Skal vi skubbe dug sammen?

Udstillingen FOLD er den syvende i rækken i Bagsværd Kirke, som over en periode på et års tid viser i alt ti udstillinger. Udstillingsrækken TIL STEDEt er initieret og kurateret af arkitekt og smykkekunstner Katrine Borup.

Dialog og låste døre
Udstillingen har en intention om af gå i dialog med Utzons arkitektur, ja altså, måske mere præcist med gallerigangen, som er et rum, der ikke helt byder på de samme grandiose rumlige kvaliteter, som er i kirkerummet og i bred forstand forbindes med Bagsværd kirke. Imidlertid opstår der en fascinerende dialog mellem gallerigangens strømlinede underspillede rytmik og en foldet bunke gamle duge, hvor der er en ydmyghed tilstede i de to vidt forskellige udtryksformer, som klæder hinanden.

Bagsværd Kirke er ’State of the Art’ indenfor kirkearkitektur, og bygningen er også et af mine yndlingssteder i Københavnsområdet, når sindet har brug for en åndelig opløftning.

Inden jeg besøgte FOLD var jeg i tvivl om, hvorvidt det ville være en fordel eller ulempe i forhold til min oplevelse af udstillingen. For jeg kunne næsten ikke bære tanken om alt for meget støj på den subtile og arkitektonisk renskurede baggrund som kirkens rammer repræsenterer.

Umiddelbart kunne jeg godt ønske, at der var tænkt lidt mere over oplevelsen af at ankomme til kirken, og hvordan det specifikke værk indgår i rejsen gennem kirken. Måske var det bevidst, men der var ikke adgang til udstillingen gennem hovedindgangen og dermed kirkerummet. I stedet bliver man ledt ind af en sideindgang, som fører direkte ind i det gangareal, hvor udstillingen befinder sig. Men faktisk tror jeg, det var en fordel for mit besøg, at jeg ikke først blev konfronteret med det overvældende kirkerum, for nu kunne jeg opleve udstillingen med uforstyrret åbenhed.

Point of no return
Jeg var på besøg ved ferniseringen og blev dermed del af en happening, som skulle færdiggøre den endelig repræsentation af værket FOLD.

Værket består af et større antal bordduge, som Kirkens Korshær har samlet sammen for de to kunstnere Birgitte Munk og Iben West, der udgør kunstnerduoen BIT. Det er en sympatisk præmis i udstillingskonceptet, at kunstnerne ikke måtte sortere duge fra. Dét som blev leveret, var dét, der skulle arbejdes med.

Ved min ankomst var alle duge, i forskudte lag, lagt horisontalt ud på gulvet i den lange udstillingsgang, og de efterlod kun en ganske smal passage i den ene side.

Der var alle mulige slags duge; blomstrede, ternede, broderede, vævede. Alle mulige størrelser og farver og tillsammen udgjorde de et mangfoldigt patchwork af kulturhistorie. Man kunne sagtens fornemme den omhu, udfordring og fornemmelse for komposition, der har ligget til grund for oplægningen af det virvar af duge, der udgør værkets fundament.

Undervejs i ferniseringen havde kunstnerne orkestreret et Point of no Return, hvor alle gæsterne blev bedt om at tage opstilling i den smalle passage, langs den ene mur og gå i knæ, lægge håndfladerne opad og i fællesskab skubbe de udfoldede duge sammen i én kæmpe fold, op imod den modsatte væg.

Og pyh-ha… man fik næsten sved på panden, og der opstod et lille adrenalinfyldt moment, selvom det hele var overstået på få sekunder. Jeg ved egentligt ikke rigtigt, hvad der kunne være gået galt, men i hvert fald lagde vi i fællesskab de sidste hænder på værket, som nu fremstod i sin endelige form.

Det var en inspirerende oplevelse, og jeg blev ramt af en sær blanding af associationer til mormor, sommer-hus, fætre og kusinefester, ’flashmobs’, performativ urbanisme og readymade-kultur, hvor daglig-dagsobjekter udstilles som kunst.

Erkendelse og iscenesættelse af kulturhistorien
FOLD er et kunstteoretisk projekt, som ikke udelukkende er baseret på værkæstetikken, men også på dialog og sociale interventioner gennem en fællesaktion med andre mennesker. I Birgittes og Ibens mangfoldige samarbejde tages udgangspunkt i eksperimenter, som udforsker grænser og potentialer i installationstraditionen. I fællesskab sætter de gang i transformationskæder, hvor én handling afleder den næste. Der er dermed kalkuleret med en høj grad af tilfældighed i den ofte formelle og minimalistiske proces, der undersøger og aktiverer materialernes iboende potentiale. Denne tilgang er også anvendt i udstillingen FOLD og man fornemmer en erkendelsesproces, der tilfører placeringen i Bagsværd Kirke en smuk og relevant dimension.

FOLD får en fin anbefaling med herfra, Birgitte og Iben har udviklet og raffineret en meget interessant formel ved at itale- og iscenesætte vores fælles kulturhistorie gennem alt vores gamle, ophobede skrald.

Højdepunktet i mit besøg var helt sikkert, da folden blev skabt i fællesskab med de andre besøgende, dette er desværre nok en dimension af værket, som jeg er i tvivl om er særlig tilstedeværende for de efterfølgende gæster. Men ihvertfald vil man nok forundres over den mystiske pølse af gamle duge, der ligge foldet sammen langs den ene væg i gallerigangen.