Svæver som en sommerfugl, stikker som en bi

I ‘O’Space Gallery, en gigantisk betonhal på havnen i Aarhus, afholdes designbegivenheden New Danish Modern med gratis workshops, foredrag og udstillinger fra den 12. til den 21. oktober.

Udstillingen Reflections/ Arvtagerne vises i centrum af hallen, der er mørk og kold og perfekt ustylet med gabende silomundinger i loftet og graffiti på væggene.

Kuratorerne Beck & Kinch har udvalgt en række kontemporære designobjekter og såkaldte tidløse klassikere, der møder hinanden i fire ‘bokseringe’ i hallen.

Rock ‘n wool iscenesættelse
Bokseringene er fire udstillingsarenaer, der er spændt ud mellem hver fire søjler med sammenbundne cykelslanger. Bokseringene er hævet fra gulvet med to lag isoleringsmåtter, som fungerer som podier og sågar gentænkt tallerkenrække med en skudsalve af musselmalede middagstallerkner, der kiler sig ned i Rockwool’en.

Til at kuratere og iscenesætte to generationers design er meget passende de to generationer bag Beck & Kinch, Annemette Beck og Sofie Kinch. Henholdsvis tekstildesigner med mange års international erfaring med blandt andet interiørdesign for modehuse som Chanel, Armani og Dior og arkitekt med en ph.d. i atmosfære-design. Mor og datter og partnere i Beck & Kinch.

At der er en østjysk linje i kurateringen gør ikke udsynet snævert lokalt og dansk design begrænser sig i Beck & Kinchs fortolkning ikke til bleg bøg og stramt vævet siv, eller til det praktiske og pletafvisende.

Panton styrer stadig
Panton åbner med en elegant ‘jab’. VP spiral gold-lampen (produceret af Verpan) er designet af den gamle psykedeliske mester i 1969 og kan stadig stjæle opmærksomheden.

Og nu kommer der ikke flere boksemetaforer, det lover jeg. For det første, fordi jeg ikke kan flere. For det andet, fordi det, der foregår i de fire firkanter, ikke minder ret meget om (bokse)kampe mellem nyt og gammelt.

Det er kuratorernes fortjeneste, at det ‘gamle’ design ser nyt ud i den uærbødige iscenesættelse. Og når man opdager, hvordan yngre designere gentager gammelkendte former, får man samtidig blik for, hvordan de nye variationer tilføjer noget, ja, nyt.

Panton får således interessant modspil af Laura Bergsøe med Bergsøe Silverwood table fra 2017. Bergsøes bord er skabt af naturens materialer, men vi er tættere på Pantons dekadence end FDB-møblernes nøjsomhed, for bordpladens ujævne sprækker glimter med flydende sølv.

De unge tager rampelyset
Det klæder udstillingen, at det oftest er de unge designere, der løber med opmærksomheden. Og at kunstneriske og eksperimenterende værker deltager på lige fod med kommercielle kendisser.

Gamfratesis Mask fra 2017 er overdimensionerede afrikansk inspirerede masker i sarte sandfarvede tekstiler fra Kvadrat. Sammen med svævende Trisser af Nanna Ditzel fra 1962 (produceret af Snedkergaarden Them A/S) og Hans Sandgrens ukonventionelle skammel Rockable fra 1999 (produceret af Orebo) danner de et legende og eksperimenterende interiør.

Den klassiske runde Friis & Moltke-lampe FM 1954 (1954, produceret af Rewired) belyser en collage af andre cirkelrunde designs og kunstværker. Og det er alt andet end klassisk farvekoordineret og forudsigeligt, når Carl Emil Jacobsens skulptur Powder Variation #9 (2017) og Rödstudios tæppe Masken #1 (2017) møder Alberto Bellamolis bord Collecta (2016, produceret af Bellamoli Studio): En stor teglrød skulptur, et tæppe af geometriske former i kobolt og rosa og et lille bord med ben og plade i terrazzo, hvor en hvid bund brydes af store runde skærver i grøn marmor.

Tjener, er det en sponsor i min suppe?
Udstillingen forstyrres desværre af, hvad der ved første øjekast synes at være malplacerede og uforklarede sponsor-krediteringer.

Hvide plancher med sorte logoer for SAS, momomdo og Mobilepay er ujævnt placeret langs kanterne af bokseringene og en enkelt for Hitman midt i en farvestrålende bunke duplo-klodser for at henlede opmærksomheden på, at design resulterer i langt mere end bare stole og borde i dag.

Det er en valid pointe, men plancherne leverer bare ikke den pointe. Logoerne afslører intet om designindsatsen bag produktet, og man har ingen chance for at afkode meningen, da formidlingsskiltene kun beskriver de designs, der optræder som objekter i udstillingen.

Det er ikke kedeligt!
Heldigvis er resten af indholdet i udstillingen så saftigt, at det stjæler fokus fra de tørre logo-plancher. Vi spises alt for ofte af med at få serveret design på en forudsigelig og overfladisk måde. Det sker ikke her.

Kurateringen og scenografien viser de sanselige slægtskaber mellem to generationer af designere og minder os om designskabelsens kunstneriske nerve. Jeg håber, mange gæster vil finde vej til udstillingen trods den korte udstillingsperiode.