B for Biennale, F for fællesskab

En dyne med påtrykte psykologiske evalueringer og ditto eftertanke. En cykeltur til Ukraine omsat i nytænkende tæppemønstre og ny metodik. Et sønderjysk kaffebord uden kagekanon som samfundskritisk kommentar til nationalitet og kulturel mangfoldighed.

Hvert andet år samler Biennalen for Kunsthåndværk & Design området med et mangefacetteret bud på, hvad nutidige danske kunsthåndværkere og designere er optaget af. Den kommende Biennale for Kunsthåndværk & Design har politik med stort P som tematisk afsæt. Foreningens Open Call sparer ikke på metaforerne, når de skriver:

”Samfundet skal spare, og de aktiviteter, hvis effekt er svær at værdisætte, fjernes ukritisk. Det kunne hævdes, at vi har valgt at spare på den frie visionsskabelse i en tid, hvor visioner og langsigtede valg er afgørende for vores fælles fremtid. Verden er – bogstaveligt talt – ved at gå under.”

Det er heftige sager og ikke for særligt sarte kunstnersjæle, hvis man vil ansøge 2019-Biennalen. Men inden man afskrækkes af angst for ikke at leve op til ambitionerne, er det værd at huske på, at Biennalen for Kunsthåndværk & Design siden 1995 har præsenteret forskellige stemmer i såvel tematik, kritik, faglige genrer og metoder.

Fra København til Jylland
Biennalen, der er startet af Danske Kunsthåndværkere & Designere, har ikke haft et fast fysisk opholdssted, men har flyttet lokation adskillige gange – fra København til Jylland og tilbage igen. Fra Kunstindustrimuseet over Nordjyllands Kunstmuseum, Trapholt, Koldinghus, Rundetaarn, Designmuseum Danmark, Carlsberg og Museumsbygningen – og den omstillingsparathed siger en hel del. For det er sagen, der er i fokus. En sag, der er bygget på en kærlighed til feltet og en udstrakt hånd fra institutioner og det generelle miljø.

Tidligere direktør for Kunstindustrimuseet, Bodil Busk Laursen, skrev i forordet til 2002-kataloget følgende:

”De tre biennaler (1995, -97 og -99) har til overflod bevist deres eksistensberettigelse og har tjent som vigtige pejlemærker for forståelsen af udviklingen inden for dansk kunsthåndværk og design. Med deres tværgående præsentation af forskellige retninger og materialer har det givet omverden mulighed for en mere samlet vurdering af det aktuelle udtryk, en sammensathed, som ellers kan være vanskelig at kortlægge i det nuværende udstillingsbillede, der oftest er materialebestemt eller fokuserende på enkeltpræstationer.”

Samlende platform
Biennalen fungerer altså som en samlende platform for feltet, hvor unge som etablerede søger ind med værker, der er eksperimenterende i både fortælling og materialer. Og katalogerne, der følger udstillingerne, præsenterer ikke kun værkerne, men italesætter og sprogliggør faglige refleksioner, diskussioner og udfordringer i feltet.

Biennalen har ofte haft tematiske afsæt som bæredygtighed, dialog og ’making’, men lige så ofte har det bevidst manglende tema været en ambition om at åbne feltet op for fri fortolkning og fri formgivning.

Det nordiske islæt har siden 2011 også været en fast ingrediens i Biennalen; enten i form af kuratorer hinsidan eller nordiske udstillere, der dog skal have en dansk tilknytning – det være sig som del af en designgruppe, som bosiddende i Danmark eller som tidligere studerende på en dansk designskole.

Biennalen som kreativ ramme
Den keramiske kunst- og designduo Claydies har deltaget på Biennalen flere gange og er ikke i tvivl om udstillingens frigørende potentiale:

”Biennalen er en dejlig mulighed for at vise det, man går og arbejder med, og Biennalen tegner ofte et godt billede af, hvad der sker på kunsthåndværkscenen lige nu. Derfor er den selvfølgelig super vigtig!

For vores vedkommende er Biennalen altid en god anledning til at finde på et nyt projekt. Vi har ofte brug for en ramme at udstille vores eksperimenter i. Som eksempel kan vi nævne DOGME07, som var med på Biennalen i 2007. Det projekt har udviklet sig til flere udstillinger, og i dag modellerer vi et porcelænsstel under navnet True Feelings, som er en direkte udvikling af dogmeprojektet. Biennalen giver os mulighed for at arbejde frit med et tema, så når vi har tid og råd til det, vil vi altid søge at være med på Biennalen.”

Biennaletema 2019
I 2019 ruller den næste Biennale afsted med temaet Fællesskab, der sætter fokus på, hvordan kunsthåndværk og design kan være et medie til at skabe værdi, identitet og nye fællesskaber.

Formand for Danske Kunsthåndværkere & Designere, Hans Christian Asmussen, forklarer:

”Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2019 har et politisk tema. Vores Open Call er et opråb, fordi verden er af lave. Gennem tiden har man brugt kunsthåndværk til at bygge imperier og identitet gennem form som fx Dronningers diademer eller andet. Lad os vende den tanke og bruge form til at bygge en ny identitet til vores planet, så den kan klare de udfordringer, vi står overfor. Biennalen 2019 er et forsøg på også at få designere til at byde ind – det er nemlig ofte udelukkende kunsthåndværkere, der søger Biennalen. Jeg ser meget gerne, at genrerne krydser hinanden og begynder at arbejde mere sammen, som det fx sker på skolerne.”

Det politiske aspekt har været tydeligt på de sidste to biennaler og hænger til dels sammen med den nye formand Hans Christian Asmussens prioritering af, at design og kunsthåndværk bør byde ind som ligeværdige forslag i en politisk debat. At form kan være medskaber af nye betydningsdannelser, der kan have vidtrækkende og dagsordensættende tendenser. Det er det ydmyge håb og den høje ambition, foreningen tager afsæt i med biennaletemaet for 2019.

Biennalens betydning
At slippe igennem nåleøjet til Biennalen er en anden side af en kompleks sag, for Biennalen er som sagt en censureret udstilling, hvor en udvalgt jury bestående af fem medlemmer – tre danske og to nordiske – udvælger de bedste projekter blandt de indsendte forslag. I 2019 er det også samme jury, der både kuraterer og udvælger vinderne.

Designer Pernille Snedker Hansen deltog med værket Marbelous Wood i 2011 på Koldinghus, der det år var en af de største biennaler hidtil. Årets kuratorer var keramiker og designer Ole Jensen og lektor og forfatter Lars Dybdahl, der udvidede værklisten med industrielle designprodukter og grafisk design.

Pernille Snedker Hansen indsendte et mønstret gulv i fyrretræ, kaldet Marbelous Wood, der var farvesat efter gamle bogbindermetoder, hvor papiret blev badet i vand med farver.
Den metode havde hun omsat til træ, som således fik et helt nyt, farverigt udtryk med en større anvendelsesmulighed. Det, man normalt ikke tillægger den allerstørste æstetiske værdi, gulvet, vi træder på, fik således en markant overhaling i såvel æstetik, status og funktionalitet, og denne genistreg nominerede hende blandt de sidste tre til Biennaleprisen på 100.000 kr.

”Biennalen 2011 var min debut på kunsthåndværk- og designscenen, så den har betydet, at mit arbejde blev synligt, og det er jeg taknemmelig for. Deltagelsen har også betydet, at jeg kunne etablere mig som designer/kunsthåndværker og udvikle mit arbejde.”

Marbelous Wood blev samme år vist igennem Crafts Collection. Det var kombinationen af de to events, som ifølge Snedker Hansen gjorde, at hendes arbejde med Marbelous Wood fik stor opmærksomhed. Og hun får stadig henvendelser på den baggrund.

“Biennalen er en fantastisk platform for dansk kunsthåndværk og design. Der er plads til at vise æstetik, teknisk faglighed og konceptuelle ideer af høj kvalitet, som ikke lige umiddelbart er kommercielle. Det er en vigtig platform, hvor man som udøvende selv kan sende ind. Denne åbenhed er vigtig, fordi det giver juryen og den etablerede scene mulighed for at opdage ukendte projekter, mindre kendte formgivere og mærke, hvad der optager de udøvende, og hvad de arbejder med”.

Mangfoldighedens styrke
Biennalen har altid været åben for alle formgivere, og det er altså ikke kun medlemmer af foreningen Danske Kunsthåndværkere & Designere, der kan søge, men alle formgivere i feltet. Og det er en af udstillingens styrker: At Biennalen er åben for alle efter devisen ’må de bedste projekter blive antaget’.

Museumsinspektør Pernille Stockmarr er en af de kommende jurymedlemmer til Biennalen i 2019, og hendes forventninger er høje:

”Biennalen for Kunsthåndværk & Design er jo en af de få arenaer, hvor udøvende kan boltre sig, og hvor nytænkning og traditioner inden for design og kunsthåndværk kan blive udfoldet og udfordret. Med det stærke felt vi har, ser jeg frem til at blive præsenteret for et repertoire, der favner og spænder vidt, og hvor værkerne – på hver deres måde – vil gå nye veje, ned i dybden eller helt til kanten. Biennalens tema er Fællesskab, og ’fællesskab’ er nationalt set en ret central værdi, som i disse år er aktuel på nye måder. Som jurymedlem er jeg yderst spændt på, hvordan de forskellige bidrag fortolker og forholder sig til det tema.”

Hvordan disse bidrag og fortolkninger kommer til at tage sig ud, bliver spændende at følge. Hvem ved om kroppen kommer i fokus, som det sker på den kontemporære kunstscene lige nu? Hvem ved om bæredygtigheden tager en ny drejning? Om helt nye materialer kan skabe helt nye funktionaliteter, som vi end ikke er begyndt at ane omfanget af?

Tidligere biennalekurator, forsker og forfatter Lars Dybdahl hudflettede nogle af de indsendte værkers potentialer i forordet til 2015-kataloget:

”I de mange fortællende anslag optræder humoren som drivkraft, det bymæssige bringes ligeledes i spil, ligesom naturen, menneskekroppen og psyken er aktiveret som reservoirer af materiale- og udtryksmuligheder både for det harmoniserende, det fabulerende og poetiske, det konceptuelt-kritiske og det stærkt ekspressive.”

Og det er vel det, Biennalen for Kunsthåndværk & Design kan og skal: Opvise en alsidig nytænkning i udtryk, materialebearbejdelse, kompetencer og fortælling? Så publikum kan få et samlet indblik i feltets mangfoldige udtryk og få rykket ved deres opfattelse af, hvad dansk kunsthåndværk og design er og kan? Måske endda politisk?