Sisyfos i tågen

På Stockholm Furniture Fair har man travlt, når man som skribent både skal afkode landskabet, spotte nyheder og tendenser og tale med mange mennesker. Det er intenst, og efter en lang messedag føler man, at man har speeddated mindst 100 personer på alt for kort tid. Hjernen er mast. Så mast, at man skal have afstand til sin oplevelse for at kunne hive noget ordentligt ud af den, som kan formidles videre.

Jeg skulle egentlig skrive en nyhed om de to nye danske møbelbrands, der lancerede deres kollektioner i Stockholm, men tasterne ville noget andet, og nu bliver det til en klumme om tendenser i møbelbranchen i stedet. For der er noget, der skurrer, og i skrivende stund er jeg stadig i gang med at afklare, hvad det handler om.

Warm Nordic
Det ene nye brand, Warm Nordic, er en ’revival’ og ’renewal’ læst som relancering af oversete danske klassikere fra designere som Knud Færch, Hans Olsen og Svend-Aage Holm-Sørensen m.fl. Du kender dem måske ikke af navn, men genkender sikkert deres formsprog fra besøg på loppemarkeder og i vintagebutikker.

Færch, Olsen og Holm-Sørensen var anerkendte i 50- og 60’erne, og nu har ejer Frantz Longhi – altså den samme Longhi, som har demokratiseret Kähler – sat dem i produktion igen under brandet og profetien Warm Nordic. Materialer og farvesætning er til den mørke, varme side, og det er alt sammen vældig hyggeligt og folkeligt.

Warm Nordic har også nulevende, unge og vægtige designere i deres portefølje som bl.a. Isabel Ahm, Sara Wright Polmar, Welling/Ludvik m.fl., og det er godt set, for de gamle modeller har godt af moderne modspil, ligesom det nok også er bedre for forretningen på sigt at hyre nulevende designere, der kan skabe nyt.

Møbel
Det andet nye brand hedder slet og ret Møbel og har David Thulstrup som hoveddesigner og ’kurator’, som de selv kalder det. Møbel er som brand ‘contemporary’ uden slinger, og det er umiddelbart cool, classy og dømt til succes. Jeg bladrer i kataloget, jeg husker standen, jeg er overbevist om kollektionens samlede udtryk, men har alligevel følelsen af, at jeg har set flere af møblerne før. Er det fordi, de tidligere har været udgivet hos designerne selv? Eller er det fordi, de ligner nogle andre?

På Møbels hjemmeside – der er spot on international, brandpromoverende, men uden mennesker bag(?) – står der: ”Møbel Copenhagen is bridging tradition and innovation – creating originality.”

Men i deres originale møbelkollektion ser jeg tydelige referencer til Nanna Ditzel, Isamu Noguchi og flere danske nulevende designere. Og selvklart; Vi står på skuldrene af hinanden, men når nutidige møbler går arven så hårdt i bedene, bliver jeg skuffet og ked af det på fagets vegne. Nye tider skaber nye tanker og nye idéer, så hvorfor ikke omsætte dem i form ved at vende tingene på hovedet? Eksperimentere, udvikle og afsøge fremfor at ’play it safe’ for at ramme det rigtige prispunkt?

Nu ved jeg jo ikke, hvor i markedet de to nye brands befinder sig rent prismæssigt, og denne klumme handler ikke kun om dem, men om den generelle tendens med at ‘skabe et brand’ fremfor at være en virksomhed, der designer møbler.

Der er penge i lortet
Jeg må erkende, at jeg efter møbelmessen i Stockholm er lettere rundtosset og desillusioneret, fordi jeg efter så mange år i faget kender mine referencer, så jeg, ofte uden at ville det, spotter kopier og lookalikes fra afstand. Men lige nu føler jeg mig decideret i spin. Som en snurretop, der ikke kan stoppe.

Jeg er nemlig i tvivl. I tvivl om det er mig, der er elitær og stivnakket. For jeg sidder med en lidt tarvelig stemning i kroppen, der vil mig noget. En mavefornemmelse, der fortæller mig, at de ‘nye brands’ udelukkende handler om business. Om at tjene penge ved at malke vores kulturarv og design-momentum og omsætte den i produkter, der er produceret effektivt og lean i materialer, ingen længere kan gennemskue, om er valide. Designet i en formgivning, som ingen længere ved, hvad refererer til, og iscenesat i en fernis af brand-lækkerhed, så jeg som forbruger bliver forført af fortælling fremfor virkelighed.

De nye brands er pakket ind i professionelt stylede billeder og så meget feel good vibe, at jeg tager mig selv i at tænke, at det nok bare er mig, der er sippet. Mig der er en hobby-brokker. Mig, der sætter barren for højt.

For det er jo fedt, at mange mennesker kan købe godt design. Eller er det?

Godt design?
Først og fremmest må vi spørge os selv, hvornår noget er godt design. For godt design er vel hele pakken? Ikke kun formgivning, men lige så meget materialer, produktion, etik og æstetik? Godt dansk design er vel ikke en budgetvenlig udgave i dårligere materialer, produceret i et land langt herfra, hvor de fleste arbejder uden overenskomst?

Og har alle ret til godt og betaleligt design? Er det ikke blot en anden måde at retfærdiggøre endnu mere forbrug ved at pynte sig med moralske fjer? Skal godt design ikke være lavet med omhu, produceret på forsvarlige måder og koste det, det skal koste, så alle kan få en bæredygtig forretning ud af det? Så forbrugeren bliver tvunget til at tænke sig om og spare op, inden han eller hun investerer? Hvorfor skal design demokratiseres til budgetvenlige brug-og-smid-væk-udgaver, som alle har råd til?

Det er derfor, jeg er rundtosset. Jeg er nærmest ude af stand til at afkode, om Warm Nordic eller Møbel eller mange af de andre brands blot spinder videre på det, der allerede er og bliver ved med at komme, så referencerne med tiden bliver mere og mere uklare, utydelige og grå. Jeg kan blot konstatere, at jeg oplever en følelsesløshed, en ’numbness’, når jeg endnu engang modtager en pressemeddelelse med relancerede klassikere eller ’nye’ nordiske design’kollektioner’ – iøvrigt et ord lånt fra den noget hurtigere modebranche.

For når alle løber efter de samme tendenser, de samme designere, de samme farver, de samme materialer og de samme ikoner bliver det hele generisk og ligner hinanden slående. Og det er ikke kun kedeligt. Det er løst i leddene. Det er uambitiøst. Det er laveste fællesnævner. Det er dollars, der sætter dagsordenen for dansk design. Business før hjerteblod. Og det er ikke særlig charmerende eller holdbart på den længste bane. Den bane, der sikrer eftermælet og designarven.

Sisyfos
Måske er det som en grov læsning af den græske myte om Sisyfos. I den franske filosof Albert Camus’ udlægning er det ham, der skubber stenen op af bjerget for at erfare, at den ruller ned igen, lige så snart han er landet på toppen. Det er først, når Sisyfos bliver bevidst om, at det er en absurd handling, han udfører, at han overtager sin egen skæbne, og den bliver meningsfuld for ham.

Er det først, når jeg erkender, at design i dag udgøres af produkter, der ligger millimeter fra hinanden i udtryk, tonalitet og den professionelle omliggende fernis af styling og markedsføring – uanfægtet om der står en anerkendt designer bag – at jeg forstår, at der ikke længere skabes nyt, originalt og autentisk design?

At den urolige følelse i mit system skyldes tågen af uigennemsigtige genfortællinger, genbrug og lag-på-lag-referencer? At det er naivt og uundgåeligt i vores globale og overinformerede tidsalder at tro, at der findes rene designere og jomfrueligt design, og det over hele hovedet ikke kan være anderledes?

Hvis jeg er helt galt på den, ‘please enlighten me’…