Q&A: Gitte Bjørn / korpussølv

Q&A: Gitte Bjørn / korpussølv

Giv os idag vor daglige brød er tre serveringsskeer skabt med aftryk af tre forskellige menneskehænder: en 100 årige dame, en nyfødt baby og Gittes egen. Foto: Ole Akhøj

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

BODY & SOUL
Køppe Contemporary Objects
Til 17 marts

Gitte Bjørn udstiller korpusværker i sølv hos Køppe Contemporary, som hylder kroppen, der både har til gården og gaden. Læber, ører, navle og venusbjerg er på dagsordenen, når Bjørn går til kamp for kroppen.

Med titler som In Shape, Eating DISHorder, Same Same but Different er vi allerede i gang. Gitte Bjørn, der er uddannet guldsmed, men har korpussølvet som sit foretrukne materiale og metode, har på udstillingen BODY & SOUL sat kroppen i scene. En scene, hun mener er tiltrængt, at vi genfortolker. For der er brug for modstand til mediernes og særligt de unges rigide og forstyrrede kropsidealer. I katalogets forord beskriver Master Fatman Gitte Bjørns ærinde som:

“At vise os dele af det, vi alle består af. Hud og hår. Krop og sjæl. Hun viser os, sådan som vi er. Store, små, tykke, tynde, unge, gamle, korte, aflange – og viser os det på en måde, så vi ser, fornemmer og mærker – og ikke mindst drages af – det fascinerende. Som vi så – uden vi bemærker det – også bliver det smukke.”

Eating DISHorder er den klassiske sølv serveringsbakke med låg – nu med metaniveau. Foto: Ole Akhøj

designETC var forbi galleriet og blev draget af de narrative værker med eksistentielle tematikker på dagsordenen. Derfor har vi stillet Gitte Bjørn en række spørgsmål:

Hvad er det, du viser på udstillingen hos Køppe?
Udstillingens tema er krop, behov og følelser. Nydelse og ren væren.

Smykkeserien, som indgår i udstillingen, hedder Love Sounds, og den har jeg løbende suppleret med nye værker. Blandt andet er der en serie ringe og vedhæng på vej til Paris, hvor jeg skal repræsenteres hos Galerie Elsa Vanier ultimo marts.

Serien af vedhæng, der symboliserer kærligheden og det, at vi nogle gange har brug for en ventil. Som en ballon – her er ventilen dog en diamant. Love Sounds giver desuden en lille lyd fra sig. Foto: Ole Akhøj

Din udstilling hedder Body & Soul. Hvad henviser kroppen og sjælen til?
Kroppen er omdrejningspunktet for formsproget i udstillingen. Fortolkninger af den naturlige krops uperfekte buler og folder, som i sølvets glød får en skønhed, vi sjældent tillægger den ikke sportstrænede krop.

Sjælen er med, fordi det er i samarbejde med dén, at vi skal lære at elske og acceptere vores eget udseende – uden stereotype skønhedsoperationer, botox og fedtsugninger.

Og så refererer titlen Body & Soul i mine øjne til det hele menneske.

Du taler i din film om, at normalitetsbegrebet er blevet snævert. Hvordan kommenterer du på det i din kunst?
I takt med at alt er blevet muligt med en operationsskalpel i hånden på en plastikkirurg, er stereotype skønhedsidealer blevet opnåelige med blot en børneopsparing. Sammenfaldene med en uhyggelig nypuritansk livsstil hos den yngre generation levnes der ikke mulighed for at opleve menneskets kropslige diversitet i for eksempel svømmehallens omklædningsrum.

Mennesker, måske specielt kvinder, får ændret deres næser, ører, munde, bryster – ja, sågar skamlæber, for at passe ind i et ideal som gud-ved-hvem har bildt dem ind er smukkere end det naturlige. I værkserien Same Same, but Different kommenterer jeg på forskelligheden ved netop at fokusere på ører, munde og næser.

Bjørns korpusværk Same-Same But Different Ears viser menneskets ‘virkelige’ ører – skabt ved afstøbning af, ja, menneskets virkelige øre. Foto: Ole Akhøj

Jeg har valgt at bruge 1:1-afstøbninger af originale kropsdele for at præsentere forskelligheden. Det er vigtigt for mig, at kropsdelene ikke fremstår karikerede, som muligvis ville være tilfældet, hvis jeg havde modelleret eller bearbejdet de autentiske aftryk.

Her er aftrykkene skabt af virkelige menneskers virkelige munde, ører og næser. Rum dem. Og gerne med et smil. For så rummer du dig selv.

Hvad betyder det for dig at skabe korpusværker i sølv?
Hmmm. Metal er mit materiale. Sølv, guld, kobber, bronze – og stål, med lidt teknisk hjælp fra andre.

Jeg arbejder med form og monokrome farver og kan ikke lade være. Det er det, jeg er bedst til og kan udtrykke mig frit i.

Hvordan har du det med, at du er en af de få, der arbejder med korpussølv?
Jeg er egentlig slet ikke sølvsmed. Jeg er udlært guldsmed og er ikke opdraget med sølvsmede-teknikkens funktionsbårne tradition. Måske er det derfor, jeg er i stand til at bruge håndværket frigjort fra netop det funktionsbårne behov. Måske er jeg atypisk, men det betyder ikke så meget for mig, hvad andre laver.

Hvorfor tror du, at arbejdet med korpussølv er ved at forsvinde?
Hvorfor? Fordi ALLE hellere vil have den nyeste iPhone-model hvert andet eller tredje år end et komplet kaffeservice i sølv, når de fylder 40.

Der er kun ét sted tilbage i Danmark, hvor de udlærer sølvsmedelærlinge, og dér lærer de håndværket med fokus på funktion. De lærer at lave smukke Koppel-fade. Men hvem køber et fad eller en kande i sølv i dag, fordi de mangler et fad eller en kande?

Lysestagerne As long as you burn, size doesn’t matter. Need we say more? Foto: Ole Akhøj

Ingen lærer i dag sølvet at kende som et materiale til brug i en kunstnerisk praksis. Det er måske også meget forståeligt, materialets pris og det faktum, at håndværket er særdeles langsommeligt og besværligt, taget i betragtning. Faktisk kræver det en ganske særlig vedholdenhed at lave unikaværker uden funktion i sølv. Det tager så lang tid og ser ufatteligt håbløst ud undervejs og er derfor alt for let at opgive.

Tror du, der er en revival rundt om hjørnet, eller er faget ved at dø?
Nej.. og nej!

Der skal nok gå mange år, før vi kan tale om en egentlig revival, men den zen-agtige koncentration, vedholdenhed og gentagelse, der ligger i den skabende proces som sølvsmed, vil altid vinde genklang hos nogle få. Vi må bære faget videre i de små brudstykker, vi hver især formår ved at dele og hjælpe hinanden, som jeg oplever, at der er en smuk tradition for blandt sølvsmede. På det felt har jeg oplevet stor generøsitet.

Udstillingen har tidligere været vist på Koldinghus og Galleri Montan
Gittebjorn.dk

Del artiklen

'Q&A: Gitte Bjørn / korpussølv'

Facebook