Jeg kan få noget ud af alting

Anne Mette Larsen serverer nybagte boller i værkstedet på Klosterfælled i Gl. Ry. Det er en af de behagelige overskudshandlinger, der bliver plads til, når man lige er kommet i mål med et stort projekt. Anne Mette Larsen har netop lanceret sin serie af midtjyske tæpper, der er blevet til i et samarbejde med et norsk væveri, en række kulturformidlere, fonde og andre ukonventionelle partnere, men som er 100 procent drevet af Anne Mette Larsens eget initiativ og kunstneriske drivkraft.

Midtjyske tæpper
Resultatet er ni tæpper med forskellige retvinklede mønstre og overraskende farvesammensætninger, der er inspireret af fire forskellige steder i Midtjylland. Med hvert enkelt tæppe følger en fortælling, og den får man med i form af en bog, når man køber et tæppe. Tæppeserien er stramt komponeret, anarkistisk farvesat og så generøst konciperet, at man bliver helt varm indeni, endnu før man har svøbt sig i et af tæpperne.

Tæpperne langes over disken fra Bolighuset i Ry, galleri A. Petersen Collection & Craft i København, KunstCentret Silkeborg Bad samt fra Anne Mette Larsens værksted i Gl. Ry, hvor de 25 flyttekasser med uldent gods fylder godt op. Og lige her midt i de første reaktioner på lanceringen, nybagte boller og nye boblende idéer møder jeg Anne Mette Larsen til en snak om væveteknik, kvalitetsproduktion og den begejstring, der har fået hende til at investere så mange af sine egne ressourcer i tæppe-projektet. Et projekt, der har rumsteret i 15 år, siden hendes første stand på Kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads i København.

“I 2002 til 2004 havde jeg plaider med på markedet på Frue Plads og havde allerede da virkelig lyst til at sætte noget i produktion. Men jeg tænkte “Nej, det skal jeg ikke begynde på nu”. Jeg skulle først finde mit eget udtryk. Jeg tror, at det er et ønske for mange vævere én gang i sit liv at få lov til at sætte noget i produktion.”

Stedets fortælling
Det var i Silkeborg, det hele begyndte. KunstCentret Silkeborg Bad består af fire tidligere kurbygninger inde i skoven med Skovvilla som den mest farvestrålende og arkitektonisk iøjnefaldende. Her fandt Anne Mette Larsen den indledende inspiration, selvom kun Skovvilla har skønvirkens charmende farver og bindingsværk, mens de øvrige bygninger til sammenligning farvemæssigt er nogle panelluskere.

“Men jeg kan få noget ud af hvad som helst. Jeg kan godt finde ud af at tænde på enkle ting og vride det derhen, hvor jeg gerne vil have det.”

Fra Silkeborg Bads matrikel foldede ideen sig ud til Midtjylland, og til Skovvilla blev føjet yderligere tre steder: Tinnet Krat, Badeanstalten i Silkeborg og Klostermølle. Alle fire steder er kulturhistoriske perler forbundet af det vand, som har været kilde til rekreation og energi i Midtjylland. Siden fulgte bogen.

“Først forestillede jeg mig, at der bare skulle følge en lille Pixibog med tæppet med fire billeder og syv linjer. Men så udviklede det sig. Til 132 sider.”

Væverens logik
Tæppernes mønstre og farver kan føres tilbage til de udvalgte midtjyske steder, men for væveren kommer væven først, og med den følger en bestemt logik og en række dogmeregler. I de endelige mønstre genfinder man motiver og rytmer, der kendetegner de fire steder, men de er set gennem væveteknikkens lodrette-vandrette koordinatsystem.

“På Røros Tweed i Norge bruger de jacquardvæve, det vil sige enkelttrådsstyrede væve, der kan væve isbjørne og vandfald og alt muligt, uden begrænsninger i mønstret. Men jeg lavede mit mønster, før jeg vidste, hvor jeg skulle producere tæpperne. Så mønstret er lavet, så det kan væves på en 14 skafts-maskinvæv, fordi det er en almindelig type, som findes mange steder. Det er samme type, jeg har her i værkstedet, og når man løfter et skaft på den, løfter man alle de tråde, der sidder på det skaft. Og det betyder, at man for eksempel ikke kan lave noget rundt i sit mønster.”

Dogmereglerne, der følger af at bruge en 14-skafts-maskinvæv som mønstrets præmis, giver rum nok til variation, så mønstrene på tæpperne kan udtrykke det sted, det er inspireret af.

“Selvom jeg låser mig fast på nogle ting, er der rigelig mulighed for variation. Det er kun en hjælp, at der en begrænsning”.

Den lukkede og massive form repræsenterer Klostermølles bygningsmasse. Den ubrudte linje bugter sig som badeanstaltens virvar af vandrør. Prikker og streger i forløb repræsenterer Tinnets Krats piblende vand, mens Skovvillas bindingsværk ses i tæppet med store tern.

Farvens spænding
Anne Mette Larsen har i sine tidligere vævede værker selv indfarvet sine tråde. Men denne gang har hun komponeret sine tæpper med farver fra Raumaull, der er en del af det norske væveri Røros Tweed. Hun fik 50 gram af alle 100 farvemuligheder med hjem at arbejde med.

“Jeg lavede vikleprøver af alle farverne – altså det er jo en bolsjebutik! Jeg kunne have lavet 100 tæpper. Men i sidste ende er farverne i tæpperne vokset ud af stederne.”

Kvalitetsproduktion
Egentlig ville Anne Mette Larsen gerne have produceret sine tæpper i midtjysk uld og på et midtjysk væveri, men da det er umuligt i dag at opdrive et dansk væveri, der kan løse sådan en opgave, engagerede hun det norske Røros Tweed, der netop er specialiseret i den proces, hvor efterbehandlingen er lige så omfattende og tidskrævende som selve væveprocessen.

“Først bliver tæpperne vasket og så centrifugeret, foldet ud, tørret og gjort trådlige, og så bliver de opkradset, dampet, skåret og syet. Så der er mange hænder inde over et enkelt tæppe. Derfor synes jeg også, det var vigtigt at få produktionen med i bogen. Folk er virkelig begejstrede over den del af fortællingen. Der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, at det koster 3.200 kroner for et tæppe og en bog, og det er jo kun fordi, man får hele fortællingen med.”

Væveren savner ikke at have vævet alt med egne hænder.

“Det var bare så fedt at stå deroppe i produktionen og se tæpperne blive sprøjtet ud, 12-13 meter i timen. De vævede 180 tæpper på to væve på to dage, torsdag og fredag. Mandag og tirsdag efterbehandlede de. Cirka lige meget væv og efterbehandling. Og så købte jeg den største lagkage til dem den sidste dag.”

Et tæppe, der holder
Anne Mette Larsen håber, at tæpperne, der forlader hendes værksted, bliver til glæde og smukkere i brug.

“Jeg har en god fornemmelse med det her. Også fordi jeg synes, der mangler et ordentligt tæppe ude i verden. De gamle slidte plaider, jeg har, dem kan jeg jo ikke gå ud at købe nogen steder, vel? Så jeg har haft lyst til at lave noget i en kvalitet, som jeg selv synes er fed. Og uden de der irriterende frynser.”

Tæppeproduktionen og fortællingerne om de fire steder er kun lige begyndt. Til sommer følger foredrag med arkitekt Arne Høi om Klostermølles arkitektur og tæpperne, det har inspireret til. Ideerne til flere arrangementer står i kø, måske bliver det også til designworkshops på gymnasier og spirituelle samtaler i menighedsråd.

“Det her projekt er jo ikke slut nu. Det er faktisk lige så meget formidlingsdelen, som jeg synes er sjov.”

Hvem tager tråden op?
I værkstedet i husets ene ende konkurrerer flyttekasser med midtjyske tæpper om pladsen med begyndelserne på en række nye projekter: en børnebog; vævninger, der undersøger kolonihaven og lejlighedens rumlige strukturer, og et større projekt med arbejdstitlen Salme til en døende, der fortsætter tråden fra con amore-projektet Midtjyske tæpper.

“Vævene, de store kæmper, der har slidt os allesammen ned, står omkring på lofter og i kældre, og folk ved ikke, hvad de skal gøre af dem. Nu er jeg begyndt at samle gamle defekte væve ind, og så vil jeg dekonstruere dem og bruge dem i en ny sammenhæng. Jeg kan næsten ikke nænne det. Her ligger for eksempel en Lervad 4 i små stykker.”

Den brutale ophugning, der skal igangsætte en kunstnerisk refleksion over vævemediets fremtid, er ikke en hævn for væverens skulderskader. Det er en kærlighedserklæring til det håndværk, som har formet Anne Mette Larsens kunstneriske udtryk og gør hende i stand til i samme æstetisk bæredygtige produkt at formidle kulturhistorie og komponere glødende farvebilleder, der kan give varmen i generationer.

“Der kommer ikke særlig mange nye vævere til. Der er så få, der udtrykker sig professionelt gennem væven, og det er ærgerligt, at der ikke er flere, der har det som kunstnerisk udtryksform. For mig handler det om, at der er nogle helt andre ting, jeg gerne vil udtrykke, og til det er væven mit medium.”