Gallerist og udstillingsarkitekt Bettina Køppe tog til musemskonference i Norge og blev både glad og ked af det i mødet med fæller fra hele verden, der gav refleksioner over selvforståelsen i det internationale felt og behovet for at tale om kvalitet og indhold.
Med store forventninger om at få ny inspiration og visioner fra det kunstfaglige felt drog jeg til Trondheim i Norge for at deltage i seminaret Crafting Utopia and Dystopia: Future of Crafts in Museums arrangeret af Norwegian Crafts. Det hører med til forhistorien, at Norges situation for både institutioner og udøvere inden for kunsthåndværket adskiller sig fra resten af Norden. Nordmændene har støttemuligheder i form af langvarige arbejdslegater – op til 10 år – der oven i købet kan modtages flere gange – samt tradition for at bruge kunstnere OG kunsthåndværkere til udsmykninger af offentlige byggerier og en aktiv inddragelse af internationale gæstelærer på uddannelserne.
Seminaret var ambitiøst med en række internationale oplægsholdere og debatdeltagere. Jeg var særlig spændt på at møde amerikaneren Namita Wiggers, der skulle moderere seminaret. Til dagligt står hun i spidsen for Critical Craft Forum, der er et internationalt diskussionsforum om kunsthåndværk. Namita Wiggers er kvinde, farvet og har et billede af en knyttet næve på sin Facebook-profil med associationer til Black Panters og en kærkommen aktivistisk retorik omkring kunsthåndværk, som hun har et brændende ønske om at revitalisere.
Fra Norge kom selvfølgelig Åshild Adsen, direktøren for Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum, hvor seminaret blev afholdt. Og Petter Snare – direktøren for det hele – KODE Art museum i Bergen, som er en sammenlægning af fire store museer. Udover nordmændene var Kim Paton med som oplægsholder, direktør for Objectspace – en udstillingsbygning i Auckland i New Zealand. Og som ekstra krydderi deltog smykke-performance-punk gruppen Scrotum Clamp med et top-underholdende, men også lidt skævt indslag i de meget museale rammer.
Visionerne, der udeblev
Oplæggene handlede om alt fra budgetstramninger, kunsthåndværk som døende forskningsområde til nytænkning i publikumsstrategier, og efterhånden nåede vi frem til den afsluttende debat, der skulle opsamle de forskellige indslag og debattere kunsthåndværket på fremtidens museer. Det blev en temmelig deprimerende affære. Shannon Stratton fra MAD, NYC Museum of Arts and Design, fortalte om alle de genvordigheder, de har på museet. De står i øjeblikket uden direktør efter Glenn Adamson valgte at forlade stillingen efter ca. to år på posten. Jorge Daniel Veneciano havde efterfølgende en kort direktørperiode men valgte også at forlade sin stilling. Svenske Love Jönsson, der har været kurator på Röhsska Museet i Göteborg i seks år, kunne fortælle, at museet har været lukket et års tid og først åbner igen til efteråret 2018, da museet har behov for at finde sig selv. Derfor har Love valgt at opsige sin stilling og arbejde som freelance kurator.
Så der sad jeg. Desillusioneret. Hvor var alle visionerne? Ambitionerne for kunsthåndværket? Hvis formålet med seminaret var at sætte fokus på kunsthåndværkets identitetsproblemer, må man sige det var vellykket. Det var et fantastisk hold af kapaciteter samlet fra hele verden, der til dagligt beskæftiger sig med kunsthåndværk som udøvere, skribenter, museumsdirektører og kuratorer. Men desværre var energien helt væk, og den afsluttende paneldiskussion omhandlede primært de problemer, der fylder i de enkelte institutioner.
Museernes navne fyldte fx meget i debatten, hvor de ældre udøvere er bange for at miste identitet og særkende, hvis de dropper ’Craft’-betegnelsen. Faktisk har Museum of Arts and Design i New York ændret deres navn, men det ser ikke ud til at hjælpe på besøgstallet. Forskellige lande med forskellige økonomiske strukturer og traditioner, men hold da op, hvor blev jeg stolt af Designmuseum Danmark i dén kontekst.
Hvad man kan lære af Designmuseum Danmark
Som mit indlæg i debatten fortalte jeg kort om Designmuseum Danmarks udvikling. Fra et overset og temmelig hemmeligt sted i byen til et museum med kø ud på gaden og udvidede åbningstider. Samme location, samme samling, men nyt navn, så særligt turister forstår, hvad museet viser. Og Designmuseum Danmark viser OGSÅ kunsthåndværk sammen med møbler, røreskåle og cykler.
Designmuseum Danmark har med revitaliseringen fået et større publikum. Og det er vel forudsætningen for museerne; at der kommer et publikum? Først derefter kan diskussionen om forskelle og ligheder mellem design, kunsthåndværk og kunst begynde. Helt uden tilskuere bliver det meningsløst. Og apropos publikum, så var jeg helt alene i salene på Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum dagen efter, da jeg genbesøgte samlingen. Den ene sal efter den anden med fremragende kunsthåndværk og design, tilført den helt specielle stemning, der opstår, når genstande har stået urørt af menneskehånd meget længe.
En ny diskurs for kunsthåndværk
Weekenden i Trondheim blev ikke det boost af energi og visioner, som jeg havde håbet, men historien om et kunstnerisk felt, der tror græsset er grønnere hos naboen og mere bange for at miste sine institutioner, privileger og identitet end at tænke i fornyelse. På den baggrund er det jo ikke underligt, at det er svært at formidle kunsthåndværk og tiltrække et stort, meningsdannende og gerne købestærkt publikum. Det er ærgerligt, at man ikke formår at gribe den fornyede interesse i samfundet for kunsthåndværk. For den er dér – paradoksalt nok. Lige nu går de unge og smarte til keramik på aftenskole og tager drejekurser hos Eric Landon aka Tortus Copenhagen, der har 728.000 følgere på Instagram. Og unge feminister strikker og broderer, som aldrig før. Håndens arbejde er blevet det nye sort!
Kunsthåndværk som kunstretning må rette ryggen og med stolthed skabe en ny diskurs, som har fokus på faget og tør skelne mellem skidt og kanel. At ikke alle kunsthåndværkere har krav på eller er interessante nok til at stå på et museum. Der er i øjeblikket en enestående mulighed for at flytte diskussionen fra, hvad kunsthåndværk er til at diskutere kvalitet og indhold. Tidligere har kunsthåndværket været et politisk redskab i kulturkritikken og i den generelle samfundsdebat, mest kendt er Arts and Crafts-bevægelsen i sidste halvdel af 1800-tallet, der opstod som en reaktion på industrialiseringen i samfundet.
Der er masser af muligheder for at revitalisere området. Der er udøvende kunsthåndværkere, der beskæftiger sig med bæredygtighed, feminisme og globalisering. Desuden er der en ny tendens til at kunsthåndværket kan være redskab for oprindelige folk til at skabe en ny identitet i en globaliseret verden. Kunsthåndværkets klassiske dyder som godt håndværk, materialekendskab og fordybelse er noget af det mest moderne og aktuelle lige nu. Men der mangler en intellektuel baggrundshistorie, for alt er ikke lige godt, og derfor må museer, kuratorer, og udøvere træde i karakter som kritikere og debattører, der diskuterer indhold og kvalitet for at professionalisere feltet.
Der er gode og dårlige svar på kunstneriske spørgsmål, der er politiske og kulturalle uenigheder. Der er provokationer og elendige projekter. Det er diskussioner om disse emner, der kan gøre kunsthåndværket interessant og aktuelt for et publikum, i stedet for den evige konsensussøgende rygklappende debat. Hvis området ikke snart begynder at diskutere indhold og kvalitet, ender vi med at sidde tilbage som tilskuere og sure bænkevarmere til de andres fest.
'Crafting Utopia and Dystopia: Future of Crafts in Museums’ arrangeret af Norwegian Crafts. Afholdt den 27. oktober 2017 på Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum i Trondheim.
Læs interviewet med amerikanske Namita Gupta Wiggers om kunsthåndværkets identitet hos Norwegian Crafts.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
