Keramik og interiør i den nye Noma-restaurant

Keramik og interiør i den nye Noma-restaurant

Noma har engageret en række formgivere, primært danske, i etableringen af den nye 2.0.-restaurant. Blandt andre fem keramikere, som har skabt ny bordservice. Foto: Jason Loucas

af Stine Nørgaard Lykkebo

Skribent og tidligere redaktionssekretær for kunsten.nu.

Billedserie

Sidste år lukkede Noma på Christianshavn for at genopstå i en version 2.0 med adresse på Refshaleøen. Nu er den nye restaurant endelig åbnet – fyldt med nordisk keramik, møbler, lamper og indretning.

Nordisk mad kom på alles læber, efter Rene Redzepis Noma indtog den danske madscene i 2003. I kølvandet kan man vist roligt sige, at også nordisk indretning og design fik sin renæssance – og der rides stadig på bølgen.

Nu er Noma 2.0 så åbnet i helt ny arkitektur og med helt nyt interiør som scene for et nyt menukoncept med tre årlige sæsoner – ocean, plant, forest – der hver knytter an til de råvarer, som er i sæson.

David Thulstrup har designet en ny serie af spisemøbler til Noma, som Brdr. Krüger har sat i produktion. Over bordet svæver Jonas Edvards Gesso-pendel. Gulve af Dinesen. Foto: Jason Loucas

I den nye Noma-restaurant, hvis arkitektur er udført af Bjarke Ingels, BIG, er indretningen skabt af danske Studio David Thulstrup med gulve af Dinesen, snedkerarbejde af Malte Gormsen og lamper i bionedbrydeligt Gesso (materiale skabt af kalk, red), designet af Jonas Edvard.

David Thulstrup har desuden designet nye spisestole og -borde i samarbejde med Brdr. Krüger under navnet ARV, og så har fem keramikere skabt service til restauranten, hvoraf det meste er produceret på Den Danske Keramikfabrik på Bornholm.

6000 stykker keramik
Det er Nomas projektleder Aurora Lea og stylist Christine Rudolph, som har kurateret Nomas nye keramik, som ligesom menukonceptet er opdelt i tre ‘kollektioner’ – en til hver sæson – for at tilbyde gæsterne forskellige spiseoplevelser året rundt.

Noma 2.0 åbner med sæsonen ‘HAV’, som indtil maj vil koncentrere sig om de skandinaviske fisk og skaldyr. Her er det fyldte muslinger fra det nordlige Norge med rogn og solbærfudge. Foto: Jason Loucas

Udgangspunktet har været at engagere forskellige keramikere for at skabe yderligere variation i borddækningens udtryk, og derfor er det både norske Anette Krogstad, canadiske Janaki Larsen, danske Finn Dam Rasmussen og Astrid Schmidt samt Hjorts Fabrik på Bornholm ved Karina Skibby, som har været på opgaven. Kombineret er der tale om over 6000 stykker keramik i alt: tallerkner, skåle, vaser, kander og kopper.

En tredjedel af keramikken er hen over efteråret 2017 blevet til i Den Danske Keramikfabrik, hvis spidskompetence netop ligger her: i de bæredygtige limited edition-produktioner, der er for store for den selvstændige kunsthåndværker at fremstille på eget værksted.

På keramikfabrikken har fire håndværkere hjulpet den store produktion i hus, drejet og lagt glasur. Og der er arbejdet med farver, teksturer og udtryk for at matche de tre sæsonmenuer, i nordiske, natur-nære farver selvfølgelig; brunlige, grålige og blålige.

 

Kilde: Pressemateriale og interviews

Del artiklen

'Keramik og interiør i den nye Noma-restaurant'

Facebook