Ned Cantrell modtager Hempels Glaspris 2018

Ned Cantrell modtager Hempels Glaspris 2018

Ned Cantrell, som driver butik og galleri med glaskunstner Karen Nyholm i Ebeltoft, modtog i år Hempel Glasmuseums glaspris 2018. Foto: Fox and Crow. Ned Cantrell

Lørdag den 9. juni inviterede Hempel Glasmuseum til prisoverrækkelse på museet i Odsherred. Her modtog den engelskfødte glaskunstner Ned Cantrell årets pris for sit kunstneriske arbejde med glas.

“Han bruger glasset til at fortælle historier fra det moderne liv med et samfundskritisk blik, men ofte også med en finurlig humoristisk pointe. Årets glasprismodtager er en eminent håndværker og understreger selv håndværkets vigtighed i den kunstneriske proces.”

Sådan lyder det fra Hempel Glasmuseum, som den 9. juni overrakte den engelskfødte, men herboende glaskunstner Ned Cantrell deres årlige kunstpris.

Ned Cantrell arbejder i et billedsprog, som vi kender det fra tegneserier, science fiction og pop art, og han gestalter ofte sine fortællinger og budskaber gennem naivistiske dyrefigurer som i dyrefablerne.

Ned Cantrell er født 1975 og uddannet i England, men har siden 2004 boet og arbejdet i Ebeltoft, hvor han sammen med ægtefællen og glaskunstneren Karen Nyholm driver glasværksted og butik.

Det er Hempels Kulturfond, som hvert år tildeler Hempels Glaspris til en dansk glaskunstner, der har gjort sig særligt bemærket. I glasmuseet udstilles værker af glasprismodtagerne siden 1988, hvor glasprisen blev indstiftet til minde om Jørgen Christian Hempel (1894-1986).

Del artiklen

'Ned Cantrell modtager Hempels Glaspris 2018'

Facebook