Biennale med politisk sigte

”Du vil fejle. Inden længe vil du være ude af stand til at følge med. Du vil mærke behovet, for kortvarigt at trække dig fra kampen om at sikre dine børns muligheder i konkurrencestaten. Du er blevet træt. Klar til udfasning…”

Du har ikke læst forkert. Det er ikke indledningen til en sci fi-roman, men såmænd bare Danske Kunsthåndværkere & Designeres ’Open Call’ til feltets udøvere i forbindelse med dette års biennale.

Årets biennaletitel Liquid Life er inspireret af den nu afdøde polske sociolog Zygmunt Bauman, der med sin akademiske term ’Liquid Modernity’ tog fat i den vestlige verdens komplekse samtid og behovet for at genopfinde sig selv.

Opbrud og omstillingsparathed
Danske Kunsthåndværkere & Designere har med deres politiske opdrag til årets udøvere hevet fat i en varm kartoffel med et biennaletema, der er sjældent politisk. I pressematerialet hedder det yderligere:

”Vi lever i en opbrudstid. I adskillige år har teknologisk udvikling været drivkraft for en samfundsmæssig og finansiel udvikling, som ikke har haft sin lige i historien. Så snart vi har vænnet os til et system, bliver det øjeblikkeligt skiftet ud med et, som er bedre, billigere, hurtigere og mere produktivt. Politikere opfordrer os til at bruge flere penge og arbejde mere – ikke til at blive bedre borgere og passe på dem, som har det svært. Ethvert problem håndteres med en kalkule, en effektivisering, en måling. Liv brister, familier brydes og unge slås om græshoppegenerationens smuler.”

Det er lidt af et horror-scenario, der bliver lagt op til i opdraget til udøverne, men biennaletemaet Liquid Life blev valgt for at give feltets udøvere mulighed for at vise en humanistisk tilgang til nutidens udfordringer og være med til at skabe udvikling og fremdrift i kunsthåndværk- og designfeltet. At give formgiverne en mulighed for at skabe et modsvar.

Tema i form
Biennalen for Kunsthåndværk & Design afholdes i år i Museumbygningen på Kastelsvej i København og består af 27 projekter, der er udvalgt af en jury blandt 146 indsendte værker. Det smalle felt taler trods antallet et mangfoldigt sprog om alt fra kunstneriske og materialebaserede undersøgelser til politiske udsagn om aktuelle problematikker.

Således er bl.a. værket Liggende Kvinde, der illustrerer en stagnation af det indre overfor en ydre, uoverskuelig og kompleks verden. Et helt stykke stentøj med blank hvid tin glasur er udformet i virkelighedstro gengivelse af kvindekroppen med udgangspunkt i en gipsafstøbning af formgiver Birgitte Christens’ egen krop.

Beklædningsdesigner Vibe Lundemarks projekt er et opgør med kommerciel overproduktion. Istedet gør hun en dyd ud af pauser, stilstand og fejl omsat i klassiske beklædningsdele som jakke, skjorte og kjole. De enkelte dele tillægges en større æstetisk værdi igennem tekstil bearbejdning, høj detaljegrad og håndværkets sanselighed, hvor aflæsningstiden øges, og ønsket om at sætte farten ned afspejles. Biennalens 27 projekter lader sig ikke rubricere, men bevæger sig frit mellem kategorierne kunst, design, arkitektur og håndværk.

Livsvilkår og arbejdsforhold
Danske Kunsthåndværkere & Designeres politiske diskurs er ifølge foreningens nye formand, Hans Christian Asmussen, født ud af nødvendigheden for at råbe op.

”Vores området er under voldsomt pres, og det går skidt økonomisk. Vi er nødt til at arbejde med et politisk budskab, for vores formgivere kan ikke få tingene til at hænge sammen. Det er nødvendigt at italesætte diskussionen om livsvilkår og arbejdsforhold for udøverne i vores felt. Og Biennalen for Kunsthåndværk & Design er en af måderne, vi kan gøre det på. Hvad er værdien af et stykke design eller kunsthåndværk af høj kvalitet? Hvad gør det, at du tænker over, hvilket objekt, du køber? Og som du måske kan bruge resten af livet?” forklarer formanden og fortsætter:

”Vi lever i en forfejlet værdikultur, hvor vi hele tiden skal blive bedre, hurtigere og passe ind i en sammenhæng. Danske Kunsthåndværkere & Designeres medlemmer passer ikke ind. Og det er ment som en kompliment. Vores medlemmer har fundet deres egen særlige vej, og er netop derfor vigtige i det mangfoldige samfundsperspektiv. I dag er der mere politisk kontrol med kulturen end nogensinde før, og politikerne bruger kulturen som et værdipolitisk værktøj. Hvornår skal man som borgere og udøvere sige stop?”

Politik eller værk? Politisk værk?
Der har været blandede røster i miljøet over Biennales politiske udmelding. Groft sagt kan responsen deles i to poler, hvor den ene synes, at det tematiske afsæt tager overhånd. For hvorfor kan en Biennale ikke bare udstille høj kvalitet af kunsthåndværk og design uden en tematik? Mens den anden gruppe synes, det er godt, at politisk tænkning er blevet indlemmet i årets biennale-præmis.

Tekstildesigner og væver Ane Henriksen har deltaget på Biennalen for Kunsthåndværk & Design en halv snes gange og er en af dem, der synes, at tematikker og koncepter har taget overhånd:

”Biennalen har været en fri og uforpligtende mulighed for at vise sine værker frem uden det tunge arbejde med selv at skulle bære og arrangere. I 1995 meldte jeg mig ind i Danske Kunsthåndværkere, fordi jeg var begejstret for Biennale-oplægget, der var flot og gennemført tænkt med udstilling på et af tre museer, katalog og en biennaleprisvinder, der året efter skulle udstille på et af museerne. Desværre har museerne senere trukket sig, og det er ærgerligt, for de gav selvsagt ekstra pondus til projektet.

Jeg kunne have ønsket, at Biennalen ikke havde fulgt modelunet med koncepter og temaer. Jeg forstår ikke, at vi kunstnere og kunsthåndværkere lader andre styre vores færd omkring, hvor vi skal hen i vores ellers frie søgen. Hvorfor afgiver vi frivilligt friheden til selv at vise vej?

Det forekommer mig dog, at opmærksomheden er vokset omkring Biennalen. Måske fordi Biennalen giver mulighed for at orientere sig i feltet i en periode, hvor vi ikke har haft et tidsskrift, og hvor det er svært for kunsthåndværkere og designere at finde udstillingsplads.”

Biennalens eksistensberettigelse
Hvad er det en Biennale skal kunne? Promovere udøverne på området? Manifestere håndværkets potens? Være politisk talerør gennem et tematisk afsæt?

”Biennalen skal have en klar forbindelse til tiden og det omkringliggende samfund og stille spørgsmål til det via de værker, der bliver valgt. I samme forbindelse er det væsentligt at stille spørgsmål som ’Er vores værdier de rette?’ ’Er der noget, som bør ændres?’ For det er jo det ideelle ved en Biennale.

Den polariserede debat fortæller mig, at vores politiske udmelding har fat i noget rigtigt. Det bliver så stuerent det hele, at ingen tør gå ud og kradse i flinten. Det er vigtigt, at området gør opmærksom på sig selv. Der er jo ikke andre, der gør det. Uddannelserne er pressede, priserne er pressede og fondsmidlerne er pressede. Vi er nødt til at være skarpere for at blive hørt,” understreger Hans Christian Asmussen.

”Kunsthåndværk og design kan behandle komplekse budskaber med stor kunstnerisk kvalitet. Det er det, vi vil bruge Biennalen til – at præsentere en stor håndfuld projekter, der tager aktiv del i dette tema, sætter spørgsmålstegn ved tingenes tilstand og skaber meningsfulde objekter. Objekter, der både har brugsværdi og kunstnerisk værdi. Vi vil gerne starte en politisk debat, der får feltet til at reflektere over, at politik er en nødvendig del af vores hverdag. Hvis vi ikke agerer politisk, så kan vi lige så godt lukke ned,” afslutter formanden.