Balancekunst i kongeligt porcelæn

INTERPRETATIONS åbnede torsdag med ti “skitser til videre dialog,” som programleder Flemming Tvede Hansen præsenterede dem i sin åbningstale i CLAY’s pavillon.

De studerende på kandidatoverbygningen Keramisk Design på Det Kongelige Danske Kunstakademi har samarbejdet med Royal Copenhagen A/S og CLAY. På museet har de studerende søgt inspiration i den nyopsatte historiske samling, og på etagen herover viser de nu deres nyfortolkninger.

Studielektor Martin Bodilsen Kaldahl har som kongstanke, at netop overbygningen og dens indbyggede kulturmøder mellem studerende af vidt forskellige baggrunde, og mellem de studerende og de forskellige agendaer i moderne virksomheder skærper den enkeltes faglige identitet: “Det er del af en professionalisering at kunne tage bestik af situationen og lytte til alle de forskellige stemmer, der er inde i en virksomhed som Royal. Man skal lære at balancere,” udtaler han.

Ti forskellige synsvinkler
Holdet på ti kandidatstuderende, der specialiserer sig i keramisk design, har vidt forskellige kulturelle og faglige baggrunde. Ikke alle er fortsat til den to-årige kandidatuddannelse i forlængelse af en tre-årig bachelor i samme fag. Her er for eksempel også industrielle designere og smykkedesignere med ønske om at specialisere sig i keramisk design. Ligeledes er vidt forskellige nationaliteter repræsenteret, de studerende kommer fra lande som Kina, Portugal, Italien, Island, Sverige, Korea og Danmark. Martin Bodilsen Kaldahl pointerer, at der i overbygningen er en selvstændig pædagogisk pointe i at møde andre, der vil noget andet med keramikken end en selv.

Royal Copenhagen-udfordringen afspejler i de ti varierede opdækninger på udstillingsbordene, hvor forskelligt ti individuelle designere kan gribe den samme kongelige porcelæn an.

Yderpunkterne spænder fra islandsk-franske Íris Björk Björnsdóttirs kopper med fint afstemt brug af det musselmalede mønster, nu fortolket som relief, til danske Signe Fensholts nyfortolkninger af bordudsmykninger, hvor frugten er taget ud af kurven og som kugler af forskellig størrelse bliver til næsten anonyme bærere af boblende glasur-eksperimenter, der helt overtager scenen.

Synsvinklens betydning for opfattelsen af det keramiske design bliver helt konkret hos italienske Davide Ronco, der til åbningen forklarer en mandlig gæst, hvordan hans usynlige musselmalede tallerkner, der teknisk set er musselmatterede tallerkner, i sin endelige form vil kunne gå i opvaskemaskinen og bestemt ikke bare er usynlige.

Davide peger på mig på den anden side af bordet og argumenterer for, at jeg ville kunne se det mønster, han ikke kan se fra sin plads. På et dækket middagsbord ville alle omkring det få forskellige oplevelser af dekorationen på grund af lyset og synsvinklen.

Keramiske konversationsstykker
Udstillingen giver ti meget forskellige bud på, hvordan man finder sig selv som keramisk designer i balancegangen mellem højt besunget kulturarv og benhård business.

Emma Nilsson har hentet sin inspiration i konversationsstykker i CLAY’s faste udstilling Skatkammeret. Her vises dele af Frederik VI’s dessertstel, som blev leveret til kongen i årene 1832-35 af Den Kongelige Porcelainsfabrik.

Stellet bestod af 350 dele heraf et par hundrede desserttallerkener; halvdelen dekoreret med blomster og den anden halvdel med prospekter. Det var “datidens Power Point-show,” siger museumsdirektør Pia Wirnfeldt med henvisning til stellets repræsentative funktion. Det fungerede dengang og fortsat i dag til dronningens nytårstaffel som keramiske konversationsstykker designet til at dupere.

Emma Nilsson serverer nutidig arkitektur på sine tallerkner. Fotografierne, der dekorerer tallerknerne, er overraskende skarpe og den perspektiviske dybde inviterer indenfor. Øjet glemmer helt desserten, men da fotografiet er trukket lidt til side, bringer den riflede kant og det musselmalede kontrafej bevidstheden tilbage på tallerkenen. Denne opsigtsvækkende nyfortolkning tiltrak livlig samtale under åbningen, om hvad vi kigger på, og hvor vi er.

Sanselighed og flydende funktioner
Flere af udstillingens fortolkninger vrider Royal Copenhagens gamle mønstre og relieffer lige netop så meget, at man ville kunne dække bordet både klassisk og moderne med dem. Åbningsarrangements gæster synes at more sig med at genfinde brandets velkendte træk og vurdere funktionaliteten – de fleste fortolkninger holder kaffen i koppen og konversationen omkring bordet.

Men der er også eksempler i udstillingen, hvor der bliver vredet en tand mere i den kongelige porcelæn. Bianka Réka Rácz har taget fat i det riflede og et par hundrede år gamle kendetegn ved Royal Copenhagens stel. Hun (gen)opliver mønstret med en enkel wire, der trækkes gennem porcelænet. Det resulterer i riflede krus, der stadig kan rumme kaffen, men en stor luns af den ydre form er forsvundet. Grebet er enkelt, grænsende til det flabede. Som harpespil, der afbrydes af et enkelt råt guitar-riff.

Udstillingens mest radikale fortolkning er dog Gamin Chois, der har ladet den våde porcelæn sile ned ad en plade uden at samle sig i en genkendelig middags- eller kaffeduelig form. Forslaget er tænkt som en installation til Royal Copenhagens showroom og en fejring af porcelænet i sin rå form.

Balancekunst
Under åbningen herskede blandt gæsterne en konstant og nysgerrigt summende bevægelse mellem udstillerne og deres fortolkninger. En herre koordinerede venligt vores passage mellem to udstillingsborde, der hver bestod af en enkel spånplade på tre fyrretræsbukke. “Hvis jeg går denne vej, og du går den der vej, så klarer vi den nok,” sagde han og stødte foden mod den ene buk. Alle rundt om os holdt vejret et sekund; indtil rystelsen aftog uden fatal klirren. På alle måder blev jeg af denne fine udstilling mindet om porcelænets natur og keramikerens balancekunst.