Annie og Otto Johs. Detlefs keramikpris uddelt

Annie og Otto Johs. Detlefs keramikpris uddelt

Morten Løbner Espersen og hans særlige greb om glasuren, her på værket Vacui fra 2011. Foto: Ole Akhøj

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

Morten Løbner Espersen modtog i lørdags Annie og Otto Johs. Detlefs keramikpris på 100.000 kr., mens Gurli Elbækgaard modtog rejselegatet på 50.000 kr.

Keramikmuseet CLAY i Middelfart lagde lørdag rammer til overrækkelsen af Annie og Otto Johs. Detlefs keramikpris. Fonden er enestående i sit formål om at støtte og anerkende keramikken, og priserne uddeles en gang årligt til keramikere, der har markeret sig særligt.

I år er det altså Morten Løbner Espersen og Gurli Elbækgaard, der står for tur. Espersen modtog hovedprisen på 100.000 kr. for sit passionerede og vedvarende pionerarbejde med glasurerne, og Gurli Elbækgaard blev overrakt 50.000 kr. til den rejse til Japan, som hun lige om lidt begiver sig ud på for at undersøge spisesituationen nærmere.

Steldele fra Gurli Elbækgaards udstilling Naturens Gæstebud på CLAY tidligere på året. Foto: Columbus Leth

De senere år har Elbækgaard bevæget sig tættere og tættere ind i en niche, hvor hun udvikler specialdesignede elementer til bordet i samarbejde med Michelin-restauranter og deres køkkenchefer, så mad og oplevelse bliver en del af samme fortælling.

Morten Løbner Espersens er kendt for sine til tider store formater og særlige glasurkonstellationer som i dette stentøjsværk fra 2017. Foto Ole Akhøj

Morten Løbner Espersen er kendt for sine glasureksperimenter og sit vedholdende arbejde med en af keramikkens arketyper; cylinderen – et arbejde og virke, der har bragt ham verden rundt for at udstille og givet ham diverse anerkendelser. Denne anerkendelse skal han bruge til at fordybe sig yderligere i glasurernes forunderlige univers, hvor bobler, udspring, kratere og krakeleringer og ukonventionelle farvekompositioner er den del af det særlige sprog, Espersen og glasurerne taler sammen.

Stort tillykke til begge keramikere!

 

Kilde: Pressemeddelelse

Annie og Otto Johs. Detlefs Keramikpris er en pris, som har til sit formål at støtte og anerkende keramikken som et udfordrende håndværk med et stort kunstnerisk potentiale.

Del artiklen

'Annie og Otto Johs. Detlefs keramikpris uddelt'

Facebook