Saabyes stenpoesi

Saabyes stenpoesi

Udstillingen Stone Poetry - A Slice of Home er den sidste del af udstillingsrækken TIL STEDEt i Bagsværd Kirke, hvor Mette Saabye udstiller ti brocher, som har arterne som hovedtema. Her er det to æg fra Drosselrørsangeren. Foto: Dorte Krogh

af Henriette Noermark

Med sin akademiske baggrund sat i praktisk og læsbar omgang med designverdenen har Henriette Noermark stor indsigt i feltets udøvere som skribent og kurator.

Billedserie

Stone Poetry - A Slice of Home
Mette Saabye
Bagsværd Kirke
27 jan - 11 mar 2018

Mette Saabyes smykkekunst har altid et privat rum, viden og en god del humoristisk sans indlejret. Til udstillingsrækken i Bagsværd Kirke har hun sat tempoet ned og går med ti unikke, farverige brocher i dialog med Utzons arkitektur og kirkekulturen, mens hun opfordrer os til at passe på naturen omkring os.

Væggene i smykkekunstner Mette Saabyes værksted og butik i Studiestræde er beklædt med bladguld og ligeså flamboyant som de smykker og objekter, der er resultatet af hendes efterhånden mere end 25 år lange guldsmedepraksis. Her har hun arbejdet fra, siden hun åbnede studiet i 2004, og lige nu bærer stedet præg af, at der er mange projekter i støbeskeen: Udstilling i Bagsværd Kirke, et nordisk samarbejde, hvor næste møde afholdes i Lapland, samt projekter i Cape Town og München.

De håndlavede udstillingsmonstre befolker gallerigangen og modererer skalaspringet fra petit smykke til arkitektonisk medspiller. Foto: Benita Marcussen

Det er langtfra uvant for Mette Saabye med en fyldt kalender og en hektisk hverdag, og i mødet med hende forstår man, at bevægelsen mod det nye netop er en drivkraft. Den arbejdsstil har hun dog lagt på hylden i arbejdet med værkerne til hendes nye udstiling i Bagsværd Kirke; Stone Poetry – A Slice of Home. Tempoet er sat ned, og naturstenens langsommelige bearbejdningsproces mimer det kontemplative og nære, som også kirkerummet – og i dette tilfælde udstillingsrummet i gallerigangen – symboliserer.

Modsat de trædrejede smykker i projektet Objects of Desire fra 2013-15 er der en helt anden senfærdighed i arbejdet med sten: Processen er pertentlig og kræver en god portion fokus og tålmodighed, så rastløsheden lægges på hylden for en stund. Mette Saabye fascineres af benspændet, og hvordan det udvikler hende som smykkekunstner konstant at lære nyt og lege med fremgangsmetoderne.

Objects of Desire er en eksperimenterende serie i træ, sten, resin og blæk, som består af funktionelle ringe og halskædevedhæng, men mest af alt ligner en blanding mellem naturens vidundere og gængse værktøjer som kopper, tragte og skåle. Foto: Dorte Krogh

“Det er en måde at holde mig selv til ilden på. Jeg fordyber mig og lever mig ind i det,” fortæller hun.

Gennem grundundersøgelser og eksperimenter udfordrer hun mediets muligheder og feltets kapacitet for at opnå det helt rigtige udtryk. Og det langsomme tempo, som stenarbejdet fordrer, gør, at hun kommer dybt ind i sit eget rum og univers.

Stone Poetry – A Slice of Home
Det private rum er et essentielt element i Mette Saabyes smykker, og udstillingen Stone Poetry – A Slice of Home går i direkte dialog med Jørn Utzons kirkerumsarkitektur og fornemmelse for rum.

“Kirken er for mig et sted, hvor de konkrete, fysiske rammer og faste ritualer får besøgende til at føle sig godt tilpas, uanset om man er der, fordi man har mistet eller fået. Siden jeg boede i Italien i 1988-90 har jeg været fascineret af den ro, kirken emmer af. Nogen har brugt tid på at skabe rummet i sin tid, og der bruges tid på at være tilstede, på nærvær, fred og eftertænksomhed. Jeg elsker at observere folks brug af kirkerum og synes, det udtrykker meget om det samfund, man befinder sig i.”

Orchis militaris også kaldet Riddergøgeurt er en af de planter, der ikke længere eksisterer i Danmark. Ud over natursten og laminat er der påsat små amatyster direkte på brochen, så den får en ekstra dimension. Foto: Dorte Krogh

Kulturen får følgeskab af naturen i Saabyes nye udstilling. Her udstråler de ti brocher i sten og farvestrålende plastiklaminat på én gang natur og kultur med arterne som hovedtema. Som i et leksikon signalerer de runde og ovale laminatskiver planternes og dyrenes egne farvepaletter, men sender samtidig implicitte hilsner til arkitekturens og kirkens former.

Hver enkelt imiterer de fossiler af uddøde eller truede planter og dyr, som eksempelvis riddergøgeurt, klokkefrø, glatsnog, engblomme og engblommefluen – som en illustration af det, vi har eller måske snart vil miste. Som små kompositioner og nærmest tredimensionelle tegninger ligger smykkerne ovenpå et ark i udstillingskasserne, som på videnskabelig vis fortæller historien om arten, artsbestemmelse, klasse og bestandsudvikling.

Udstillingsmontrene i Bagsværd Kirke indeholder værkerne med forklarende tekst. Her er det Coenonympha arcania eller Perlemorrandøje skabt i cacholong, plastiklaminat og sølv. Foto: Benita Marcussen

Klassiske formidlingsgreb, som dog krydres af Saabyes subjektive tilføjelse og fortolkning, som beskriver smykkerne, materiale og årstal – en typisk måde for Mette Saabye at inddrage humoren i sit arbejde. Træmontrerne er med sine vakkelvorne ben og glaskasser inspireret af biologilokalernes let støvede, klassiske insektkasser, og de bevæger sig nærmest som små, levende organismer i gallerigangen.

Smykkets private rum
Humor, videndeling og det private manifesterer sig ikke kun ved iscenesættelsen, men også direkte i de udstillede brocher:

“Der er altid et personligt og privat rum i mine smykker – et sted, hvor man kan placere sine egne tanker,” fortæller Mette Saabye og henviser til bagsiden af de brocher, hun viser i Bagsværd.

Det ekstra element ses ikke, når man bærer smykket, men er til for ejeren alene, for som hun siger: “Alle har brug for et rum eller et sted, man har fred.” De mere eller mindre usynlige, intime lag er altid tilstede i Mette Saabyes smykker, og man kan helt konkret gå på opdagelse i dem.

Den fine, lille broche, Tears of Gold, er et projekt fra 2016, hvor Mette Saabye undersøgte tårens forskellige facetter – det viser sig, at tårer kan nedfryses og bevises at være kemisk forskellige afhængigt af, hvad de opstår af: Glæde, sorg eller vind. Foto: Dorte Krogh

“Man skal kunne nyde noget æstetisk. Smykkerne skal være velkomponerede, besidde en skønhed, være ordentligt lavet og alle de håndværksmæssige dyder skal være på plads. Men der skal også være et indholdslag for, at det bliver interessant. Smykkerne skal forføre en umiddelbart, men jeg vil gerne fortælle noget mere med dem,” erklærer hun.

Det gør hun ved at antyde en historie i smykket, som folk kan afkode, som de vil. De nye brochers bagside prydes fx af sirlige mønstre af nåletynde prikker, der fungerer som et ekstra lag af information og viden om den pågældende art, som kun den, der bærer smykket er vidende om.

“Ligesom kirkerummet skal mine smykker give plads til eftertanke, og jeg vil med brocherne påpege, at hvis ikke vi tager ansvar og handler med omtanke, risikerer vi at miste noget dyrebart,” og netop derfor er motivvalget af de uddøde eller uddøende arter oplagt, fortæller hun.

Bombina bombina også kaldet Klokkefrøen har været i stærk tilbagegang, da grundvandet er blevet sænket. I Saabyes univers ser den sådan ud. Foto: Dorte Krogh

Udstillingen er et af de mest indholdsrige projekter på det narrative, historiefortællende plan, Saabye har lavet. Og det er sådan hun arbejder: Dykker ned i et tema og researcher sig igennem motiv, materiale og iscenesættelse, og når historien er fortalt, giver hun slip og bevæger sig videre til sit næste projekt uden dog at miste sin overordnede røde tråd, humoren og indsigten undervejs.

“Det er dejligt at arbejde sig ind i et tema, så det hænger sammen. Når smykkerne er gennemarbejdet på den måde, håber jeg, at mit publikum er i stand til at aflæse dem. Selvfølgelig har man som kunstner sine egne referencer og tolkninger, men det er vigtigt at hælde det ud på et plan, så andre kan læse og forstå det,” mener hun.

Mette Saabye er udlært guldsmed og smykkedesigner, og har siden 1996 haft studio under eget navn, hvor hun skaber unikke, håndlavede smykker. Foto: Dorte Krogh

Humorens æstetik
Når man ser Mette Saabyes portefølje af smykker og projekter, oplever man humor som et tilbagevendende element. Brochen, The Gold Brooch, mimer de gængse, dekorative badges, som vi kender fra denimjakken med farvestrålende, politiske slagord og slogans. I Saabyes version er hele fladen belagt med 24 karat bladguld, og prisen er så overkommelig, at alle har råd til en guldbroche.

Form og indhold i stram syntese i gallerigangen. Foto: Benita Marcussen

Hun er dog ganske bevidst om, at humoren skal være subtil frem, da det ellers overdøver smykkets komposition og materialevalg og går ud over den samlede historie, respekt for håndværket og kvaliteten. Stone Poetry – A Slice of Home hylder humoren i måden, hvorpå videnskaben kombineres med hendes egne fortolkninger. Og hvad publikum derudover tillægger det af betydning, er op til dem selv.

“Men jeg vil gerne have, at folk forstår, de har et ansvar for at passe bedre på vores verden og hinanden,” slutter hun.

Del artiklen

'Saabyes stenpoesi'

Facebook