Danske dybder ved Manifesta

Danske dybder ved Manifesta

Typeface-designer Henrik Kubel var en af de tre talere ved årets Manifesta. Her præsenterede han Moscow Sans – typografi og piktogrammer til Moskvas Metro – og blotlagde, hvilken grundighed og detaljeringsgrad, der ligger bag sådan et projekt. Foto: Joakim Züger

af Pil Bredahl

Pil Bredahl har en eksperimenterende tilgang til design og et socialt, bæredygtigt og etisk sigte. De sidste 20 år har hun udviklet møbler og produkter og kurateret udstillinger nationalt og internationalt, og er desuden en af iværksætterne bag Fair Trade Designers.

Billedserie

Ja, det lykkedes kurator Ole Jensen at skabe en nærværende Manifesta 18! De tre talere foldede sig medrivende og klare i spyttet ud på scenen, det hele tilsat smukt anrettede serveringer i velafstemte rammer på KADK. Pil Bredahl anmelder.

Egentlig havde jeg droppet at deltage ved Statens Kunstfonds designkonference i år, og jeg har ellers været en trofast gæst, både da det hed KUR og senest under overskriften Manifesta. Men jeg var blevet træt. Træt af skrattende teknik og afvikling, trækplastre, der ikke dukkede op, eller store internationale navne, som alligevel ikke rigtigt leverede, når de endelig stod på scenen. I en flygtig og vækstfokuseret branche havde jeg andet for en torsdag aften, fordi jeg frygtede endnu et selvsiscenesat kulturklonet designseminar.

Men jeg trådte brat ud af min træthed, da jeg læste, at det dygtige, Statens Kunstfonds nyligt afgående projektstøtteudvalg for kunsthåndværk og design havde engageret en ekstern kurator: keramiker Ole Jensen, som i min optik er Danmarks mest overbevisende bud på en nulevende designer, der vil efterlade nye spor i den danske designhistorie. De havde givet ham ÉN opgave: ”Gør Manifesta 18 nærværende!”

Årets kurator Ole Jensen indleder aftenen i selskab med moderator, kulturredaktør på Weekendavisen, Synne Rifbjerg. Foto: Joakim Züger

Tårnhøje forventninger
Lysvågen var mine forventninger tårnhøje. Billetten købt og nysgerrigheden stor. Hvordan ville årets tre danske talere gå til opgaven om at dykke ned i deres skaberværk og blotlægge, hvad og hvordan en formgiver gør? For det var, hvad Ole Jensen bad dem om.

“Kunsthåndværk og design er en kunstart, og det skal vi fejre,” siger Ole Jensen i en artikel på designETC, som varmer op til årets Manifesta. Tiltrængt tale og særligt tankevækkende, at det er provokerende ord i en brugerdreven, antropologisk-service-designtid, hvor faget lidt for længe udelukkende har været omtalt som enten proces eller postuleret nyt originalt nordisk livsstilsprodukt.

Synne Rifbjerg leverede skarpe og humoristiske præsentationer og interviews af aftenens talere. Foto: Joakim Züger

Derfor: Fyldt af forventningens sødmefulde glæde begav jeg mig ind mod København og ud mod KADK’s rummelige festsal for at møde kollegaer fra flere af mine egne designverdener. Her var nemlig både unge og gamle, ansatte og frie designkunstnere, freelancere, gallerister, skribenter og direktører fra diverse firmaer, organisationer og museer. Den imponerende fagbiodiversitet i publikum stempler i sig selv Manifesta-konceptet som relevant for vores branche.

Cool moderat moderator
Synne Rifbjerg fra Weekendavisen bød velkommen til en sal i højt humør og modererede aftenen i et charmerende og let greb. Det var en fornøjelse, at man ikke var faldet for den ellers så populære løsning med endnu en populær tv- eller radiovært som moderator.

Aftenen startede med en præsentation af hele det nye projektstøtteudvalg for kunsthåndværk og design ved udvalgsformand og museumsinspektør Anne Blond. Da Synne Rifbjerg fik ordet igen efter en fin, spændt og velfølt tale fra formanden blev Ole Jensen spurgt, hvad han mente med sin udtalelse om, at vi skal huske, at design også er en kunstart.

”Altså vi designere smykker os OGSÅ med begrebet kunst. Det er som om, det har været glemt lidt, og nu skal vi have en overdosis,” svarede han med sit velkendte grin og fik på den måde elegant og med et glimt i øjet sagt noget, som man fornemmer, for alvor ligger ham på sinde.

Selvforelskelse og tvivl
Aftenens første taler var det keramiske talent Morten Løbner Espersen, som holdt publikum fast i en blanding af respekt og glæde over den personlige, næsten private tur, han gav, igennem sin proces med tilblivelsen af den enorme krukke Moon Jar #1990.

Morten Løbner Espersen talte om dualiteten i den kunstneriske proces, hvor han inden for samme dag kunne svinge mellem følelsen af selvforelskelse og dyb, dyb tvivl, om det at arbejde skidegodt på jetlag, være utålmodig og voldsomt stædig og søge de guddommelige fejl. Salen sukkede forstående.

Morten Løbner Espersen fortæller om, hvordan selvforelskelsen afløses af den nagende tvivl, der så igen afløses af selvforelskelsen, når han skaber sine imponerende keramiske værker. Foto: Joakim Züger

Det rørte mig, at Espersen, der er så garvet en kunsthåndværker, læner sig op af en nærmest kropslig, ordløs erfaring med leret og gør sine dramatiske forsøg til en arbejdsproces i sig selv. Espersens forelæsning var i høj grad en blotlæggelse af, hvad netop denne kunsthåndværker gør, når han skaber et værk.

Gavmildt og stramt
Næste taler på scenen var tekstildesigner Rosa Tolnov Clausen, der med entusiasme fortalte om sine interaktive tekstilprojekter. Her fornemmede man straks en helt anden akademisk og intellektuel tilgang til arbejdsprocessen, og Rosa indledte sit oplæg med et langt citat af det 20. århundredes store tyske tekstilkunster Anni Albers.

Rosa Tolnovs egen velovervejede og analyserende tilgang til sit arbejde stod i sitrende og frugtbar kontrast til arbejdets indhold og fokus. Tolnov er nemlig optaget af den positive effekt, det har på mennesker at være med til, eller sammen om, at skabe noget med hænderne. Vi så eksempler på hendes projekter, hvor hun har inviteret folk fra gaden eller på en messe til at deltage i vævning – som Rosa kaldte det: at med-designe. Pragtfult at vi ikke længere behøver at bruge de mere distancerende engelske CO-et-eller-andet-ord.

Rosa Tolnov Clausen forklarer om sit projekt Weaving Kiosks. Foto: Joakim Züger

Rosa havde valgt ikke at vise særlig mange resultater. Kender man ikke hendes ting, skal man unde sig selv at besøge hendes hjemmeside, for selv om, det er processen, der interesserer Rosa, resulterer den ofte i nogle meget sanselige produkter. Jeg tror, at Rosas gavmilde og sociale tilgang til tekstilprocessen kan gavne en hel generation af børn, der er vokset op omgivet af masseproducerede objekter og ikke ved, hvordan ting opstår, skabes eller sidder sammen – det giver mening, at Rosa skal til at skrive en ph.d. om emnet.

Penetrerende og knivskarp fortælling
Aftenens sidste taler var den internationalt arbejdende og anerkendte typeface-designer Henrik Kubel, og pludselig skiftede sproget til engelsk, trods Kubel er dansk og bl.a. har studeret på Danmarks Designskole. Men Kubel har boet tyve år i London og drevet sin tegnestue derfra, så hans kreative sprog og ordforråd er formentligt mere raffineret på engelsk nu.

Efter et par korte sidespring i starten, som humoristisk og tørt blev fulgt op af et ”but it’s another lecture…”, ja så indfandt der sig en rolig, penetrerende og knivskarp fortælling om det helt enorme arbejde, den næsten umenneskelige præcision og tålmodighed, som ligger bag udviklingen af Moscow Sans – den specialdesignede typografi til Moskvas Metro-system.

Lydhøre publikummer. Foto: Joakim Züger

Kubel beskrev forløbet i et stort og afsindigt smukt designprojekt. Et projekt, som han med sin kollega Scott Williams og med Margaret Calvert som font- og piktogramkonsulent, har gennemført for metroen i Moskva.

Vi blev sirligt ført igennem uendelige lag af præcisering af kurver, forløb og former. Jeg sad tilbage med en ydmyghed over for det meget grundige arbejde, der ligger i at få den helt rigtige detalje til at binde en super kompleks helhed, som skiltning til Moskvas undergrund, sammen. Da klapsalverne til Kubel og hele aftenens program tonede ud, gik det op for mig, at der ikke havde været pauser, og at jeg sagtens kunne have hørt en taler mere, så tryg var man ved de tre taleres præstation. Energiniveauet var faktisk kun steget, siden vi startede.

Indfriede forventninger?
Efter en æstetisk servering fra Apollo Bar og Vinhanen og til den sarte duft af de smukke pyntebuketter fra Bloomon var det ingen sag at trille hjem i vintermørket, mæt i mave og hovede, opfyldt af optimisme og glæde over et designfag med masser af hjerte, hjerne og mod.

Aftenens traktement var leveret af Apollo Bar. Foto: Joakim Züger

Manifesta betyder på latin: klar. Som i klar tale. Hvis man sætter det i flertal, bliver det forskellige bud på en programerklæring eller tilkendegivelser. Hvis overskriften bare handler om ordet ‘manus’, som oprindeligt betyder hånd, så levede Manifesta 18 op til det hele.

Aftenens talere formåede at manifestere sig på tre helt forskellige og usammenlignelige måder, der viste bredden i faget og sammenhængen i den dybde, de alle tre har i deres arbejde og proces. KADK var funktionel, velfungerende og velvalgt som ramme i år, og temaet var så absolut kærkomment – ja, det blev en langt mere nærværende Manifesta i år.

Manifesta er en faglig konference, men også en årlig fejring af dansk design og kunsthåndværk. Den er initieret af Statens Kunstfond og organiseret i samarbejde med Dansk Design Center, Danske Kunsthåndværkere og Designere, Design denmark, Dansk Mode & Tekstil, Statens Værksteder for Kunst, Slots- og Kulturstyrelsen samt Det Kgl. Danske Kunstakademi for Arkitektur, Design og Konservering.

Morten Løbner Espersen
Rosa Tolnov Clausen
Henrik Kubel

Del artiklen

'Danske dybder ved Manifesta'

Facebook