, der er 100% skulptur eller 100% funktionelt – der er altid lidt af det andet og tit meget af begge.

Til denne her udstilling har jeg taget afsæt i en historie om en skulptur, og det er derfor, at de fremstår mere skulpturelle. Den store landvinding for mig i denne her udstilling, har været den totale omfavnelse af leret og keramikken i det hele taget. Jeg har givet slip på ideen om at prøve at styre præcist, hvorledes et værk skal ende med at fremstå og i stedet lade processen lede vejen.

Det er ikke fordi, jeg prøver at lave noget ‘wabisabi’ hippie-lort, hvor alt er OK, men jeg er nok kommet nærmere en accept af, at der i materialet ligger muligheder, som man ikke kan forudsige, og jeg i processen kan finde noget nyt. Der bliver stadig redigeret og rettet ind konstant, men jeg prøver ikke at forme ideerne, før jeg arbejder med materialet.

Har farverne en betydning i de nye værker – og antallet?
Hvis man vil, kan alle de 25 værker placeres i en farvecirkel. Der er ikke nogen specifik betydning til de enkelte farver, men i de 25 værker er stort set alle farver til stede. Det har jeg ikke gjort i udstillingsopsætningen, men det er sådan farvevalgene er kommet til.

Jeg ville ikke have noget hieraki mellem værkerne, så 25 var et godt antal. Det kan blive til at kvadrat – ens fra alle sider. 16 eller 36 ville osse have været fint, men 25 virkede tilpas til galleriets størrelse. Jeg valgte at udstille værkerne i en sluttet rektangulær formation, så der ikke er nogen begyndelse eller slutning, men at de i stedet står på række, og man kan begynde, hvor som helst. Dermed mødes cirklen og firkanten samtidigt med, at arrangementet antyder nogle af de processer og tanker, der ligger bag værkerne.

Du er en af de få danske keramikere, der bor og arbejder i udlandet. Hvad har det givet dig?
Det er svært at sige, for jeg ved jo ikke, hvordan det ville have været at blive i Danmark. I 90’erne og starten af 00’erne var det nærmest en joke at være keramiker i Danmark, og det føltes befriende at komme væk.

USA er et vildt og kompliceret land, men det er ret sjovt at være kunstner her, for der er ikke meget, der holder en tilbage. Og det har givet mig nogle fantastiske muligheder, som måske ville have været svære at finde i Danmark. Jeg har altid godt kunne lide at være udlænding og stå lidt udenfor den kultur, jeg befinder mig i. Dermed slipper man for mange antagelser om, hvordan ting bør være.

Jeg har lige sagt op fra et fint undervisningsjob og har dermed kastet mig ud i en ny fase af livet med mere frihed, men også mindre sikkerhed. Så alt står vidt åbent lige nu, og det er nok sådan, jeg har det bedst.