Ny værkstedsbutik i Gothersgade

Ny værkstedsbutik i Gothersgade

Lene Hald og Karen Fly er begge kendt for både unikke og narrative smykker, men også for enkle og fleksible produktioner. Foto: Lene Hald

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

No 99
Gothersgade 99
Tir-fre 12-17.30
Lør 11-15

Smykkekunstnerne Karen Fly og Lene Hald er gået sammen om en ny værkstedsbutik overfor Kongens Have i København. Her kan man opleve kunstnerne arbejde og købe både unikasmykker og håndlavede serielle produktioner.

Karen Fly og Lene Hald er begge etablerede formgivere inden for deres felt med en lang række smykkeudstillinger på CV’et sammen med iværksættererfaringer. Karen Fly, fordi hun var en del af DesignerZoo på Vesterbro i de sidste år, Lene Hald, fordi hun var med til at starte værkstedsfællesskabet Formverk på Islands Brygge.

Butikken er farvesat i en rolig stålblå, der kører som et bånd fra gulv til væg og indikerer shoppen, mens de to arbejdende værksteder flankerer siderne. Foto: Lene Hald

Nu er de to gået sammen om at åbne en fælles butik, der både inviterer ind i de åbne værksteder, som ligger inde i butikken og ind i et univers af både one off-smykker og serielle produktioner.

“Vi har længe drømt om at kunne arbejde sammen, og det passede lige nu, da DesignerZoo lukkede, og jeg var nødt til at finde en ny butik. Vi var så heldige at finde et skønt lokale lige midt i centrum. Butikken er indrettet stilrent og hyggeligt med begge værksteder synlige. Her glæder vi os til at vise vores smykker frem til både københavnere og turisterne,” fortæller Karen Fly.

Del artiklen

'Ny værkstedsbutik i Gothersgade'

Facebook