New Danish Modern: Designevent i Aarhus

New Danish Modern: Designevent i Aarhus

Under New Danish Modern viser Brdr. Petersen, hvordan klassiske møbler formgives og polstres. Her Jørgen og Nanna Ditzels lænestol med runde, organiske former, der uofficielt blev den kaldt Ammestolen. Pressefoto

af Redaktionen

Charlotte Jul, Stine Nørgaard Lykkebo og Susanne Hviid udgør tilsammen redaktionen på designETC, og denne artikel er blevet til i et samarbejde mellem vores forskellige kompetencer, blik og erfaring.

Billedserie

New Danish Modern
Aarhus
12-21 okt

I forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 vil byen i den kommende uge være centrum for designudstillinger, talks, workshops og debatter.

Under temaet fortid, nutid og fremtid byder New Danish Modern på events for børn og voksne, designprofessionelle og alle med interesse for design:

”Vi har sammen med en lang række gode samarbejdspartnere tilrettelagt et alsidigt program, som afspejler bredden i dansk design og gerne skal give nye perspektiver på, hvordan design forstås. Vi hylder designarven, men viser også hvordan, vi arbejder videre med den. Unge talenter er inspireret af designklassikerne, men design-DNA’et, og måden de formgiver og tænker design på, afspejler sig i dag i alt fra nye forretningsmodeller til velfærdsdesign,” siger Henrik Weiglin, direktør i Design denmark.

Carl Emil Jacobsen holder åbent i sit studio under New Danish Modern, hvor publikum kan se, hvordan han som kunstner og designer arbejder med materialeeksperimenter og formudvikling. Pressefoto

I det 2.000 m2 store udstillingsrum O Space kan publikum opleve tre designudstillinger: Reflections, som viser udvalgte danske klassikere i dialog med nye designs, Designrådets Pris, som præsenterer udvalgte værker af designere, der har vundet prisen siden 1980, og Danish Design Award-udstillingen, som giver et indblik i, hvilken forskel design gør i samfundet, i virksomhederne og for individet.

Karen Lundmark Jakobsen har designet loungestolen Weave til Mindcraft-udstillingen i Milano. Stolen er brugeren selv med til at færdiggøre ved at væve brugte tekstiler rundt om stålrammen. Pressefoto

I løbet af ugen kan publikum komme helt tæt på og møde arbejdende designere i åbne værksteder og workshops. Kjeldtoft Møbelsnedkeri og Brdr. Petersen viser live, hvordan klassiske møbler formgives og polstres, og virksomheden Balderus Stoleflet afslører, hvordan flet-sædet på Wegners Y-stol bliver til. Tapetdesigner Heidi Zilmer viser publikum, hvordan hun håndmaler tapeter med gamle maleteknikker, som dermed bevares og revitaliseres.

Arkitekt Bodil Kjær, der har opnået ikonisk status, deltager i en samtale under New Danish Modern. Pressefoto

Bruun Rasmussens eksperter afholder åben vurderingsdag, og der vil være samtaler som ’Kend din klassiker’, og en sjælden samtale med professor og arkitekt Bodil Kjær, der i en lang international karriere har søgt viden og indsigt i metoder og materialer. Hendes møbler har fået ikon-status og går til tårnhøje priser på aktioner verden over.

I et kreativt laboratorium kan børn og barnlige sjæle ’rejse ind’ i fremtiden og være med til at undersøge, hvordan fremtidens hverdags-design kunne se ud:

”Danmark er allerede kendt som en designnation, og New Danish Modern vil fejre vores stærke designarv og vise, hvor dansk design står i dag,

og hvad der i fremtiden skal fastholde og udvikle Danmarks position som førende designnation,” siger Rebecca Matthews, administrerende direktør i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, der sammen med et stort hold af virksomheder og designorganisationer har stablet arrangementet på benene.

 

Kilde: Pressemeddelelse

Find arrangementer i programmet og på Facebook.com/newdanishmodern

Ud over aktiviteterne i O Space omfatter New Danish Modern også en erhvervskonference om designtænkning udviklet i samarbejde med Aarhus Universitet, Faculty of Arts, og en åbningsfest med prisuddeling, debat, talks og middag.

New Danish Modern er kulturbyårets største designevent, som er initieret og kurateret af Design denmark (Dd) og dennes klyngeinitiativ i Region Midtjylland, Business by Design. Eventen udvikles i samarbejde med virksomheder og designorganisationer i hele landet: Foruden Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad bidrager Design Museum Danmark, Dansk Design Center, Designrådet, ARoS, Godsbanen, Aarhus Universitet m.fl

Del artiklen

'New Danish Modern: Designevent i Aarhus'

Facebook