ANYbody for everybody

Slingrer man ned ad Søndergade for at glo på vinduer, kan man i disse dage blive mødt af en sælsom flok. Ved 15-tiden i Aarhus Midtby træder en række unge mænd og kvinder med kitler over hudfarvede bodysuits ind i stormagasinet Sallings vinduesudstilling. Her ifører de sig ginernes avantgarde-dragter, hvorefter de blander sig med de handlende i stormagasinet og de forbipasserende flanører i gågaden.

Til modeprojektet ANYbody har 13 danske designere og kunstnere udforsket grænserne for kroppen og moden – og udstiller netop nu i Stormagasinet Sallings vinduer. Projektet er begavet konciperet af kurator Ane Lynge-Jorlén og gruppen af både kommercielle og ikke-kommercielle partnere. Projektets højdepunkt er, at det er forstyrrende og tilgængeligt for alle forbipasserende.

I 13 forskellige silhuetter udfordres kroppens mulighedsrum og ikke mindst vores blikkes mulighedsrum. Det uafladeligt konsumerende og konventionelt seksualiserende blik rækker ikke her, for dragterne er ikke ligefrem nemme at integrere i forårets ‘capsule’ eller sexede i en vanlig “ben eller bryster”-forstand.

Goth-eventyr i sælsom balance
Liselotte Hornstrups silhuet er ekspressiv som et goth-eventyr. Men, som hun selv siger, helt rolig indeni. Ro vokser i Hornstrups univers ud af et stærkt rodnet, der i hendes fortolkning bliver helt konkrete rødder, der vokser viltert ud af kroppen. Hornstrups håndværksmæssige dygtighed og stærke metafor skaber en sælsom balance, der gør tanken om at bære sættet plausibelt.

Genbrugsluksus
For den nye generation af designere er bæredygtighed ikke et tema eller en unik markedsføringsprofil. Det er en uomgængelig præmis, der kan føre kreativiteten ad mange veje. Stine Sandermann har affaldshåndtering som en kerneværdi i sit modebrand og har til ANYbody skabt en silhuet, der er vellykket i sin form – og med en tyggegummi-inspireret farveholdning.

Sandermann pakker kroppen ind i en overflod af foldet luksus. Luksus er den association, der dukker op, selvom materialet er genbrug. Dragten og ansigtsmasken består af umage kombinationer af klart, ukomfortabelt plastmateriale og makuleret blankt papir, foldet, draperet og stakket på kroppen. Bunken af tiloversblevet materiale er smukt sammensat og bevæger sig flydende med kroppen. Det er forførende og tankevækkende affaldshåndtering.

Mode med kærlighed
Mange af de 13 nye billeder af den mulige krop bruger humor og kærlighed som ramme. Også Fjord Ruby, der kærligt skærmer kroppen af med en feminin kjole og hat, komponeret af todimensionelle plader med langt rosafarvet luv. Til yderligere beskyttelse får pigen i kjolen en ‘Imaginary Friend’, som også er projektets titel, en kageformet, flad figur, også i rosa, med et ekstra lag beskyttende plast.

Med smukke plastikblomster afbøder Cæcilie Dyrup det potentielt frastødende ved den deforme krop, hun har formet af lys læder. Modsat denne sarthed larmer Nanna Bernholms rockstjerne af et drømmevæsen med sine overdimensionerede kropsdele i porcelæn og knaldrøde pailletter og hvide stiletter.

Kropumuligt
De projekter, der står skarpest, finder en balance mellem drøm og virkelighed – de synes at være realistiske, om end i en anden verden. Men det samlede projekt vinder ved også at rumme endnu mere radikale bud, der opløser kroppen og ligefrem begrænser bevægelsesfriheden. Marie Munks posthumane kropstolkning kan næsten ikke bevæge sig i sin snærende Photoshop-ramme. Og med et enkelt greb iscenesætter Marie Sloth Rousing vore arbitrære forventninger til kroppen, hvor forstørrelsesglas er indsat i dragtens stormaskede tekstil og fremhæver tilsyneladende tilfældige kropszoner, mens andre dele af kroppen hæmmes og vrides til side.

’The real woman issue’
Redaktør for magasinet The Gentlewoman, Penny Martin, åbnede den første visning af projektet fredag den 31. marts ved at reflektere over modens potentiale som en samfundsomvæltende kraft og behovet for at gentænke krop og identitet i en digital tidsalder.

Det britiske modemagasin er siden 2010 udkommet to gange årligt med det erklærede mål at transformere sin genre ved at insistere på at behandle mode som udtryk for personlig stil i en virkelig verden.

The Gentlewoman forsøger i sin journalistik og billedpolitik at acceptere alle slags kroppe, bogstaveligt ‘any body’, og ikke kun at forholde sig til virkeligheden i det lejlighedsvise særnummer:

“It is not easy to bring fashion and reality closer together but it is a worthwhile ambition and something we strive to do on every page not just every three years in the ‘real woman issue’ or the ‘fat issue’ or ‘the age issue’ or ‘the thin issue’.”

Med ubegrænset digital adgang til alverdens kropsbilleder skulle man tro, normalitet ville være et vidt begreb og ikke det modsatte. Normalitet er en snæver kategori, når man følger sit feed på de sociale og digitale medier. ANYbody-modeprojektet er en befriende og anmasende påmindelse om, at mode og krop og materialitet har uendelige udfoldelsesmuligheder også i en virkelighed domineret af en digital billedstrøm af photoshoppede kroppe.