Gestalten Verlags nye bog Appetizer er lige præcis det: En appetitvækker til storslåede som intime indretninger af caféer, restauranter, kaffebarer og strandbarer over hele verden, der dog mangler tekstmæssig substans.
Sevilla, Mexico City, London, Paris, Adelaide, Mérida, Amsterdam, Bukarest, Berlin, Vancouver, Cape Town, Barcelona, Wroclaw, Kiev, Melbourne, Picanya, Kuala Lumpur, Prag, Johannesburg, Valencia, San Fransisco, Madrid, Los Angeles, New York, Athen, Tokyo, Milano, Chaponost, Wien og Hong Kong. Den nye bog Appetizer kommer bredt omkring i sin kortlægning af ‘sassy’ indretninger i kendte som mindre kendte steder på vores jord.
Guide til indretning og oplevelse
Ankerkendte designstudios som bl.a. Brand Bureau, Masquespacio, Lucas y Hernandez-Gil og Biasol Design Studio og individuelle designere som Jaime Hayón, Ken Fulk og Gamfratesi står bag indretningerne i denne nye bog fra det tyske forlag. Med en desværre alt for kort introduktion til hvert projekt folder bogen indretningerne ud for læseren i overbevisende billeder, der gør, at, hvis man er et madøre som mig, straks tænker på at bestille bord.
Derfor ser jeg i høj grad også Appetizer som en alternativ guide til en toleddet oplevelse, der inkluderer en nytænkende og inspirerende indretning og en helt sikkert dejlig spiseoplevelse. Som guide er coffeetable-bogen ikke den mest handy at tilgå, så research må forventes at foregå i sofahøjde. Men der er masser af inspiration for interiør-aficionados, særligt fordi indretningerne er skabt af forskelllige internationale kreative, der således udkommer med hver deres særkende og forankring i den lokale kontekst.
Som skandinav er de sjoveste indretninger dem, der er markant anderledes end de lyse og nordiske, fordi de kradse farver, højtråbende kakler og krummelurede hyggerier ligger så langt fra vores design-dna. De skandinavisk inspirerede som fx restauranten Savio Volpe i Vancouver forekommer mig lidt uærlige og letkøbte. Som om stilen er tilstræbt og ikke oprigtig, fordi et skandinavisk interiør i en italiensk restaurant i Canada, i min optik, virker en smule konceptuelt uafklaret – uanfægtet den indbydende, lette stemning. Men måske er jeg lidt for stram i min dom, for er det ikke i orden, at ikke-skandinavere indretter sig skandinavisk?
Det handler om forventninger. Om at jeg forventer en ‘italiensk’ indretning i en italiensk restaurant. Men er det så netop ikke fantastisk at blive udfordret på den forventning og i stedet, som i tilfældet Savio Volpe, blive mødt af et anderledes og skandinavisk greb om indretningen?
Både-og. Det handler nemlig også om autencitet. Om at den forventning, der evt. skal skubbes, er rodfæstet i en viden, et ophav eller en gennemarbejdet konceptuel ramme, der gør, at min oplevelse og aflæsning af indretningen er troværdig. Nu har jeg jo ikke besøgt det canadiske spisested, og det kan jo rent faktisk godt være, at arkitekten har en skandinavisk forbindelse, men det virker en smule søgt.
Som en stil, man lægger sig i slipstrømmen af for at være med på tendensen. Lidt ligesom de mange producenter, der skaber vellignende ‘new nordic items’ til hjemmet baseret på velrenommerede brands klassiske produkter og designikoner. Indretninger kan ligesom look-a-like-produkter tilstræbe et look, der ligner det ‘rigtige’, men ikke er det. Enten pga. manglende konceptuel konsensus (italiensk restaurant i Canada i skandinavisk stil), eller fordi møblerne i indretningen er look-a-likes i sekunda-kvalitet – og ikke den rigtige vare. Kvalitet fornemmes, mærkes og spottes igennem brug og ad åre.
Trods disse mere grundlæggende diskussioner om, hvorvidt man indretter efter en bestemt stil, en grundlæggende idé eller den lokale kontekst, må jeg indrømme, at dèr, hvor indretningerne smelter arkitektur, rumforståelse og delikate kvalitetsmøbler sammen med en uforglemmelig spiseoplevelse, må være noget nær det sublime. Som et voksen-Kinderæg med hele fire overraskelser. Jeg forestiller mig, at El Pintón i Sevilla, er et af de steder, og hvis jeg på nogen måder kan komme om ved det, skal restauranten helt sikkert opleves til sommer.
Uddybende substans savnes
Som det tekstmenneske, jeg også er, drømmer jeg dog om billedtekster, der i tilgift til den for korte introtekst, forklarer mig specifikt, hvorfor fx detaljen på lige dét billede er taget med, er væsentlig i indretningen eller har en særlig bagtanke. Normalt er det svært at begrænse sig i forhold til de historier, der må være gået forud for disse brandhypende interiører ligesom der må være myriader af tanker og spørgsmål undervejs, der ville komme læseren til gode i form af spadestik ned i processen og de resultater, valgene afstedkom. Og om valgene var betingede af praktik, økonomi, tidsnød, kreativ kapacitet eller noget helt femte.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er som om, at en visuel coffee table book ikke må have en matchende tekst- og indholdsside, der taler tingene op? Som om folk, der interesserer sig for indretning og er visuelt orienterede, ikke læser i dybden eller ønsker at få endnu mere viden med fra mødet med denne type bøger?
Det fornemmer jeg, er et generelt problem for coffee table books, og måske egentlig lidt det samme som at Helle Thorning ikke kunne gå med Gucci-taske. At det er svært at blive taget seriøst som statsminister, hvis man går op i mode. Det burde være forbudt at tale ned til sin læser på denne implicitte måde. Som om arkitekter, designere, stylister eller andre almindelige designinteresserede har mere end rigeligt i at kigge på billeder, tsk tsk…
Når det er sagt, kommer Appetizer til at ligge fremme på det coffee table, jeg ikke har, for at minde mig om, at der er SÅ meget inspiration, kreativitet og mod at komme efter derude, og at rejse, opleve indretninger og at spise er at leve…
