Strikkede amerikanske erkendelser

”Det er så omfattende at tale om sit hjem. Et hjem er personligt. Et hjem er der, man har helle og er både et fysisk sted og en følelse. Det er gået op for mig, at det er omfattende og intimt at tale om sit hjem, og at ’hjem’ betyder vidt forskellige ting for de fleste mennesker. For nogle er det et hus, for andre er det blot at være sammen med sin familie.”

Håndstrikkede grundplaner
Isabel Berglund har fået mange erkendelser med sig hjem fra USA – for nu at blive i metaforen. Hendes ophold sluttede i sidste uge, og dvæler vi lidt ved sproget, så er den faste vending ’at føle sig hjemme’ også blevet aktualiseret i Isabel Berglunds system. For efter to og en halv måneder som udlandsdansker og artist-in-residence på tre forskellige universiteter i Arizona, Indiana og Florida, både savner og reflekterer man over sit hjem. Det er en af tekstilkunstnerens tilbagevendende erkendelser.

Især når man – som Isabel Berglund – er et empatisk menneske, der under sit ophold har mødt mange mennesker, der var pressede på deres hjemlige forhold. Af økonomiske, private og sociale årsager. Folk, der på alle måder har brug for en håndsrækning:

”Det politiske er reelt i USA. Man fornemmer virkelig, at det kan betyde liv og død, hvis sundhedsreformen bliver lavet om. Naturkatastrofer som Katarina i New Orleans og de nylige oversvømmelser og orkaner i Houston og Florida gør det hjemlige tema evigt aktuelt, for ens hjem kan pludselig være væk, eller man kan blive sat på gaden, som det skete for mange mennesker i forbindelse med låneskandalen for nogle år siden.”

Home Mask Relations er et værk, der udforsker samhørighed, relationer og hjem. Værket består af hundredvis af små håndstrikkede dele, der sammen skaber en helhed af strikkede grundplaner over folks hjem. Grundplanerne er blevet strikket af flere hundrede mennesker, der således har sat deres konkrete aftryk på værket igennem deres individuelle strikkestil, der giver hver grundplan sin egen unikke, håndstrikkede overflade. De håndstrikkede dele har Isabel efterfølgende syet sammen med løse tråde, så værket både opleves massivt og transparent.

Lokale workshops
Skoler, plejehjem, biblioteker, borgercentre og lokale foreninger har lagt rammer til de mange workshops, som Isabel Berglund har afholdt i det amerikanske. Her er de fremmødte blevet bedt om at tale om, hvad hjem betyder for dem og derefter tegne og strikke grundplaner af deres hjem – tidligere eller nuværende. Strikkerne er borgere i alle kategorier: ældre, skolebørn, hjemløse, husmødre og alle midt imellem.

”Jeg kan godt lide, at der er mange sociale lag repræsenteret i mine workshops. Biblioteket bliver bl.a. brugt til at huse hjemløse og lave projekter. I USA er der meget mere frivilligt arbejde og velgørenhed, fordi der er brug for det. Der er stor opbakning, når man kommer med sådan et projekt, fordi det rammer alle mennesker – også dem, der ikke har så mange penge og bor i trailorparks.”

Deltagerne på de forskellige workshops samtaler om forskellige ting. De ældre talte, ifølge Berglund, en del om, hvor de havde boet før, og hvor store deres hjem var. En havde lavet en gigantisk lap, der nærmest var et tæppe, fordi hun havde et hjem på 1000 kvm. Dér kom snakken til at handle om, hvor meget plads, man egentlig har brug for.

En anden workshop blev afholdt på en skole. Her faldt talen på uhumske udlejere, og hvordan man som studerende bliver udnyttet, fordi man ikke har nogen penge.

”Samtalerne starter altid med strik og mønstre, men efterhånden løsner mennesker og dialogen op, og selvom man som udgangspunkt ikke har noget tilfælles, opstår der fælles tråde, som man taler frem, mens man strikker, og undervejs finder man ud af, at man har mere til fælles end som så.”

Ulighed, fællesskab og fokus på kunsten
Netop fællesskabet ligger Isabel Berglund på sinde. At man ved at strikke kan skabe en følelse af samhørighed og af at være sammen om noget.

”I USA er der behov for sådan et projekt. I Arizona er der fx stor forskel på rig og fattig. Fra folk, der ikke vil strikke i det billige garn til børn til de, der er vokset op i trailorparks, og som kun dukker op, fordi der ikke er andre steder, de kan få et gratis måltid. Projektet er også relevant, fordi der stadig er meget racisme, og sammenholdt med Trumps nationalistiske projekt, og det faktum, at det er normalt, at mange amerikanere flytter fra stat til stat hver 3. år, så er hele snakken om hjem, og hvilke værdier, betydninger, følelser, minder, vi tillægger det, yderst præsent.”

At Isabel Berglund er et følsomt gemyt, er både en fordel og en ulempe. En udtalt fordel, når man som kunstner skal fornemme stoflighed og have en skærpet sans for detaljer, der kan have udslagsgivende effekt på resultatet. En ulempe, når man forstår og mærker alle andres behov så tydeligt, at det kunstneriske projekt kan glide i baggrunden i ønsket om at hjælpe mennesker, der er pressede i deres livssituation af den ene eller anden årsag.

”Jeg skal hanke op i mig selv og passe på, at det ikke bliver et velgørenhedsprojekt, fordi folk har det svært og er fattige. Det er jo KUNSTEN, der er intentionen med værket. Det er vigtigt at holde fokus og balancere menneskelighed, den politiske virkelighed og mit kunstneriske ærinde. Og særligt, hvorfor det giver mening at lave det her værk? Det bliver man tvunget til, når så mange mennesker er involveret og med til at skabe værket ved at strikke,” forklarer Isabel og fortsætter:

”Værket kan både vise, hvad strik kan, og hvordan håndværket – altså det at strikke – skaber nærvær og åbner for samtale og fællesskab. Home Mask Relations bliver en kæmpe kollage af alle mulige slags strik. Man kan se de forskellige slags håndstrik i de mange grundplaner og fornemme, at alle de her mennesker har siddet med hænderne i det. Det giver mit værk identitet og meget mere pondus, end hvis jeg bare havde strikket det alene.”

At tale om hjem og strikke sammen med andre mennesker er, sammen med den kunstneriske mission om at udvikle et meningsfuldt værk, det bærende fundament i Home Mask Relations. Derfor er projektet også meget anderledes, end da Isabel fik folk i Trekantsområdet til at strikke trekanter – sjovt nok – til udstillingen på Trapholt. At strikke sit hjem stikker dybere og bliver meget mere personligt, er Isabels erfaring.

”I mine sociale kunstprojekter, hvor identitet og overflade spiller en stor rolle, og hvor proces og produkt kan forstås som to ligebyrdige sider af kunstværket, er mangfoldigheden central. Mangfoldighed i de kunstneriske betydningslag, mangfoldighed i det strikkede udtryk og mangfoldighed i de sociale lag af folk, der deltager.

Jeg arbejder med at lade identiteten og formgivningen af værket tage endnu mere udgangspunkt i konteksten, hvor værkerne går tættere på deltagernes historie, og hvor placeringen af værket i sidste ende skaber en tydelig dialog mellem processen og det færdige værk. Jeg undersøger hele tiden, hvordan værket giver mening og skaber værdi hele vejen rundt, som en enhed, der er afhængig af alle elementerne, og hvor der i værkerne og i den håndstrikkede overflade ligger en poetisk rigdom af historier fra de mange amerikanere, der har deltaget i projektet.”

If you make it there, you’ll make it anywhere
Det er et velkendt fænomen, at drømmen ligger latent i den amerikanske selvforståelse. At du er din egen lykkes smed. At det KAN lade sig gøre at gå fra at være fattig til at ’make it big’. Og fordi der ikke er et velfærdssystem som i Danmark, er der en anden tilgang til succes og det at lykkes.

”Der er en oprigtig nysgerrighed i USA, som vi ikke har i Danmark. I Danmark er der ikke mange mennesker, der er nysgerrige på folk, de ikke kender. Herovre tør de være nysgerrige. USA er så GIGA stort, og alle vil have del i ’the good life’. Der er kamp om pladserne. Der bliver talt meget om drømme og talt meget i det hele taget. Amerikanernes retorik er mere overstrømmende, hvor vi jordnære skandinavere ofte kun taler, når vi mener noget.”

Isabel Berglund medgiver, at det tiltaler hendes åbne sind, at man aldrig ved, hvad der sker, når man går ud af døren.

”Du kan møde nogle helt vilde mennesker, der oprigtigt mener det, når de inviterer dig hjem samme aften, men det er ikke altid, at det virker i praksis. Det er meget rørende, at man kan komme til et andet land og så træde ind og lave sådan et projekt, uden at der er mere skepsis. Det tror jeg, der ville være i Danmark. I USA er der muligheder, hvis du er åben for dem, men man er nødt til at afsætte tid til det udforudsete,” afslutter Isabel, der endelig kan trække vejret efter næsten tre hektiske måneder ’over there’. De mange workshops kulminerede i det endelige værk Home Mask Relations på Isabel Berglunds soloudstilling på FAU Galleries Atlantic University i Florida.

At afholde over 70 workshops fordelt på tre stater, at sy dele sammen og samle værket til en overbevisende helhed af de strikkede grundplaner for derefter at indtage galleriet med en soloudstilling på under tre måneder har været lige i overkanten, vedkender Isabel Berglund. Men trods den hårde proces er resultatet en kendsgerning, der lige nu kan opleves på FAU Galleries Atlantic University i Florida, hvor amerikanere og turister kan reflektere over hjemmet som begreb og tryghedsbastion… eller det stik modsatte. Erkendelser med andre ord. Amerikanske og håndstrikkede.